Velfærdsstatens regler gør især ondt på de borgere, der har mest brug for hjælp

I et velfærdssamfund som det danske er der mange muligheder for at få hjælp fra det offentlige.

Bliver man arbejdsløs, kan man søge kommunen om kontanthjælp. Og kommer man i økonomisk nød kan man for eksempel søge om hjælp til dækning af uforudsete udgifter (såsom tandlægeregninger eller flytteudgifter), midlertidig hjælp til betaling af husleje og fripladser i daginstitutioner.

Det offentliges hjælp er i mange tilfælde afgørende for, at borgere og deres familier kan klare sig igennem, når modgangen rammer, men alligevel er det langt fra alle, der får den hjælp, de har brug for og krav på.

En gennemgang af økonomien for 500 lejere med rod i økonomien, som Boligselskabet KAB foretog i 2014, viste for eksempel, at cirka hver anden lejer havde ret til sociale ydelser og tilskud, som de ikke modtog.

Så hvordan kan det være, at mulighederne for at få hjælp mange gange ikke udnyttes af dem, som har allermest behov for den?

Kontakt til det offentlige er krævende

En forklaring er, at det er udfordrende at navigere i de administrative processer og krav, som mødet med det offentlige indebærer.

Det tager tid og energi at sætte sig ind i, hvilke ydelser og services der findes, hvem de er tiltænkt, og hvilke regler man skal overholde for at få hjælp.

Der vil ofte være formularer, der skal udfyldes, deadlines, der skal overholdes, og aftaler, man skal møde op til. Og ikke alle borgere er lige godt i stand til at håndtere mødet med systemet.

Forskning stiller skarpt på menneskers evne til overblik og planlægning

I en forskningsartikel fra 2020 argumenterer vi og amerikanske kolleger for, at mentale ressourcer er afgørende for borgeres evne til at håndtere mødet med det offentlige.

Konkret stiller vi skarpt på de såkaldte eksekutive funktioner, der er en vifte af processer i hjernen, som blandt andet er afgørende for menneskers evne til overblik, planlægning, systematik og problemløsning.

Der er grund til at forvente, at mennesker med svækkede eksekutive funktioner vil være særligt udfordrede, når det handler om kontakten med det offentlige.

Det er væsentligt at pointere, at eksekutive funktioner ikke er det samme som intelligens. Intelligente mennesker kan godt have svækkede eksekutive funktioner og omvendt. ​

​Mentale ressourcer er afgørende i mødet med det offentlige

Vi argumenterer for, at eksekutive funktioner er afgørende i forhold til:

• borgeres evne til at tilegne sig viden om mulighederne for hjælp,
• borgeres evne til at overholde krav og regler,
• borgeres reaktioner på deres møde med velfærdsstaten.

Forskning har eksempelvis vist, at personer med svækkede eksekutive funktioner ofte har svært ved at skabe overblik over komplicerede problemer og generelt er udfordrede i forhold til at tilegne sig viden.

Personer med svækkede eksekutive funktioner vil derfor have sværere ved at gennemskue komplicerede regler i mødet med det offentlige og en større risiko for at overse muligheder for hjælp.

Mødet med det offentliges jungle af regler og krav er slet og ret svært at overskue.

Lettere ved at glemme vigtige deadlines

Personer med svækkede eksekutive funktioner har desuden tendens til at tænke mere kortsigtet end andre, og de har svært ved at komme i gang med opgaver, som er kedelige, tager tid eller er ubehagelige.

Også selvom de ved, at der på længere sigt kan være betydelige gevinster forbundet med at løse opgaverne.

Som konsekvens kommer de oftere til, uforvarende, at glemme vigtige opgaver, misse deadlines og lignende.

Og den type forglemmelser kan have store konsekvenser for modtagere af offentlige ydelser, der risikerer at blive straffet økonomisk, hvis de for eksempel glemmer at udfylde formularer til tiden eller ikke møder op til møder med sagsbehandlere.

Endelig har personer med svækkede eksekutive funktioner ofte sværere ved at kontrollere deres følelser og slå koldt vand i blodet, hvis de kommer ud for frustrerende situationer.

Personer med svækkede eksekutive funktioner har derfor tendens til at reagere mere negativt end andre på modgang i livet, og de kan forventes at blive mere psykologisk belastet, hvis de oplever, at mødet med velfærdsstaten gør ondt.

Stres, angst og depression fører ofte til svækkede eksekutive funktioner

Svækkede eksekutive funktioner er som nævnt ikke det samme som mangel på intelligens.

Til gengæld er der en række livsomstændigheder, der ofte er forbundet med svækkede eksekutive funktioner. Faktisk er mange af de forhold, der gør, at folk har brug for og ret til hjælp fra det offentlige, samtidig forbundet med svækkede eksekutive funktioner.

Et eksempel herpå er helbredsproblemer. Mentale problemer som eksempelvis stress, angst og depression fører ofte svækkede eksekutive funktioner med sig, og nogle lidelser (for eksempel ADHD) har ligefrem svækkede eksekutive funktioner som definerende symptomer.

Svækkede eksekutive funktioner er dog ikke afgrænset til psykiske helbredsproblemer. Fysiske smerter har for eksempel tendens til at kapre folks opmærksomhed, så der er færre mentale ressourcer til rådighed, hvilket går ud over de eksekutive funktioner.

Hjerneforskning har ligefrem vist, at det center i hjernen, der styrer de eksekutive funktioner, kan skrumpe, hvis smerterne bliver kroniske.

Manglende mentalt overskud skyldes ikke kun psykiske lidelser

Et andet eksempel er fattigdom. Mennesker, der oplever ekstrem knaphed i form af for eksempel fattigdom, har tendens til at bruge mange kræfter på at bekymre sig om de helt nære problemer (hvordan får jeg mad på bordet? Har jeg råd til at beholde min bolig?).

Når hjernen er beskæftiget med at håndtere økonomiske bekymringer, er der færre mentale ressourcer til rådighed, og dét går ud over de eksekutive funktioner.

Et tredje eksempel er alderdom. Mest udtalt er dette blandt ældre, som rammes af Alzheimer eller demens, men også blandt dem, der ikke rammes af disse tilstande, svækkes de eksekutive funktioner gradvist med alderen.

Illustrationen herunder opsummerer, hvordan sygdom, fattigdom og alderdom påvirker hjernens eksekutive funktioner og derfor mindsker borgeres evne til at håndtere administrative krav og regler i mødet med det offentlige.

Effekterne af ovenstående livsomstændigheder forstærkes af, at situationerne kan udløse og forstærke hinanden.

Arbejdsløshed er for eksempel ikke kun forbundet med økonomiske udfordringer, men kan også føre til psykiske reaktioner som depression og stress, og tilsvarende kan sygdom føre til arbejdsløshed og fattigdom.

Hvordan hjælper vi bedst de udsatte borgere?

Mange mennesker vil i løbet af livet komme til at opleve udfordringer som dem, vi har diskuteret ovenfor.

Det kan have store personlige og sociale konsekvenser, når økonomien skrider, eller man pludselig rammes af sygdom. Og hvis de, som rammes hårdest af modgang, samtidig har de dårligste forudsætninger for at overkomme krav og regler, kan det ende ud i en ond uligheds-spiral.

Hvis vi som samfund ønsker at sikre, at folk får de ydelser, de er berettiget til, er automatisk tildeling en mulig løsning.

Det er et system, hvor det offentlige bruger informationer om økonomi, beskæftigelse og helbred til at identificere borgere, der har ret til ydelser, i stedet for at vente på, at folk selv ansøger om hjælp.

En anden løsning er at øge adgangen til mentorer og rådgivningsordninger, der kan hjælpe udsatte borgere med at vurdere, om der er ydelser, de har ret til, men ikke får.

Sådanne løsninger er selvsagt ikke gratis, men de økonomiske omkostninger ved at hjælpe skal holdes op imod de menneskelige omkostninger ved at lade være.