Sorry, bloglæsere, dette er et amputeret indlæg om 'The Walking Dead', en tv-serie der har vakt jubel i USA i år.
Halvt, fordi jeg kun er nået til episode fire og ikke vil læse for meget på nettet.
Men altså: Zombierne har ramt os de seneste år, siden Danny Boyles '28 days later' (2002), Zack Snyders 'Dawn of the Dead' (2004), Romeros nye 'Zombie'-trilogi (2005, 2007, 2009) og en masse andre zombieromaner og -film.
Zombien er perfekt til post-akopalyptiske visioner a la 'hvordan vil verden se ud med monstre i overtal og mennesket i mindretal?', 'kan vi bevare det 'menneskelige' under umenneskelige vilkår?' eller 'hvad vil det sige at være menneske?'
'The Walking Dead' er skrevet, instrueret og produceret af Frank Daramont, manden bag småkedelige film som 'The Green Mile' (1999) og 'The Shawshank Redemption' (1994).
Men her har han ramt én af mine yndlingszoner, zombien. Et vanskeligt monster at gøre interessant, fordi zombien jo er hjernedød.
To typer monstre
Så hvordan lave en serie om et hjernedødt monster?
Well, fordi serien ikke handler om zombier men om menneskenes reaktion på zombier. Her adskiller zombier sig fra de 'store' monstre – vampyren, varulven, Frankensteins monster – ved ikke at have personlighedstræk.
Filmforskeren Andrew Tudor har adskilt monstre i to kategorier: de antropomorfe og aliens. De første er de menneskelignende, altså dem med menneskelige træk, mens de sidste er fremmede, umenneskelige eller dyriske. De har ingen menneskelige træk.
Vampyren og Frankensteins monster er et eksempel på den første type, mens hajen i 'Dødens gab' er et eksempel på den sidste.
Et menneskeligt træk, en zombie dog kan have, er en svag erindring om fortiden. Som i episode 1, hvor en zombificeret hustru/mor vender hjem og rusker i hoveddøren til stor frustration for hendes mand og søn.
Nogen film giver zombier mere end erindring, som i Romeros 'Land of the Dead' (2005), hvor en håndlanger vender tilbage som zombie for at hævne sig på en kapitalistisk skurk (Dennis Hopper).
Starten er en hyldest
Men altså, zombien er et atypisk monster at bygge en tv-serie på. Vampyr-serier har vi rigeligt af – 'True Blood', 'The Vampire Diaries', 'Blood Ties' – så det bliver interessant at se, om 'The Walking Dead' kan holde den gående.
Serien fokuserer på en lille gruppe overlevende. Denne taktik giver materiale til at udforske, hvad der sker med personer, når de udsættes for ekstremt stress. Men det kræver også en god fornemmelse for udvikling af karakterer, hvis publikum ikke skal begynde at kede sig.
Hovedpersonen i 'The Walking Dead' er politimanden Rick Grimes (Andrew Lincoln), der vågner op på hospitalet, hvor han har været indlagt efter at være blevet skudt. Han vakler ud til en verden erobret af zombier. Vi får ingen forklaring på hvorfor eller hvordan, vi er in media res af katastrofen.
Efter at være blevet reddet af en sort mand og hans søn tager Rick ud i den post-apokalyptiske verden for at finde sin kone og lille søn.
Starten er således et rip-off af '28 days later', hvilket øjensynligt er ment som en hyldest til det mesterværk, der kickstartede vores nuværende bølge af zombie-fiktion.
Glæder mig til fortsættelsen
I de første tre episoder møder Rick en række overlevende. Især er episode 2 spændende fortalt. Jeg kunne godt lide scenen, hvor Rick, omgivet af zombier, kravler op i en tank for at møde en zombificeret tank-soldat.
Episode 3 var derimod kedelig og melodramatisk med banal selvtægtsvold og forudsigelig moralisme (hustruvold straffes blodigt og kontant). Og dog, slutningen af episode 3 er lovende: jeg glæder mig til at se, i hvilken form Michael Rooker vender tilbage.
Han er en c-films-hunk, skuespilleren der debuterede lovende i 'Henry: Portrait of a serial killer' (1986) for derefter ikke at finde sin rette hylde.
Men glæd dig: zombien har vandret fra tegneserierne og filmen til tv-serien. Nu vil det vise sig, om der er kød på den idé.
Indtil nu, må jeg sige, har der været ok plot, skuespillet er blandet, effekterne fine, men for få zombier.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
