Du kender sikkert typen - krav om mindre skat, og samtidig krav om et bedre sygehusvæsen og mere velfærd. Krav om bom på egen villavej, så 'de andre' ikke kører for stærkt, og samtidig egen gaspedal lidt for langt i bund, når tiden er presset.
Måske uskyldig dobbeltmoral?
Nej. Ikke hvis du spørger Verner C. Petersen docent, cand. scient. og dr. phil. ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Han ser det som et bekymrende udtryk for, at vi som mennesker og samfund i dag er så fokuserede på vores individuelle behov, at fællesskabet trues med at gå i opløsning.
I sin nye bog 'Vildveje i velfærdsstaten' retter han en skarp kritik mod nutidens individkultur. Politikere - både regeringen og Socialdemokraterne - står for skud for deres entydige fokus på rettigheder, kontrol og styring. Fordi det skaber mennesker, der udelukkende jagter deres ret. Det hedder individuelle interesser frem for fællesskab, pligt og ansvar.
Økonomer er skurkene
Hans analyse af nutidens samfund bygger på indgående iagttagelser af vores handlinger og tankemønstre, både i det overordnede politiske system og som enkelt-mennesker.
Forklaringen på vores nuværende individkultur skal ifølge Verner C. Petersen findes i, at vi i alt for høj grad har overgivet os til økonomerne som tidens visemænd.
»I dag er det økonomerne, der får lov til at servere verdensbilledet. Alt, hvad vi foretager os, bliver udregnet i økonomiske termer - og alt er målbart. Status går på, hvor mange penge og hvor stort forbrug vi har. Og det eneste, der driver os er egeninteresse,« siger Verner C. Petersen.
Legal overhaling
»Vi kommer hele tiden til at konkurrere. Det bliver legalt at overhale eller køre inden om ved et trafikuheld, for at jeg kan nå frem. Eller at mase sig frem i køen i supermarkedet, fordi jeg har ekstra travlt,« fortæller han videre.
Som eksempel fremhæver han et videnskabeligt eksperiment foretaget af en af hans studerende:
En undersøgelse af folks reaktion på en person, der faldt om på en banegård.
»Ingen kom og hjalp. Folk tænkte, at det måske var en alkoholiker, eller også havde de bare for travlt. Det er et udtryk for, at vi er blevet anonyme overfor hinanden. At alle andre står i vejen for mig.«
Fire kvadratmeter pr. barn
Nutidens politikere - både regeringen og socialdemokraterne - bærer ifølge Verner C. Petersen en stor del af skylden for den egocentrerede udvikling. Begge fløje i det politiske system har i deres forslag til kvalitets- og velfærdsreformer haft så travlt med at tildele borgerne rettigheder, at vi fuldstændig glemmer fællesskabet og det individuelle ansvar.
»Alle tænker i mine rettigheder. Det afføder, at vi helt og aldeles mister blik for, hvad vi som enkelt individ kan gøre for fællesskabet - altså samfundet, siger han og henviser til de politiske udspil:
Stein Bagger-sagen viser med al tydelighed, at regler ikke holder os på plads. Det er vores indre samvittighed, der bestemmer, om vi gør det rette eller forkerte. Formentlig er der mange omkring Stein Bagger, der kunne og skulle have sagt stop
Docent, cand. scient. og dr. phil Verner C. Petersen
Socialdemokraterne siger, at hvert barn har ret til fire kvadratmeter gulvareal i daginstitutionen. Tilsvarende lyder det fra regeringen, at man på sygehusområdet vil skabe en rettighedspakke til patienter. Den skal oplyse om ens konkrete rettigheder som patient, blandt andet ret til en kontaktperson.
»Det er jo fuldstændig absurd. Som om velfærd er noget, man med lommeregner og lineal kan måle og veje sig frem til et entydigt facit på,« siger Verner C. Petersen. For ham at se understøtter politikerne dermed tendensen til det egoistiske fokus.
»Problemer bliver, at vi alle kommer og siger, 'det har jeg ret til'. Vi forventer, at der er en offentlig airbag, der redder os. Og vi føler ingen pligt eller ansvar - kun krav på rettigheder,« siger han.
Kontrol-freaks
At politikerne partout udsteder velfærdsrettigheder er et udtryk for, at der i dag hersker en holdning om, at man via kontrol vil sikre, at der ikke sker fejl. Men det er der ifølge Verner C. Petersen et hav af eksempler på ikke er tilfældet.
»Stein Bagger-sagen viser med al tydelighed, at regler ikke holder os på plads. Det er vores indre samvittighed, der bestemmer, om vi gør det rette eller forkerte. Formentlig er der mange omkring Stein Bagger, der kunne og skulle have sagt stop, pointerer Verner C. Petersen og fremhæver endnu et eksempel fra dagens samfund.
»Vi kan heller ikke ved øget kontrol og udstedelse af plejehjemsrettigheder sikre os mod, at der nogle steder finder dårlig behandling sted på plejecentrene. Men hver gang, der dukker et enkelt grelt eksempel op, står politikerne i kø for at øge styringen og kontrollen. Og resultatet er, at de 99 procent af plejehjemmene, hvor tingene fungerer godt bliver underlagt flere bureaukratiske regler, der skal sikre, at en gentagelse ikke finder sted, « siger samfundsforskeren.
Og dermed sættes der gang i en glidebane, der ikke er til at stoppe. Medarbejdere bliver pålagt yderligere administration og styring, og dermed har de ikke overskud til at fokusere på, hvad der er det rette at gøre. Og som borgere råber vi op om vores rettigheder med henvisning til nye regler uden fornemmelse for, hvad vi selv kan gøre, lyder ræsonnementet fra Verner C. Petersen.
Tavse værdier går tabt
Den århusianske samfundsforsker appellerer til, at vi genfinder de grundlæggende samfundsværdier.
»Det er de tyste eller usagte værdier, som vi giver videre via opdragelse. En tavs viden, man som barn lærer ved at spejle sig i voksne rollemodeller. Det er de værdier, der fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert i en given situation. Men nutidens mennesker ser og mærker dem ikke, fordi der er så entydigt et fokus på målbare rettigheder,« fremfører Verner C. Petersen.
Han mener, at de usagte værdier ligger som et grundlæggende moralsk kompas i hver enkelt af os. Det har været grundpillerne i udviklingen af både demokratiet og ytringsfriheden. At hvert enkelt menneske ser sig i stand til at mærke sig selv og ytre sin holdning - også selv om man udgør en lille minoritet, der taler mod et stort flertal.
»Mit håb er, at der blandt unge vil være en minoritet, der kan se, at det ikke går at fortsætte i samme spor. At de vil råbe op om en ny vej. Den måde er udviklingen altid sket på. Ved at en minoritet har talt op mod det store samfund.«
Forskerens egen kamp
Verner C. Petersen ser det selv som sin fornemste forskningsmæssige opgave at iagttage samfundet og dets mange aktører. Og gennem iagttagelserne af verden, og hvad der sker, at bidrage til dens udvikling. I den sammenhæng er han selv den lille minoritet, der råber op om, at noget er galt i eget hus.
»Desværre lider universitetsverdenen også under, at alt skal måles og vejes. Som forsker er det i dag afgørende, at man leverer en vis mængde artikler for at blive lektor og stige i graderne. På den måde bliver det individuel karriereudvikling, som styrer forskningen frem for samfundsengagement og nysgerrighed,« siger han.
\ Om forskeren
Verner C. Petersen er docent, cand.scient. og dr. phil ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Han har bl.a. skrevet bogen "Hinsides regler - selvorganisering og ledelse med ansvar." Desuden har han forfattet en række artikler om værdibaseret ledelse og kritik af styring og måling.






























