»DEN SORTE LISTE« står der med store bogstaver på dokumentet – forfattet i Udenrigsministeriet og sendt til Hovedtelegrafstationen i Købmagergade i København i 1916.
Derefter følger en lang række navne, i udvalg: Balabanoff, Cavling, Cohn, Stauning og mange flere.
Den lange liste udgør Udenrigsministeriets register over borgere, kendte som ukendte, som skal overvåges særligt grundigt, og hvis telegrammer skal nærlæses inden – og hvis – de overhovedet må sendes videre.
Danmark indfører under 1. verdenskrig en massiv overvågning og storstilet censur af brugen af telelinjer i form af både telegraf og telefoni.
Begrundelsen er, at Danmark for enhver pris skal holdes ude af krigen, og derfor vil de danske myndigheder ikke have potentielt farlige informationer, der kan fornærme de krigsførende nationer eller på anden måde skade rigets interesser, spredt ukontrolleret rundt.
»Overvågningen og censuren optrappes løbende under krigen. Telegrammer bliver beskåret, stoppet og forsvinder. Navngivne personers korrespondancer iagttages nøje. Danmark indfører ganske enkelt en omfattende censur,« fortæller Andreas Marklund, der er forsker på ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation.
Han har gravet et omfattende materiale frem fra museets arkiver, som netop er beskrevet i det ansete videnskabelige tidsskrift History and Technology.
LÆS OGSÅ: Danmark undgik 1. verdenskrig med udenrigspolitisk snilde
Journalister og politikere på Den Sorte Liste
Under krigen opretter Udenrigsministeriet et decideret censurkorps på hovedtelegrafstationen i Købmagergade, som først skal holde øje med telegrammer og senere telefonsamtaler, som kan anses som belastende, og sørge for at få dem afbrudt.
»Både journalister, politikere, almindelige borgere og udlændinge blev anset som mistænkelige personer, der kunne sprede informationer, som kunne skade Danmark,« fortæller Andreas Marklund.
I starten af krigen nøjes man med at redigere telegrammerne, men senere bliver der udstedt nøje instruktioner for, hvad et telegram må og ikke må indeholde.
I 1917 når censorerne frem til, at telefonsamtaler slet ikke må føres på andre end skandinaviske sprog. På den måde kan telefonistinderne, der omstiller opkald, følge med i og afbryde samtaler, man anser for farlige.
»Fra og med den 25 ds. maa telefonsamtaler paa statstelefonledningen kun føres på dansk norsk eller svensk. Enhver telefonsamtale der føres helt eller delvist paa andre sprog skal straks afbrydes,« står der ordret i et telegram fra telegrafdirektør N. M. Meyer til samtlige stationer fra maj 1917.
LÆS OGSÅ: Amatøroptagelse undergraver hundrede års krigscensur
Historieprofessor: 'Det er rettidig omhu'
Med tanke på Grundlovens §77, der forbyder indførelse af censur, vil nogle måske mene, at der er tale om både grundlovsbrud og knægtelse af basale borgerrettigheder og ytringsfrihed, men det er professor i historie på Syddansk Universitet Nils Arne Sørensen uenig i.
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
Grundlovens §77
»For en ytringsfrihedsfundamentalist er det selvfølgelig utilstedeligt, men de fleste andre vil jo sige: ’For søren, mand. Det kan ikke nytte noget, at Danmark fremstår som et centrum for spionage. Vi skal være enormt forsigtige med, hvad der kommunikeres’. Jeg tror, at vi skal have fat i A.P. Møllers ord her: 'Det er rettidig omhu',« siger Nils Arne Sørensen.
Han er ikke overrasket over, at statsapparatet indførte en censurering, som befandt sig i omegnen af, hvad nogle vil betegne som ulovlig – måske på kant med Grundlovens ord om, at 'Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres'.
»Det er selvfølgelig en gråzone og historisk interessant, men Danmark er et pragmatisk land. Der har siddet gode og konservative embedsmænd, der har vægtet landets sikkerhed højest. Landet var i en meget alvorlig situation,« siger Nils Arne Sørensen.
LÆS OGSÅ: Forskerne tvivler: Er den danske grundlov god nok?
'Ytringsfriheden har aldrig været absolut'
\ Hvad skal vi med grundforskning?
Videnskab.dk tager dig med helt ind i maskinrummet af grundforskningen og finder ud af:
- hvad skattekronerne går til,
- hvilke projekter der bliver lavet,
- hvem der står bag, og
- hvad vi historisk set har fået ud af grundforskning.
Læs også: Hvad er grundforskning?
Historieprofessoren drager en parallel til nutidens Danmark.
»Vi har set terrorsager rullet op, som formentlig skyldes, at Danmark er blevet en krigsførende nation. Jeg er måske et naivt og tillidsfuldt menneske, men jeg tror på, at den overvågning, som PET, FE og andre foretager, sker under domstolenes godkendelse, men jeg kan ikke vide det. Men vi er vel alle glade for, at politiet stopper folk, før de bomber Jyllands-Posten,« siger Nils Arne Sørensen.
Han understreger, at ytringsfriheden historisk set har måttet gradbøjes efter omstændighederne.
»Ytringsfriheden har aldrig nogensinde været absolut. Den skal selvfølgelig indrammes i fornuft, og det her er et godt eksempel på, at det har været fornuftigt. Der er sikkert også sket ting, der var ufornuftige, men der har været store interesser på spil for Danmark,« siger Nils Arne Sørensen.
Og det er Andreas Marklund enig i.
»Kommunikation har aldrig været helt fri, og staten fortsatte censur og overvågning efter krigens afslutning – denne gang rettet mod mistænkte kommunistiske agitatorer, blandt andet russiskjødiske bolsjevikker. Staten har altid været bange for kommunikation på tværs af grænser, og det er den også i dag,« siger Andreas Marklund.
