Hvis Zoologisk Have, Nationalmuseet eller andre attraktioner i København vil have ekstra mange gæster, skal de sørge for at reklamere i Tivoli.
Gæster i Tivoli elsker nemlig at fortsætte videre rundt til andre attraktioner, når de er færdige med deres oplevelser i den 166 år gamle forlystelseshave, der i dag åbner til en ny sæson.
Det viser forskning fra Copenhagen Business School (CBS).
»Tivoli er en kæmpemagnet, og den giver en rigtig god startoplevelse for andre steder og andre begivenheder, der foregår i København. Hvis man gerne vil have, at turisterne skal besøge andre attraktioner, hvor der måske er lidt for god plads, ville det være godt at have informationer om dem i Tivoli,« konstaterer Lise Lyck, lektor og centerleder på Center for Tourism and Culture Management.
Gavner erhvervslivet i København
Lise Lyck har lavet en videnskabelig undersøgelse sammen med blandt andre Wonderful Copenhagen for at finde ud af, om nogen turistattraktioner i København fungerer som 'hub' - altså skaber en interesse, som sender turister videre til andre sights og på den måde åbner en dør ud til resten af byen.
\ Fakta
VIDSTE DU
Tivoli blev grundlagt i 1843 af iværksætteren Georg Carstensen.
Haven har blandt meget andet inspireret H.C. Andersen til beskrivelsen af kejserens have i eventyret Nattergalen.
Den populære forlystelseshave trækker hvert år op mod fem millioner gæster til.
Undersøgelsen viser, at kun Rundetårn og Tivoli har den effekt.
»Tivoli har også stor betydning for hoteller og restauranter ude omkring, fordi folk ikke bare går på restaurant i Tivoli, men også udenfor. Så Tivoli er et centrum for klyngedannelse af en lang række aktiviteter, som er gavnlige for erhvervslivet i København,« forklarer Lise Lyck.
Enestående historie
Ifølge Lise Lyck har Tivoli gennem de seneste år haft held med at hive gæster ind ved at satse på en lang række forskellige arrangementer fra Fredagsrock over julemarked til fejringen af Grønlands nationaldag. Samtidig får vi lyst til at tage på et nyt besøg, når der er kommet ny forlystelse i haven.
»Og ud over det har Tivoli noget enestående i sin historie, aura og beliggenhed, som man ikke kan genskabe andre steder. Det ligger lige op ad Rådhustårnet, og du kan høre uret slå, mens du tager en tur i ballongyngen, så omgivelserne er med til at skabe en unik oplevelse,« mener Lise Lyck, som har meget svært ved at forestille sig, hvordan turister ville se på København, hvis vi ikke havde Tivoli:
»Det ville være en katastrofe, simpelthen. Det er meget, meget vigtigt at have steder, som virkelig appellerer til folk, og Tivoli har et godt navn både nationalt og internationalt og er i for sig værdifuld for både København og Danmark,« siger hun.






























