Tillid er primus motor for at få unge gennem uddannelse

Samspil er komplekse og kan udforskes, analyseres og støttes på et væld af måder.

I et kvalitativt forskningsprojekt på Center for Ungdomsforskning har vi undersøgt koblingen mellem individuel selvtillid, og det vi kalder uddannelsestillid. Det peger på interessante måder at tænke samspil på.

Når tilliden til at gå i skole svigter

Når unge under 25 år hæver kontanthjælp, har mange af dem oplevet en svigtende tillid til uddannelsessystemet, til deres egen evne til at lære noget og til troen på, at andre kan lære dem noget. Dette svigt har store konsekvenser, ikke blot for de konkrete unge, men også for samspillet mellem de unge, skolerne, lærerne og det omgivende system.

Mange af de unge, som har svært ved uddannelse, ender med at tage grundforløb efter grundforløb på en erhvervsuddannelse, i starten fordi de reelt har et ønske om at blive automekaniker eller konditor, men til slut bare for at være tilmeldt en uddannelse og undgå kontanthjælp.

Men deres historie er startet før. Den er startet med en folkeskoletid, som mange af de unge i den omtalte undersøgelse betegner med et ord: 'lort'. En tid som de unge beskriver som præget af mobning, manglende forståelse for og hjælp til faglige, sociale eller familiære problemer og med én lang træning i at opleve sig selv om inkompetent.

Langsomt har de fået nedbrudt deres tillid til, at de kan lære noget. Og derfor har de faktisk ikke lært meget. De har store faglige huller både i deres faktuelle viden og i viden om, hvordan man 'gør' skole. Men det skal de. De pålægges at 'gøre skole', og fordi de faktisk alle uden undtagelse rigtig gerne vil have en uddannelse, tager de sig sammen.

Når nogen viser tillid

De vælger et nyt grundforløb, de sætter vækkeuret, de møder op, de sidder blandt 50 andre elever, selvom de aldrig har brudt sig om at være alene blandt andre.

De deltager i en to timers intro, de henter deres bøger, de sætter sig, lidt undrende, i teorilokale efter teorilokale, de prøver at koncentrere sig i larmen, de tager hjem igen uden at have talt med nogen, de sætter vækkeuret dag efter dag, de tager telefonen, når mentoren ringer, de venter tålmodigt på at en af de to undervisere kan fortælle dem, hvordan de kommer videre, de finder efterhånden en makker, kommer til at pjække, når makkeren gør, kommer til at undlade at tage telefonen, når mentoren ringer, kommer til at glemme at sætte vækkeuret.

Så kommer de på kontanthjælp. Her mødes de med et uddannelsespålæg, og et sted de skal møde på mandag. Her får de at vide, at det er deres ansvar at komme videre. De nikker og siger ikke så meget. Men de tænker deres.

De tænker: 'Hvor mange grundforløb er det, jeg skal tage?', 'Hvordan skal jeg kunne tage en 9. klasses eksamen, når jeg har pjækket siden 5. klasse?', 'Hvordan skal jeg vide, hvad jeg vil være, når jeg ikke ved, hvad jeg kan blive?'.

Men alt dette siger de først, når nogen sætter sig ned og taler direkte med dem om, hvordan de faktisk har det med uddannelse. Når krav bliver fulgt op af en interesse for at forstå, hvor og hvem de er fagligt såvel som personligt. Dette siger de, når de oplever, at nogen viser dem tillid.

Hvorfor uddannelsestillid?

Hensigten med det konkrete forskningsprojekt var at undersøge, hvordan selvtilliden blandt unge, der har svært ved uddannelse, forandres gennem specifikke kompetenceudviklende tiltag.

Undersøgelsen er såkaldt følgeforskning, hvor vi følger 20 unge over en periode på 2,5 år. Det var tidligt i processen tydeligt, at udviklingen af selvtillid ikke alene giver mening i forhold til fastholdelse i uddannelse.

Selvtillid er et individrettet begreb og både de unge selv, vores observationer og socialpsykologiske teorier peger på, at selvtillid ikke kun udfoldes 'inde i' de unge selv, men i de relationer og de undervisningsrum, der tilbydes dem.

Vi har derfor undervejs haft en forståelse af selvtillid som noget, der formes i relationer, og herudfra har vi udviklet et begreb om 'uddannelsestillid'. Det er et begreb, som er i sin vorden, og som vi inddrager i nye forskningsprojekter om fastholdelse af unge i uddannelse, men på nuværende tidspunkt har vi gjort os følgende refleksioner:

Der er flere faktorer, der skal spille sammen

Først og fremmest vil vi gerne udbrede en forståelse af, at selvtillid og individuel kompetenceudvikling ikke kan stå alene. Når målet er uddannelse, er selvtillid noget, der udvikles i samspil med uddannelsestillid, og det gør det via socialt trygge uddannelsesmiljøer, faglig progression og gensidig dialog og kommunikation.

Det vil sige: Unge som har svært ved uddannelse kan genvinde tilliden i læringsmiljøer, hvor den faglige og sociale tryghed i fokus. De unge i den aktuelle undersøgelse – såvel som i andre undersøgelser - peger på, at første skridt mod uddannelse er, at de føler sig trygge; at nogen interesserer sig for dem, spørger ind og siger 'godmorgen'.

Og det er ikke kun fordi, det er hyggeligt at komme et sted, hvor andre interesserer sig for en. Det er lige så meget fordi, at sådanne steder er det trygt at bede om hjælp, hvilket er vigtigt for at lære noget. Dette fremgår også i vores undersøgelse 'Drenge og piger på ungdomsuddannelserne' fra 2012.

Der skal være fokus på faglig udvikling

Dernæst udvikles uddannelsestillid gennem et vedvarende fokus på den faglige progression. At tilbyde de unge personlig udvikling og at lære dem selv at tage ansvar er nødvendigt, men det er vigtigt, at det sker sammen med et insisterende fokus på den faglige progression.

De unge skal videre i uddannelse, og hvis det fokus mistes, ryger meningen også. 'Jeg vil gerne være bedre til matematik' siger mange af de unge i denne og andre undersøgelser. De har brug for at udvikle sig fagligt – såvel som personligt. Dette taler for en fortløbende dialog, hvor der hele tiden følges op på, hvor de er rent fagligt, og hvad næste skridt er.

Sluttelig er dialog og kommunikation en vigtig del af uddannelsestilliden; en kontinuerlig og gensidig afstemning af forventninger mellem de unge, skolerne og systemet. Både de unge og fagpersoner på uddannelserne efterlyser mere gennemsigtighed i og fleksibilitet omkring løsningen af udfordringer. De unge oplever uddannelsessystemet som en labyrint, og vores undersøgelser viser, at de har brug for hjælp alle sider fra for at navigere i denne labyrint.

Social tryghed skaber selvtillid

Selvtillid og udviklingen af individuelle kompetencer gør det således ikke alene. Social tryghed, faglig progression og dialog er nogle af de elementer, som skaber en mere generel tillid til uddannelse, og som ad den vej øger selvtilliden.

Ude på de enkelte uddannelser kan man således overveje og diskutere, hvordan man tilrettelægger den pædagogiske praksis, undervisningen og de konkrete fastholdelsestiltag, således at man understøtter, ikke kun de unges selvtillid, men også deres uddannelsestillid.