Strejker og lockouts kan være drønirriterende.
Men de kan også være skelsættende.
Her får du fortællingen om nogle af de arbejdskonflikter, der har ændret Danmarkshistorien.
1794: Danmarkhistoriens første storkonflikt
Tre tyske tømrersvende, der arbejdede i København, skød Danmarkshistoriens første store arbejdsmarkedskonflikt i gang.
De tyske tømrere ville sige op midt i højsæsonen for at gå på valsen, som det kaldes, når håndværkersvende vandrer ud i Europa og arbejder undervejs.
»Det ville mester ikke gå med til. Han tilkaldte politiet, og det endte med, at to af svendene kom i fængsel,« siger Lars K. Christensen, der er seniorforsker på Nationalmuseet.
Dommen førte til, at 400 tømrersvende 30. juli 1794 nedlagde arbejdet.
»Det udviklede sig til en lønstrejke. Svende begyndte at stille fælles krav på tværs af forskellige håndværk. Men de fik ikke noget ud af det,« fortæller Lars K. Christensen.
Strejkende blev landsforvist
De strejkende håndværkere krævede ifølge en artikel i det hedengangne videnskabelige tidsskrift Jyske Samlinger:
- Retten til at sige op
- Minimumsløn
- At mestres forpligtelser over for svende blev skrevet ned
Efter 6 dages strejke blev 202 af de strejkende tømrersvende i 1794 arresteret af militæret.
124 af dem blev dømt til henholdsvis 4 og 6 års straffearbejde, fordi de havde nedlagt arbejdet.
»Nogle dage efter besluttede dog Kronprinsen - i øvrigt mod Kancelliets mening - at landsforvise alle i sagen dømte, i stedet for at lade dem afsone dommene. De sejledes derefter til Nordtyskland,« står der i Jyske Samlinger.
\ Kancelliet
Danske Kancelli, hvis oprindelige navn blot var 'Kancelli', var det øverste centrale forvaltnings- og regeringsorgan i Danmark.
Institutionen går tilbage til 1100-tallet og fungerede indtil 1848.
Kilde: danmarkshistorien.dk
Andre håndværkere sympatistrejkede
Så gik det løs: Håndværkere fra andre faggrupper blandt andet murere, skomagere og bagere gik i sympatistrejke.
Tømrersvendene erklærede sig villige til at droppe deres krav, hvis deres kolleger kom hjem fra deres landsforvisning. Det lykkedes at få kollegerne hjem, og strejken blev afblæst.
Konflikten førte til, at der blev nedsat en kommission, som skulle se på håndværkernes vilkår.
Kommissionen lavede en rapport, som anbefalede, at arbejdsvilkårene blev forbedret, og at lønnen blev hævet.
Anbefalingerne førte dog ikke rigtig til noget.
Tværtimod: Myndighederne fulgte ikke deres egne anbefalinger, men skærpede straffen for faglig aktivitet og strejke.
Op til 1849, hvor demokratiet blev indført, blev der således slået hårdt ned på strejker.
Først da Grundloven blev gennemført, og arbejdsmarkedet blev frit, begyndte arbejderne at få gennemslagskraft.
Vi springer frem til 1872.
1872: Slaget på Fælleden
I slutningen af 1800-tallet begyndte danske arbejdere at slutte sig sammen i fagforeninger.
»De blev en organiseret flok, der krævede indflydelse på egne livsvilkår,« siger Niels Jul Nielsen, der er ph.d. på Saxo Instituttet, Københavns Universitet.
I 1871 stiftede postarbejderen Louis Pio den første arbejderforening i Danmark. I 1872 indkaldte han til massemøde på Fælleden i København i anledning af en omfattende murerstrejke.
Murerne ville have deres arbejdstid sat ned fra 11 til 10 timer.
\ Læs mere
Mødet på fælleden endte i et gigantisk slagsmål mellem demonstranter, soldater og politi.
Slaget på Fælleden har »for eftertiden antaget en nærmest mytisk karakter som symbolet på den danske arbejderbevægelses kamp for bedre arbejds- og levevilkår samt begyndende organisering,« fremgår det af danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet.
Arbejderbevægelsen kæmpede videre for deres rettigheder i et par årtier, og i 1898 dannede de danske fagforeninger Lønmodtagernes Organisation (LO).
1899: Den danske model blev til
I 1899 var arbejderne blevet en organiseret flok, som havde opbygget en bevidsthed om, at de var et kollektiv, som kunne opnå mest, når de stod sammen, siger Niels Jul Nielsen.
Strejker var dog stadig ret uorganiserede. De opstod spontant og uden varsel.
I 1899 blev arbejdernes krav og uvarslede strejker for meget for arbejdsgiverne. De lavede en gigantisk lockout og sendte 40.000 organiserede lønmodtagere hjem uden løn.
Lønmodtagerne stod fast på deres ret til at organisere sig, og de kæmpede for at få indflydelse på egne ansættelsesforhold.
Storkonflikten i 1899 kom til at vare i fire måneder.
»I forhold til befolkningens daværende størrelse er det stadig en af de største arbejdskonflikter, der har været, også internationalt. Det er også en af de vigtigste,« siger Lars K. Christensen.
\ Læs mere
Parterne indgik Septemberforliget
Storkonflikten i 1899 endte med, at fagforeningerne og arbejdsgiverne indgik Septemberforliget.
Septemberforliget er siden blevet kaldt arbejdsmarkedets grundlov, fordi forliget slog fast, at lønmodtagere og arbejdsgivere fremover skulle forhandle overenskomster på lige fod.
Begge parter bevarede retten til at strejke og lockoute, men kun i perioder, hvor de ikke kunne blive enige om at indgå eller forny en overenskomst.
Så længe en overenskomst gælder, er der fredspligt, lyder reglen stadig.
Septemberforliget førte også til det fagretlige system, vi kender i dag med faglig voldgift, arbejdsret og forligsinstitution (se faktaboksen, red.), skriver Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet i en beskrivelse af Septemberforliget.
\ Ordforklaring
Faglig voldgift: En sagkyndig afgør uoverenstemmelser mellem parterne
Arbejdsret: Juridisk disciplin, der beskriver reglerne for arbejdsgiveres og medarbejderes relation.
Forligsinstitution: Statsligt organ, som bistår arbejdsmarkedets parter i forbindelse med indgåelse og fornyelse af kollektive overenskomster med henblik på at undgå strejke og lockout.
Storkonflikten i 1899 bliver derfor også beskrevet som grundlaget for ‘den danske arbejdsmarkedsmodel’.
I starten af 1900-tallet var der flere store strejker og lockouter, hvor fagforeningerne tog deres nye forhandlingsret i brug. Dem springer vi elegant henover her og lander i 1933.
1933: Kanslergadeforliget
Kanslergadeforliget er opkaldt efter den første socialdemokratiske statsminister, Thorvald Staunings, bopæl, som lå i Kanslergade 10 i København.
Forliget har skrevet sig ind i historiebøgerne, blandt andet fordi det var første gang, en socialdemokratisk ledet regering stoppede en konflikt med et lovindgreb.
»I 1924 kom Socialdemokraterne for første gang i regeringen. Det betød, at de stod med et ben i hver lejr. De havde et ben i fagbevægelsen, men havde samtidig statsministerposten og skulle have samfundsøkonomien til at fungere,« fortæller Lars K. Christensen.
Socialdemokratiets nye rolle var bemærkelsesværdig, for i slutningen af 1800-tallet var det Socialdemokratiets stifter, Louis Pio, der havde stået i spidsen for arbejderbevægelsens kamp.
Økonomisk krise førte til lockout
Kanslergadeforliget blev indgået, efter at danske arbejdere i starten af 1900-tallet havde tilkæmpet sig lønstigninger, og efter at fagforeningerne i 1919 forhandlede sig frem til en 8-timers arbejdsdag.
»Arbejderbevægelsen havde fået mere og mere magt,« siger Lars K. Christensen.
Men i 1920’erne ramte en økonomisk verdenskrise. Krisen førte til nogle af de mest omfattende konflikter i Danmarkshistorien. De fleste var lockouter, fortæller Lars K. Christensen.
»Arbejdsgiverne mente, at det var nødvendigt at tilbageerobre noget af det tabte. De førte en ret aggressiv strategi,« siger han.
Regeringen greb ind
Situationen kulminerede i januar 1933, hvor arbejdsgiverforeningen, DA, varslede lockout for 100.000 danske lønmodtagere, fordi fagbevægelsen afviste et krav om at sænke lønnen med 20 procent.
»Thorvald Stauning ville for enhver pris forhindre, at der blev konflikt, fordi det kunne få store konsekvenser for samfundsøkonomien,« siger Lars K. Christensen.
Efter 18 timers forhandlinger i Thorvald Staunings hjem i Kanslergade besluttede regeringspartierne, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, sammen med oppositionspartiet, Venstre, at forbyde strejker og lockout i et år.
Ifølge danmarkshistorien.dk udtalte Thorvald Stauning, at »man havde opgivet nogle principper, men reddet landet.«
»Efterfølgende kom en tradition for, at man fra politisk hold på den ene side respekterer den frie forhandlingsret og retten til konflikt, men på den anden side erkender, at der er en grænse, og at politiske indgreb er acceptable,« siger Lars K. Christensen.
Danske arbejdere bevarede strejkeretten
I modsætning til en række andre lande bevarede Danmark strejkeretten, tilføjer Lars K. Christensen:
»I 1930’erne skete der det, at man i mange autoritære regimer omkring os afskaffede strejkeretten med den begrundelse, at samfundsinteresser vejer tungere. I Danmark bevarede vi strejkeretten, men der blev sat politiske hegnspæle omkring den.«
I 1970’erne begyndte offentligt ansatte at gå på barrikaderne, ligesom de private ansatte havde gjort i århundreder.
Flere storkonflikter i den offentlige sektor har præget nyere tid.
Efter en lærerkonflikt i 2013 er forhandlingsklimaet mellem parterne på det offentlige arbejdsmarked stadig iskoldt her i foråret 2018, hvor der igen er varslet storkonflikt i den offentlige sektor.
2013: Lærere blev lockoutet
I lærerkonflikten i 2013 standsede en socialdemokratisk ledet regering en arbejdsmarkedskonflikt, efter at 67.000 lærere i 2013 havde været lockoutet i 25 dage.
Ifølge Lars K. Christensen er der begrundet mistanke om, at lovindgrebet i 2013 var aftalt spil mellem Kommunernes Landsforening, som er lærernes arbejdsgiver, og regeringen, som bestod af partierne SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet.
Hvis den lockout, der er blevet varslet i 2018, bliver til noget, og hvis regeringen igen blander sig, er der risiko for, at de offentligt ansattes tillid til den danske arbejdsmarkedsmodel får et knæk, forudser Lars K. Christensen i artiklen Varslet storkonflikt kan blive skelsættende.
