Tilskuerlyden er med til at gøre fodbold på tv populært

I efteråret 2017 spillede Barcelona en kamp i den spanske La Liga for tomme tribuner. På grund af uroligheder i forbindelse med valget om Cataloniens løsrivelse blev det nemlig besluttet på selve kampdagen (1/10/2017), at tilskuere ikke skulle have adgang.

På tv kunne man se, at spillet formede sig som forventet: Barcelona var det mest boldbesiddende og scorende hold.

Fraværet af tilskuere gjorde imidertid udsendelsen til en besynderlig oplevelse. Det var ikke så meget, fordi man ikke kunne se tilskuerne. Det var mere, fordi man ikke kunne høre dem.

I stedet kunne man – i baggrunden af tv-kommentatorerne talestrøm – høre spilleres og træneres rungende tilråb. Det skabte et sært tomt, fjernt og klangløst lydbillede.

Denne erfaring antyder, at tilskuerlyden spiller en væsentlig rolle for oplevelsen af at se fodbold på tv. Måske er tilskuerlyden endda bidragende til – udover spillets herligheds- og spændingsværdi – at fodbold vedbliver at være populært programindhold på tv.

Men hvilke funktioner har tilskuerlyden i fodbold på tv?

Lyden er underbelyst i forskningen

Når man søger svar på spørgsmålet om lydens funktioner, efterlader litteraturen på området ikke et klart svar.

Faktisk bliver lyden ofte helt overset, og når lyden endelig inkluderes, er det typisk med fokus på kommentatorerne. At interessen for lyden af tv-fodbold har været begrænset kan skyldes, at tidlige og vægtige publikationer på området har sat en nærmest lydvægrende dagsorden.

Det gælder for eksempel den indflydelsesrige britiske kultur- og medieanalytiker Raymond Williams, som satte så høj pris på sport i tv, at han »ville beholde mit tv-apparat alene af den grund,« som han udtrykte det i et af sine mange essays for BBC’s 'The Listener.'

Men Williams var ikke synderlig optaget af lyden af sport på tv.

Han betragtede fodboldkommentatorer som »afsindigt ustyrlige,« og som en reaktion på kommentatorernes evindelige evalueringer af sportsudøverne anførte han i samme essay: »I en periode nøjes man med at snerre, "så hop dog ud af boksen og prøv at gøre det selv," for derefter klogeligt, som med det meste andet sport på tv, at slukke for lyden.«

Afvisning af lydens betydning ses også i en senere britisk publikation, der repræsenterer en af de første forskningsbidrag på området. Her skriver Buscombe i 1975: »Hvad angår lydene og med henvisning til effekten af sådanne koder på seere, så virker de ikke til at være nær så betydningsfulde som billederne (…) mens det må antages, at der er koder forbundet med lydsiden, skal de ikke analyseres i denne sammenhæng.«

Viden om tilskuerlyden må stykkes sammen

Man kan høre et ekko af denne indstilling i en del senere forskningsbidrag, som altså på samme måde har undladt at forholde sig til lydsiden; det gælder for eksempel Hesling (1986), Schmidt (1981) og Solvoll (2016).

Hvis man ønsker en forståelse for (tilskuer)lydens rolle i tv-fodbold, må man således sammenstykke de glimtvise indsigter, der sporadisk optræder i bidrag, som ellers ikke er særskilt optaget af lyden af tv-sport og -fodbold.

I mit forsøg på det trækker jeg især på indsigter fra Lury (2005), Morse (1983) og Scannell (2014).

Derudover er svaret empirisk baseret på tv-udsendelser med fodbold, som man aktuelt kan opleve dem transmitteret fra især den engelske Premier League.

Men skal vi forstå tilskuerlydens funktioner, må vi først se på dens placering og udtryk i udsendelsen.

Tilskuerlyden er altid 'live' og omslutter seeren

Tilskuerlyden er placeret her, der og alle vegne. Den forsvinder aldrig, og der er ikke ophold i lyden, sådan som det gælder for kommentatorernes tale.

Til sammenligning 'forlader' billedsiden af og til helt den direkte udsendelse fra stadion. Det sker i form af langsommme gengivelser af for eksempel fikse spilkombinationer, frispark og (forsøg på) mål.

Imens sådanne langsomme gengivelser ruller over skærmen, kan man høre tilskuerlyden direkte, og der opstår dermed en fusion mellem to forskellige 'tidszoner': Den ene er en langsom gengivelse af et uddrag af fortiden, mens den anden er en 'real time' gengivelse af nutiden.

Det er også karakteristisk for tilskuerlydens placering, at den høres fra det samme 'lyttepunkt', selvom billederne ses fra forskellige 'synspunkter'.

Mens billedsiden altså viser fodboldkampen fra ét synspunkt ad gangen og så i øvrigt skifter hyppigt mellem forskellige typer af synspunkter (for eksempel fra helt tæt på til relativt langt fra), så fremtoner lydsiden som én uafbrudt indstilling, der er et resultat af en række samtidigt optagende mikrofoner placeret blandt andet i kommentatorboksen (hvor tilskuerlyden også trænger sig på), højt oppe under tribunetaget og tæt omkring banen.

Frem for at inkludere forskellige 'lyttepunkter', præsenterer lydbilledet en samlet 'lyttezone', der kan siges at 'omslutte’ seeren, hvorimod billedsiden 'placerer' seeren.

Tilskuerlyden følger kampens forløb

Tilskuerlydens intensitet er dynamisk. Den bølger typisk op og ned i løbet af udsendelsen. Til tider er lyden relativt utydelig, men den vil typisk udfolde sig kraftigt og endda momentvist anspore kommentatorene til at hæve stemmen for at bevare deres position i forgrunden af lydbilledet.

To udtryksvarianter forekommer hyppigt: fællessang og fællesudbrud.

Fællessang lyder anderledes på tv end på stadion. For det første er den tekst, der synges, mindre fremtrædende på tv. Det er som regel ikke til at høre, hvad der bliver sunget, om end melodien og tidligere erfaringer kan give den rutinerede fodbold tv-seer et tydeligt hint.

For det andet kan man på tv ikke høre, hvorfra sangen kommer (et resultat af lydens organisering som en 'lyttezone'), og sangen har derfor ikke samme territoriale funktion som på selve stadion.

Fællesudbrud er karakteriseret ved kraftfulde vurderinger, der som regel – i højere grad end fællessangen – udfolder sig i tæt tilknytning til bestemte kamphændelser.

Tv-seere kan heller ikke høre, hvorfra fællesudbrud stammer, men udbruddene giver alligvel et ret tydeligt billede af, hvad der sker i kampen. Tilskuerlyden er nemlig kodet på baggrund af, at hjemmeholdets tilskuere typisk er flest, mest hørbare på tv og positivt indstillet overfor hjemmeholdet.

Koden er i sin simpleste form positive ytringer – for eksempel klapsalver og glædelsesråb – der indikerer hændelser, som enten er til hjemmeholdets fordel eller til udeholdets ulempe. Og koden gælder så selvfølgelig med omvendt fortegn, når det drejer sig om negative ytringer såsom buh-råb og piften.

Og hvad kan det så lære os om tilskuerlydens funktioner? Tre ting, vil jeg mene.

Lyden skaber nærhed og sammenhæng

For det første bidrager tilskuerlydene til at skabe indtryk af stemning og atmosfære. Tilskuernes sang, hujen og buhen giver for eksempel en fornemmelse af, at der er noget stort og vigtigt på spil, og det er befordrende for op-, ind- og medlevelse.

Tilskuerlyden signalerer livagtighed, fortættethed og engagement. Samtidigt bidrager lyden til at maskere det ellers potentielt stemningsdræbende lydbillede, der som i det ovennævnte tilfælde med Barcelona, kommer til udtryk, hvis tilskuerlyden er fraværende.

For det andet bidrager tilskuerlydene til at skabe kontinuitet og fornemmelse af nærhed. Tilskuerlyden er et sammenhængsskabende element i udsendelsen, som ellers er præget af hyppige billedskift og mange forskellige indstillinger.

Via tilskuerlyden er seerne hele tiden i direkte kontakt med kampen, selv når billedsiden viser tidligere kamphændelser, eller når seerne ikke kigger på kampen.

Lydsidens etablering af en lyttezone kan også understøtte en mulig seerillusion om at være 'til stede på afstand'. Seere kan således opleve at blive 'sluset ind i zonen' på en mere umiddelbar og virkelighedsnær facon i forhold til den mere flakkende billedside.

Som en seismograf over kampen

For det tredje informerer tilskuerlydene om udviklinger i kampen. Det gør lydene både præcist og autentisk.

Præcist, fordi de monitorerer og giver 'udslag' i tilknytning til bestemte kamphændelser – tilskuerlyden kan ses som en auditiv seismograf.

Autentisk, fordi de optræder som en oprigtig, redaktionelt uberørt variant af tv’s 'interne' publikum – i skarp kontrast til de udsendelser, der benytter sig af uærlig og anmassende ‘dåselatter’.

Hvis man følger Williams’ eksempel og slukker for lyden, når man ser fodbold på tv, undgår man ganske vist de eventuelt irriterende kommentatorer. Men man vil samtidigt gå glip af dét, der kan gøre fodbold på tv til en medrivende lytteoplevelse.