Vi gifter os med dem, der ligner os selv

Når man vil forklare, hvem der gifter sig med hvem, er det vigtigt at skelne mellem præferencer og mulighederne for at få dem opfyldt.

En ting er, hvad den enkelte efterspørger med hensyn til skønhed, seksualitet, fertilitet, viden og økonomisk formåen, en anden ting er, om der er et tilstrækkeligt udbud af kærester/ægtefæller til at matche disse ønsker.

Alle har ægteskabelige præferencer

Der find​es så vidt vides ingen systematiske undersøgelser af, hvilke præferencer forskellige personer har for valg af partner, eller om disse præferencer efterfølgende bliver opfyldt.

I stedet belyses præferencerne gennem det faktiske valg og dermed ud fra de informationer om partneres/ægtefællers forskellige karakteristika, som man nu engang har om gifte mænd og kvinder.

Da der for de fleste er tale om, at man frit vælger sin partner, og altså kun sjældent indgår i et tvangsægteskab, skulle det ideelt set sikre, at ens ønsker bliver opfyldt, og de afslørede præferencer dermed er i overensstemmelse med de præferencer, man har på forhånd.

Ligesådan kunne man anvende karakteristikaene ved ægtefæller, som bliver skilt, til at sige noget om, hvad der ikke svarede til præferencerne eller i hvert fald ophørte med at gøre det.

Find en, der ligner dig selv

Man kan se, at de fleste danner par med ligestillede, hvad angår social status og uddannelse og til dels også indkomst – det kaldes homogami, at man finder en, der ligner én selv.

Mere end fire ud af 10 af alle danske ægtepar er således kendetegnet ved, at begge parter har samme sociale stilling, og i hvert tredje ægteskab matcher ægtefællerne uddannelsesmæssigt. Når det gælder uddannelsesmatch kan halvdelen tilskrives, at man gifter sig med en fra samme uddannelsesinstitution eller en i nærheden, mens den anden halvdel formentlig 'bare' skyldes præferencer for sådan en som én selv.

Det er ikke ensbetydende med, at kvinder har helt de samme uddannelser som mænd eller omvendt, blot at deres uddannelsesniveauer er relativt ens. En tømrer kan være gift med en sygeplejerske, og en specialarbejder med en SOSU-assistent osv.

Det betyder heller ikke, at indkomsterne er de samme, idet kvinders gennemsnitlige personlige indkomster før skat stadig er godt tyve procent lavere end mænds.

Men det betyder, at kvinder med lave indkomster typisk er gift med mænd med lave indkomster, selvom mænd uden eller med kort uddannelse, som også ofte er ledige, sjældnere er gift og oftere skilt end andre mænd. For kvinder med høje indkomster gælder, at de ofte er gift med mænd med høje indkomster.

Det betaler sig at ligne sin partner

Hvad angår social status, vælger vi også homogamt, idet ægtefæller ofte tilhører samme stillingsgruppe på arbejdsmarkedet, eller begge i kortere eller længere perioder er uden for som arbejdsløse.

Både social status, uddannelsesniveau og indkomst hænger i øvrigt sammen – er man leder, har man typisk en længere uddannelse og en høj indkomst. Det bekræfter, at Matthæus-effekten – dem, som har, skal mere gives, mens dem, som intet har, skal forblive fattige – også gælder på ægteskabsmarkedet.

Det er også interessant at se på betydningen af den sociale arv i forhold til, hvad man har med hjemmefra, og hvad man erhverver sig på ægteskabsmarkedet. Drenge ligner deres fædre, mens piger ligner deres mødre både uddannelses- og indkomstmæssigt.

For at piger ikke skal forringe forældrenes position ved kun at ligne moderen og ikke faderen, sørger piger imidlertid for at vælge en kæreste/mand, der ligner faderen, ligesom hendes bror vælger en kone, der ligner moderen. Det sikrer ensartethed over generationer, så man dermed familiemæssigt kan bevare den sociale status fra barndommen.

Det bekræfter, at Matthæus-effekten – dem, som har, skal mere gives, mens dem, som intet har, skal forblive fattige – også gælder på ægteskabsmarkedet.

Jens Bonke

At dette er vigtigere for velstillede end for fattige – der er mere at give videre – viser sig ved, at der stort set ikke er nogen indkomstmæssig mobilitet i toppen af familieindkomstfordelingen. Der bliver ved med at være de samme rige familier i toppen af samfundet, selvom både Danmark og Sverige, som der refereres til, ellers er karakteriseret ved en omfattende omfordeling af indkomster mellem forskellige grupper i samfundet.

Storbyen er singlernes paradis

Et tilstrækkeligt udbud af ligeværdige har selvsagt også af betydning for valget af partner. Det er ikke ligegyldigt, hvor man bor, og om man befinder sig på et lokalt ægteskabsmarked eller er ude på det globale marked, hvor der åbenlyst er større og mere varierede muligheder.

Det viser sig da også, at singler flytter til byerne. Ikke alene for at få uddannelse og arbejde, men formentlig også for at finde en partner. Denne flytning sker på trods af, at det er dyrere at bo i byen, hvor boligpriserne er højere, og viser dermed, at valget af den rette partner anses for at være pengene værd.

Når partneren så er fundet, aftager fordelene ved at bo i byen, og provinsen bliver igen mere attraktiv, når man nu har en at nyde naturen med. Man undgår dermed også byens større ægteskabsmarked og reducerer dermed risikoen for, at ægtefællen finder på at være aktiv igen.

Både risikoen for, at partneren forlader én, og naturen er således argumenter for, at par bosætter sig uden for eller i hvert fald i periferien af byen. Omvendt flytter nylig skilte tilbage til byen, hvor man netop finder singleboligerne og andre brugte eller ubrugte singler til at danne nyt par med.

Byen tiltrækker enlige kvinder

Det er først og fremmest de mest attraktive typer, der har gavn af at søge partner i de mere urbaniserede områder, hvor udbuddet af potentielle partnere er størst.

De er ganske enkelt mere efterspurgte og kan derfor profitere af den høje kontaktrate, som kendetegner et stort marked.

Betydningen af at være attraktiv og dermed kunne nyde godt af byen er i øvrigt mere udbredt for kvinder end for mænd, hvilket er bekræftet af studier af, hvem der forlader områderne uden for byerne.

Det er især enlige kvinder, der søger mod byerne, mens enlige mænd i højere grad bliver tilbage, hvilket dog også er betinget af mænds mere traditionelle erhvervsvalg inden for landbrug og industri og kvinders inden for byernes servicesektorer.

Vi gifter os med studiekammeraten og kollegaen

At det ikke kun er markedets størrelse men også dets karakter, der har betydning for partnervalget, ses af en undersøgelse af Schwartz & Mare fra USA. Den viser, at hvis man danner par, inden man er 25 år, er der større sandsynlighed for at finde en med samme uddannelse og sociale baggrund som én selv, end hvis partnervalget sker i en højere alder.

Forklaringen er den enkle, at mens man er under uddannelse, er det nærliggende at vælge en studiekammerat, som jo sidder ved siden af, mens andre uddannelsesgrupper også kan komme i betragtning, når man først får et arbejde.

Det sidste gælder sekretæren og chefen, sygeplejersken og lægen osv., som nu også viser sig at være mulige match, efter man har forladt uddannelsessystemet.

Det forøger forskellene mellem parterne og formindsker dermed graden af homogami blandt par på uddannelsesmæssigt blandede arbejdspladser.

Udseendet har stor betydning

Det viser sig også, at overvægt og fedme forringer chancerne på ægteskabsmarkedet. Det gælder især for kvinder, mens der ikke kan findes en tilsvarende sikker sammenhæng for mænd.

Fede og overvægtige tjener mindre end ikke overvægtige, selv når man tager hensyn til helbred og udseende, hvilket kan være noget af forklaringen på deres ringere ægteskabschancer. Overvægtige og fede er ganske enkelt ud fra en økonomisk betragtning mindre attraktive at danne par med, også selvom man selv er overvægtig eller fed.

I den forbindelse er det interessant, at ægteskabschancerne for amerikanske kvinder med afrikansk baggrund ikke er påvirket af deres vægt. Det kan formentlig tilskrives forskellige normer og præferencer med hensyn til kvinders størrelse og form mellem forskellige etniske grupper – for nogle er en stor bagdel, og for andre er en lille bagdel en fordel.

Endelig spiller skønhed – ikke helt uventet – også en rolle for, om man finder en partner, og hvordan man klarer sig økonomisk. Det har således vist sig, at både mænd og kvinder, som anses for at være smukke – forskellige personer er blevet rangordnet efter skønhed, og der er taget højde for forskelle i bl.a. højde og vægt – klarer sig bedst.

Samtidig viser det sig, at investering i skønhed udtrykt ved udgifter til tøj og skønhedsprodukter mv. i sig selv indebærer et økonomisk afkast i form af en bedre indkomst.

Mænd er mere risikovillige ved valg af partner

Hvem man vælger eller bliver valgt af, afhænger dog også af ens risikovillighed. Nogle er villige til at løbe en større risiko end andre, måske fordi de vurderer, at de altid kan opgive forholdet, hvis det ikke indfrier forventningerne.

At der kan være forskel mellem kvinder og mænds risikovillighed ses bl.a. af, at den tid, der går fra et parforhold opløses, til det afløses af det næste, er længere for kvinder end for mænd.

Det gælder dog ikke, hvis der er børn i forholdet, da 'overgangsperioden' for mænd og kvinder da er lige lang.

Mænd kaster sig således hurtigere ud i et nyt forhold og løber dermed en større risiko for et dårligere match, hvis altså ikke de har gjort deres forberedelser allerede, mens de var i det gamle forhold.

Drengebørn er efterspurgte

Mange undersøgelser har vist, at drengebørn foretrækkes frem for piger i en række udviklingslande. Drenge opfattes ofte som værende mere nyttige for familien ved at bidrage til forsørgelsen den dag, de bliver voksne – et forsikringshensyn – og fører slægten videre.

Samtidig kræver drenge ikke nogen medgift, når de bliver gift, sådan som det er tilfældet med piger.

Det viser sig også, at der er en tilsvarende præference for drenge i lande med mere traditionelle kønsrollemønstre, i hvert fald blandt mænd, mens piger er lige så efterspurgte i de skandinaviske lande af både kvinder og mænd.

Fædre med sønner er aktive i hjemmet

Når mænd bruger mere tid på deres drenge end på deres piger i både Danmark og USA, er det højst sandsynligt, fordi mænd har en særlig præference for at videreføre deres eget køn og slægten, og at de derfor gerne vil give dem så meget opdragelse som muligt.

Fædres særlige præference for drenge kan også betyde, at de vil gøre mere for at undgå en skilsmisse og dermed miste den daglige kontakt til deres søn. Det kan give sig udtryk i en større indsats i hjemmet for netop at undgå den situation og dermed samtidig tilfredsstille moderens ønske om mere ligestilling.

Moderen står ganske enkelt i en stærkere forhandlingsposition med en søn end med en datter, idet hun så nemmere kan overtale faderen til at deltage i børneomsorgen og det huslige arbejde.

Når mødre ikke 'kønner' deres børn lige så meget som fædre, kan det skyldes, at forestillingen om at sørge for den sociale arv er mindre udpræget blandt kvinder end blandt mænd.

Samtidig har det også hidtil været nemmere at få en pige til at ligne moderen uddannelses- og indkomstmæssigt end faderen, som på begge områder hidtil har stået stærkere end moderen og derfor været vanskeligere at komme til at ligne. Det er i langt højere grad lykkedes at få sønnen til at ligne faderen.

Det gælder ikke desto mindre, at hvis man har to børn af samme køn – drenge eller piger – er sandsynligheden for at få et tredje barn større, end hvis de to børn, man allerede har, er af forskelligt køn. Det taler for en præference for diversitet i ens børns køn, og det taler måske også for, at både faderen og moderen ønsker at have i hvert fald én, som ligner dem selv.

Det er i øvrigt sådan, at sandsynligheden for at få et tredje barn er større, når de to første børn er drenge, end når de er piger, i hvert fald i de skandinaviske lande.