Hos Danmarks Grundforskningsfond er bestyrelsen og medarbejderne glade, og det er ikke kun, fordi det snart er jul.
Fonden modtager nemlig med den nyeste finanslov hele tre milliarder kroner. Pengene skal bruges til at støtte dansk forskning i verdensklasse.
»Det er den bedste julegave, vi har fået i mange år,« siger professor og direktør for Grundforskningsfonden, Thomas Sinkjær.
Han forklarer, at timingen for pengegaven er helt rigtig, fordi fonden nu kan planlægge 10 år længere frem i deres finansiering af de såkaldte Centers of Execellence, som i 25 år sat internationale standarder for forskning.
»Stor ros til det politiske system, fordi de meget rettidigt har finansieret Danmarks Grundforskningsfond. Alle partierne har bakket op om det. Det sender et stærkt signal ud i forskningsmiljøerne om, at vi er kommet for at blive,« siger Thomas Sinkjær og forklarer, at mange forskere er flere år om at forberede en ansøgning om midler til Danmarks Grundforskningsfond.
Verdens bedste forskere imponerede
Direktøren for Danmarks Grundforskningsfond, Thomas Sinkjær, fortæller, at fonden netop har besluttet sig for at finansiere 12 nye Centers of Exellence i 2015.
\ Fakta
Eksempler på Centers of Excellence: Center for Permafrost Dynamics in Greenland (CENPERM) C Placering: Københavns Universitet Center for Stellar Astrofysik (SAC) Placering: Aarhus Universitet Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) Placering: Københavns Universitet Center for Particle Physics Phenomenology & Origin Mass, CP3 Origins Placering: Syddansk Universitet
En netop afholdt slutevaluering af centre, der blev startet i 2005, viser, ifølge Thomas Sinkjær, at fonden på afgørende vis har løftet kvaliteten af dansk forskning og især den tværfaglige forskning.
Evalueringen er lavet på baggrund af udtalelser fra 30 af verdens mest anerkendte forskere i de forskningsmiljøer, som de pågældende Centers of Excellence dækker.
»26 ud af de 30 adspurgte bedømmere sagde, at kvaliteten af forskningen på vores Centers of Excellence var det flotteste, man kunne forvente,« siger professor Thomas Sinkjær.
Han forklarer, at niveauet på de tværfaglige danske Centers of Excellence svarer til den forskningskvalitet, man finder på verdens bedste universiteter som for eksempel Stanford University og MIT i USA.
Men hvad betyder det for den almindelige dansker, at I modtager tre milliarder kroner?
Professor Thomas Sinkjær mener, at Danmark på lang sigt vil kunne mærke effekten af investeringen. De velrenommerede forskningscentre trækker nemlig verdens bedste forskere til Danmark, og det har en afsmittende virkning på udvikling, etablering af nye virksomheder og jobs.






























