»They've shut down the government over an ideological crusade to deny affordable health care to millions of Americans.«
Således beskrev den amerikanske præsident Obama Republikanernes andel af skylden for, hvordan det var kommet så vidt, at den amerikanske statsforvaltning – bortset fra de absolut mest essentielle funktioner – måtte lukke.
Sagen er den, at den amerikanske statsforvaltning er afhængig af, at den på finansloven får bevilliget penge af det amerikanske parlament Kongressen, og da Kongressens to kamre ikke kunne blive enige om finansloven, måtte præsidenten d. 1. oktober meddele, at statsforvaltningen måtte lukke.
Det springende punkt i finanslovsforhandlingerne var Obamacare – præsidentens forslag til en sundhedsforsikring. Obama tilhører det demokratiske parti, og ligeledes gør flertallet fra førstekammeret Senatet, der dermed stemte for sundhedsforsikringen.
Andetkammeret Repræsentanternes Hus har derimod et flertal af medlemmer fra det republikanske parti, der stemte imod, og det var dette flertal, som Obama pga. deres modstand omtalte som ideologiske korstogsriddere. Det var denne uenighed, der endte med ikke bare at umuliggøre Obamacare, men at umuliggøre finansloven.
Hvorfor er dette overhovedet muligt?
I Danmark har parlamentet kun ét kammer, og de danskere, der kan huske, at Danmark havde et tokammersystem, bliver stadig færre, men situationer som den nuværende i USA har også førhen været en mulighed i Danmark. I længerevarende perioder under forfatningskampen 1870-1901 stod de to kamre, Folketinget og Landstinget, så stålsatte over for hinanden – navnlig på forsvarsområdet – at det var en reel risiko, at de ikke kunne nå at blive enige.
Til grund herfor lå, som før nævnt på denne blog, 1866-grundloven, der havde skabt et Landsting, der tilgodeså elitegrupper som godsejere og embedsmænd, der sammen udgjorde landstingsflertallet, mens Folketinget var valgt ved almindelig og lige valgret, hvilket gjorde, at mere jævne folk udgjorde folketingsflertallet.
Dette skabte varige konflikter, men når finansloven skulle forhandles, var enighed et krav. Der var ingen løsning udover enighed.
En af de ledende kræfter bag udformningen af 1866-grundloven, J.B.S. Estrup, der også var regeringsleder under størstedelen af forfatningskampens periode, forklarede under grundlovsforhandlingerne i 1913, at begrundelsen for, at man ikke i 1866 havde indført en løsningsmodel i Grundloven, så var det, fordi det var tanken, at faren for 'det tomme rum' skulle få politikerne til at ønske forhandling og dermed finde en løsning.
Man kan hævde, at tingene går for hurtigt
Tokammersystemet har sin rod i tanken om, at de flere bearbejdninger, et lovforslag skal igennem, virker til at gøre den endelige lov holdbar og i overensstemmelse med ikke bare et flertals, men fællesskabets gavn. Når tokammersystemet fordrer enighed er det dermed, fordi det gerne skulle mane til forhandling og føre parterne tættere på hinanden.
I sagen om Obamacare såvel som i den danske forfatningskamp har denne pointe udstillet sine afgørende svagheder. Med forskellige flertal i de to kamre er etableret en varig konflikt. De, der vil have ting ændret, kan beskylde modstanderne for sabotage eller for at være bagstræberiske.
De, der ikke vil have tingene ændret, kan imidlertid hævde, at tingene går for hurtigt og pointere, at netop pointen med tokammersystemet er, at uenighed er af betydning, fordi opbakningen til forslaget ikke er stor nok.
Dette kræver imidlertid, at de to parter er lige stædige. Når Obama beskylder Republikanerne for at føre et ideologisk korstog, så har han uden tvivl ret, men så har han også beskyldt sit eget parti for det samme. Det er selve baggrunden for tokammersystemet, at det fordrer enighed. Det er sådan set en fin ambition, men det kræver også noget af medspillerne.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.






























