Strejker og march for klimaet er ikke et ungdomsoprør som i 1968

Bemærk, artiklen er fra 2019, men er aktuel igen i forbindelse med Folkets Klimamarch 30. oktober 2022.

Kloden over forsøger hundredtusinder børn og unge at råbe politikerne op ved at strejke fra skole og marchere i gaderne.

»Tag jer nu sammen - der er ingen planet B,« lyder det globale råb fra de unge til politikerne. For det går alt for langsomt med at få bremset den galoperende klimakrise.

På overfladen ligner klimakampen det famøse ungdomsoprør fra i 1968.

»I 1968 ville venstreorienterede unge omvælte samfundet. Deres demonstrationer i gaderne var ganske imponerende. Det var i tidens ånd at demonstrere offentligt,« siger Mette Byriel-Thygesen, kulturhistoriker og museumsinspektør på Nationalmuseet.

Klimaaktivister gør ikke oprør

Men når nutidens unge går på gaderne, kæmper de en helt anden kamp, end deres bedsteforældre gjorde i 1968, siger Jonas Lieberkind, der forsker i danske unges politiske engagement.

»Nutidens klima-aktivisme er ikke et oprør. Man tager fejl, hvis man sammenligner klimakampen med et ungdomsoprør i traditionel forstand. I 1960’erne var de unge i opposition til autoriteterne. De ville have et helt nyt samfundssystem, nye familieformer og kønsrollemønstre.«

»Intet tyder på, at nutidens unge har et ønske om at omvælte systemet,« siger Jonas Lieberkind, der er ph.d. på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: Her er de mulige forklaringer på de unges klimaoprør

Forældre støtter kampen for klimaet

Når tusinder for tiden går på gaderne og kræver handling på klimaets vegne, er det ikke en ideologisk kamp, vurderer Jonas Lieberkind, som mener, at vi lever i en postpolitisk tid. Begrebet vender vi tilbage til.

Først lidt mere om, hvorfor klimakampen ifølge forskeren ikke er et ungdomsoprør:

I modsætning til de unge i 1968 er nutidens klimaaktivister ikke i opposition til det etablerede og den ældre generation. Tværtimod:

»Langt de fleste voksne støtter jo de unges klimakamp. Forældre, ledende politikere, selv kronprinsen har været ude og bakke de unge op. Næsten alle er enige i, at der skal gøres noget,« siger Jonas Lieberkind.

Politikerne får en anmærkning

I 1968 ville de unge omvælte samfundet og bygge noget helt nyt op. I dag vil de unge ikke vælte politikerne af pinden. De vil bare have dem til at tage sig sammen.

»Når de unge strejker fra skole og marcherer i gaderne, er det ikke et oprør eller en kamp for et helt nyt system. De vil bare give politikerne en reminder - en anmærkning - om, at de skal overholde den klimaaftale, de har indgået.«

Opråbet til politikerne er nødvendigt, understreger Jonas Lieberkind: Det har alvorlige konsekvenser for de unges fremtid, hvis politikerne ikke tager sig sammen og overholder den internationale aftale om straks at reducere udledningen af CO₂ markant.

LÆS OGSÅ: Lækket FN-rapport: Klimaet løber løbsk allerede ved 1,5 grads stigning

Klimakampen er international

Historikeren Mette Byriel-Thygesen ser enkelte ligheder mellem vor tids klima-aktivisme og ungdommens generationsopgør i 1968:

»68-oprøret var ligesom klimakampen international. I 1968 havde de unge også tanker om, at man skulle passe bedre på kloden og omlægge sin livsstil,« siger Mette Byriel-Thygesen, der er museumsinspektør på Nationalmuseet.

Men museumsinspektøren er enig med Jonas Lieberkind i, at klimakampen ikke er et politisk oprør som i 1968.

»68’er-generationen var ræverød. De ville gøre op med den måde, samfundet fungerede på. De gik på barrikaderne mod krig, atomkraft, for at reformere familieformerne og gøre op med traditionelle kønsrollemønstre,« siger Mette Byriel-Thygesen.

68'erne ville leve på en anden måde end deres forældre. Men i modsætning til nutidens unge stod de ikke overfor en decideret katastrofe, som den, der bliver udløst i fremtiden, hvis verden ikke får bugt med udledningen af CO2.

Klimakampen er ikke politisk

I modsætning til 68’erne, som var ‘ræverøde’, er nutidens unge ikke ideologiske, siger Jonas Lieberkind, der har lavet flere undersøgelser af, hvordan unge forholder sig til politik og samfund.

»De går op i enkeltsager, for eksempel klimaet, men de har ikke et politisk projekt som det, unge havde i 60’erne, 70’erne og 80’erne,« siger Jonas Lieberkind.

»Generelt har de unge ikke et problem med at rette sig ind under de strukturer, der er i samfundet. Jeg ser ingen tegn på, at de ønsker at bryde samfundsstrukturerne ned og opbygge noget helt andet, end det der er.«

Kampen for klimaet er ikke politisk, som de kampe tidligere generationer kæmpede, mener han:

»Klimakampen har nogle politiske konsekvenser, men den er ikke politisk i den forstand, at der er uenighed om den. Alle er enige om, at det er en vigtig sag. Derfor mener jeg, den er apolitisk.«

Vi er på vej ind i en postpolitisk tid

Og så vender vi tilbage til det postpolitiske: Jonas Lieberkind tilhører en gren af forskere, der mener, at vi er på vej ind i en postpolitisk tid.

I den postpolitiske tid er der ikke en højre- og en venstrefløj. Der er heller ingen ideologier, men en masse enkeltsager. Jonas Lieberkind nævner klimakrisen og #MeToo-bevægelsen som eksempler på postpolitiske fænomener.

Partiet Alternativet er også postpolitisk, mener Jonas Lieberkind:

»Alternativet er et postpolitisk projekt, der har klima og miljø som udgangspunkt. Partiet tror ikke, at en bestemt ideologi - en venstre- eller højrefløj - kan løse problemerne,« siger Jonas Lieberkind.

Unge interesserer sig for politik

Selv om den tid, vi lever i, ifølge Jonas Lieberkind i stigende grad er postpolitisk, betyder det ikke, at de unge er politisk uvidende.

»Vores undersøgelser viser, at danske unge interesserer sig meget og i stigende grad for politik. Det særlige ved dem er, at de ikke er til oprør, men alligevel interesserer sig for politik,« siger forskeren og tilføjer:

»De er ikke imod selve systemet, men mener, at man skal fokusere på at løse problemerne hurtigere og bedre.«

LÆS OGSÅ: FN's klimapanel: Vi er nødt til at trække CO2 ud af luften for at redde klimaet

LÆS OGSÅ: Sådan kan du redde verden hjemme fra lænestolen