Måske havde hun så mange penge, at hun simpelthen mistede overblikket. Måske var det hele bare en misforståelse.
Det var sådan, venner af den falske millionærarving Anna Sorokin bortforklarede hendes mærkværdige anmodninger om at få lov til at overnatte på deres sofa eller betale for flybilletter på deres kreditkort (penge som hun vel at mærke 'glemte' at betale tilbage).
Netflix’s doku-krimiserie 'Inventing Anna' fortæller historien om Anna Sorokin, som hævdede, at hun hed Anna Delvey, og som franarrede velhavende bekendte og high-end Manhattan-virksomheder mere end 250.000 dollars mellem 2013 og 2017.
Det viste sig, at det hele var ren og skær løgn og lusk. Hun var faktisk praktikant på et modemagasin. Hun var født i Rusland og fra en arbejderfamilie.
Alligevel var folk omkring hende hurtige til at acceptere hendes mærkelige forklaringer, og de opdigtede endda undskyldninger for hende.
Udnytter sociale processer, vi alle er afhængige af
Detaljerne i Sorokin-sagen minder meget om endnu en nylig Netflix-produktion, 'The Tinder Swindler', som fortæller historien om en israelsk svindler ved navn Simon Leviev.
Leviev overtalte kvinder, han mødte på Tinder, til at låne ham store beløb ved hjælp af lignende utrolige påstande: Han var milliardær, men hans fjender forsøgte at opspore ham, og af sikkerhedsmæssige årsager kunne han ikke bruge sine egne kreditkort.
Hvordan kan det være, at så mange mennesker var godtroende nok til råt at sluge de fantastiske historier, som Sorokin og Leviev levede højt på?
Og hvorfor, selv når der var »advarselssignaler overalt« - som et af Sorokins ofre formulerede det - fortsatte folk med at tro på dem, tilbringe tid med dem samt låne dem penge?
Jeg er socialpsykolog, og jeg har skrevet en bog om vores overraskende overtalelsesevner og evne til at blive overtalt.
Jeg ser det ikke som en usædvanlig fejl i den menneskelige natur. Jeg ser snarere historierne om Sorokin og Leviev som eksempler på samvittighedsløse aktører, der udnytter de sociale processer, vi alle er afhængige af hver dag for effektiv menneskelig kommunikation og samarbejde.
Tillid er menneskeligt
På trods af en overebevisning om, at vi er skeptikere af natur, klar til at råbe »afsløret!« ved bare det mindste fejltrin eller fortalelse, er det ganske enkelt ikke tilfældet.
Studier viser, at vi har en tendens til at have tillid til andre frem for at have mistillid til dem, tro på dem frem for at tvivle på dem samt godtage, hvem andre udgiver sig for at være, fremfor at gøre dem forlegne ved at betvivle dem.
DJ'en Elle Dee, som Anna Delvey engang bad om at betale en regning på en bar på 35.000 euro, beskrev hvor let andre hoppede på Anna Delveys historier: »Jeg tror ikke engang, hun behøvede at arbejde særlig hårdt for det. På trods af hendes fuldstændig uholdbare historier slugte folk dem bare råt.«
Det kan stadig være svært at tro, at folk i Anna Sorokins omgangskreds villigt ville overdrage deres penge til en person, de knap nok kendte.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Overdrager deres penge til vildt fremmede
Men psykologer har set deltagerne overdrage deres penge til vildt fremmede i mange år gennem hundredvis af eksperimenter.
I disse studier får deltagerne at vide, at de deltager i forskellige 'investeringsspil', hvor de får mulighed for at overdrage deres penge til en anden deltager i håb om at få et afkast af deres investering.
Det fascinerende ved disse studier er, at de fleste deltagere er ret skeptiske over for nogensinde at se deres penge igen - endsige et afkast af deres investering - men alligevel overdrager de dem.
Med andre ord, på trods af store forbehold vælger de stadig at stole på en vildt fremmed person.
Tillid til hinanden er kodet i vores DNA
Der er noget dybt menneskeligt over denne impuls. Mennesker er sociale væsner, og tilliden til hinanden er kodet i vores DNA.
Som psykologen David Dunning og hans kolleger påpeger, er det svært at forestille sig, at Airbnb, delebiler eller et fungerende demokrati kan få succes uden vores tillid til hinanden.
Anna Sorokins anmodninger var ofte ledsaget af udførlige forklaringer og begrundelser, og man kan undre sig over, hvorfor så få mennesker betvivlede rigtigheden af hendes påstande.
Men ligesom tillid er grundlæggende for menneskelig interaktion, er en formodning om oprigtighed udgangspunktet i forhold til basal kommunikation.
Folk lyver langt mindre, end man skulle tro
Denne kommunikationsmaksime blev først foreslået af den indflydelsesrige engelske filosof og sprogforsker, Paul Grice,
Paul Grice argumenterede gennem det 'kooperative princip' for, at kommunikation er en samarbejdsmæssig indsats.
At forstå hinanden kræver samarbejde, og så skal der være nogle spilleregler. Den ene regel er, at begge parter taler sandt.
I en tid med 'truthiness' og 'fake news' kan det måske virke absurd og naivt, men folk lyver faktisk langt mindre, end man skulle tro. Hvis default-antagelsen var, at den person, du talte med, løj, ville kommunikation være næsten umulig.
Hvis jeg sætter spørgsmålstegn ved, om du virkelig havde læst den bog, du siger, du har læst, eller spist det, du siger, du har spist, ville vi aldrig komme nogen vegne.
Forskere har fundet eksperimentel evidens for noget, der nogle gange kaldes 'truth default' (en teori om, at folk som udgangspunkt - default - antager, at andre siger sandheden, red.).
I en række studier bad forskerne deltagerne om at vurdere, om forskellige udsagn var sande eller falske.
Nogle gange blev deltagerne afbrudt, så de ikke fuldt ud kunne bearbejde udsagnene. Det gjorde det muligt for forskerne at afsløre deltagernes default-antagelse: Hvis de var i tvivl, ville de så tro eller betvivle?
Det viste sig, at deltagerne havde en tendens til blot at antage, at udsagnene var sande, hvis de ikke var i stand til fuldt ud at bearbejde udsagnene.
Modvilje mod at anklage
Selvom Anna Sorokins bekendte betvivlede hendes historie, var det usandsynligt, at de ville sige det til hendes ansigt.
Sociologen Erving Goffmans klassiske teori om 'facework' argumenterer for, at det er lige så ubehageligt for os at sige, at vi ikke tror på dem - at antyde, at de ikke er den, de udgiver sig for at være - som det er at være den, der bliver betvivlet.
Selv når folk ser, nogen gøre noget, de synes, er forkert, er de ikke meget for at sige noget.
Andre studier har udforsket dette fænomen. Et studie fandt, at folk tøver med at kritisere andre for at bruge racistisk sprog, de er uenige i, eller for sexchikane.
Essensen af, hvad det vil sige at være menneske
Vi tror nok alle, at vi ville være i stand til at afsløre Anna Sorokin eller Simon Leviev, hvis vi var stødt på dem, men i virkeligheden var vi nok bare fulgt med strømmen, i stedet for at gøre det pinligt for alle involverede.
Vores tilbøjelighed til at stole på, tro og indvillige i andres forklaringer af forskellige hændelser kan virke ufordelagtig - og det er sandt, det er en tilbøjelighed, som kan stille os til skue.
Men uden tillid er der intet samarbejde. Uden en antagelse om, at andre taler sandt, er der ingen kommunikation. Uden accept af det, folk udgiver sig for, er der intet grundlag at bygge et forhold på.
Med andre ord, netop de funktioner, der ligner fejl, når de bliver udnyttet, er faktisk selve essensen af, hvad det vil sige at være menneske.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
