Sprogforsker: Nu har jeg gjort mit for menneskeheden

Anne Kjeldahl, tysk i gymnasiet kan være kedeligt nok. Du har så valgt at bruge tre år på en ph.d.-afhandling udelukkende om bøjninger af tyske verber.

Er du masochist?

»Nu er det ikke kun tre år, jeg har brugt alt i alt, for jeg har også brugt fem år på universitetet før da. Selvom det var mere alment, var mit fokus på den tyske grammatik, og så lavede jeg også lige en mindre krølle over til spanske verber.«

»Men nej, jeg tror ikke, jeg er masochist. Jeg synes, at tyske verber er spændende og nemmere at gå til end så meget andet. Tyskere har en lang, fin tradition for f.eks. litteratur, men det er i virkeligheden vanskeligere at gå til end grammatikken, for det er meget mindre håndgribeligt. Ud fra den betragtning har jeg egentlig valgt den nemme løsning og taget fat i noget konkret.«

Hvorfor i alverden analysere 'zu haben' i otte år?

»Der er to vinkler i det: Hvorfor jeg har gjort det, og hvorfor man skal gøre det. Hvis man skal se det i større perspektiv, så er der mange grunde til at forske i sprog, og inden for al forskning er man nødt til at gå i dybden. Det betyder, at zu haben også skal gennemforskes. Hvis vi bare kigger på overfladen, er det ikke forskning.«

»Hvis jeg ser på det fra mit synspunkt, så har det givet mig mulighed for virkelig at dykke ned i et emne. Det synes jeg er meget privilegeret, og de fleste ting er jo spændende, når man kommer ned i dem.«

Prøv at sige noget, der overbeviser mig om, at forskning i tyske verber er grineren.

»Wow... Øh... Der falder mig ikke noget ind.«

Det kan være hvad som helst, som ville få folk uden for dit kontor til at synes, det lyder fedt?

»Det kan man måske ikke. Det er nok svært, i hvert fald for danskere, at se det fascinerende i tyske verber. Jeg kunne i højere grad komme med eksempler fra dansk, hvor danskere kunne følge, at det er fascinerende. Man skal kunne sproget temmelig godt for at se de pudseløjerlige ting i det.«

»Tag for eksempel en klassisk god dansk sætning som 'du skulle tage at holde mund nu'. Det interessante er, at verbet 'tage' normalt er meget konkret, men vi ved simpelthen ikke, hvad det laver i denne forbindelse, og hvad det betyder. Ingen kan konkretisere, hvorfor vi siger 'tage'. Det er på sådan nogle områder, at man kan blive bevidst om nogle ting i sit eget modersmål, man normalt ikke lægger mærke til.«

Så du har brugt otte år på at finde pudseløjerlige elementer i tysk grammatik?

»Det kan man godt sige. Lad mig give et andet eksempel: simple bevægelses- og positionsverber som 'gå', 'løbe' og 'sidde'. Det er meget tydeligt, at i rigtigt mange sprog bruges de ikke bogstaveligt. Jeg har beskæftiget mig meget med bevægelsesverber, når de bruges til at udtrykke tid, som man kender det fra engelsk; 'it's going to rain', hvor man rent faktisk bruger et bevægelsesverbum, som normalt er konkret, til abstrakt at sige, at noget finder sted i fremtiden.«

»Det er helt klart en tværsproglig eller universel strategi på rigtigt mange sprog at anvende bevægelsesverden om ikke-bogstavelig bevægelse, og det siger noget om, hvordan mennesket opfatter virkeligheden. Den meget konkrete bevægelse versus den meget abstrakte tidsbevægelse.«

Og hvad så?

»Ja, godt spørgsmål. Meget konkret sammenligner jeg blandt andet, hvordan bevægelsesverber bruges i forskellige sprog. Det er måske lidt langhåret, men jeg har haft fokus på betydningen af de såkaldte funktionelle elementer.«

»Det er f.eks. verbum-bøjningen. Alle verber har en leksikalsk kerne, der udtrykker handlingen, f.eks. 'løbe', hvor de forskellige former af verbet, f.eks. 'løb', 'løber', 'har løbet' er de funktionelle forskelle.«

»Dem har jeg undersøgt meget. De er lidt hellige inden for mange grammatiske traditioner. Jeg prøver at vise, at de i virkeligheden ofte er lidt tilfældige og ikke altid har så stor betydning, som lingvister traditionelt antager, at de har.«

Var din tid og pengene til din løn ikke bedre brugt på et autoværn til Femern-forbindelsen?

»Jo, altså; det er et klassisk spørgsmål. Det kan du sige om al humanistisk forskning.«

»Der er ingen tvivl om, at det er luksusforskning, og kun noget vi kan tillade os, fordi vi i forvejen er i et overflodssamfund. Var vi ikke det, ville der være ting, der umiddelbart var vigtigere, men vi er så privilegerede, at vi kan tillade os at gøre det. Og det kan give os mere indsigt.«

Indsigt i at vi fråser med forskningsmidler, fordi vi er privilegerede?

»Nej, indsigt i mennesket, kan man sige. Men det er jo grundforskning, jeg laver, så det kan være lidt absurd at tale om en direkte nytteværdi.«

Man kan også sige, at grundforskning er en god undskyldning for at lave noget, ingen andre er interesserede i?

»Jeg ved ikke, om nogen udnytter det bevidst, men jeg håber da, at nogen kan bruge det til noget. Det er én af forskningens præmisser, at man tager fat i emner og forsker i dem uden at vide, om det kan bruges til noget.«

»Uundgåeligt vil det vise sig, at noget af det kunne man ikke bruge til noget, men man må gøre forsøget. Man gør inden for alle mulige forskningsretninger nogle opdagelser på steder, hvor man ikke troede, man ville gøre det.«

Hvor kan du forestille dig, at nogen står og mangler bøjninger i tyske verber?

»Hvis du virkelig vil se på nytteværdien, så kan det være noget så konkret som grammatikbøger. Når de skal skrives, både for udlændinge, men også deskriptive grammatikker over vores eget sprog for os selv, så bygger de på andre menneskers forskning.«

»Man skal tænke på, at sproget ændrer sig hele tiden, og nogen er nødt til at holde øje med, hvordan det ændrer sig og sørge for, at det bliver beskrevet. Det er ikke sådan, at man kan slå op i dansk grammatik på 500 sider, og så står der automatisk alt om det danske sprog i den. Det er en direkte nytteværdi af forskning som min.«

Så grammatikbøger giver indsigt i mennesket, som du talte om før?

»Nej. Grammatikbøger er et meget praktisk og håndgribeligt redskab. Inden for den grammatiske retning, hvor jeg har arbejdet, har vi det til gengæld sådan, er ét af de store spørgsmål, vi forsøger at besvare, hvordan børn er i stand til at lære sprog. Det er selve grundpræmissen.«

»Det interessante ved sprog er, at det er universelt. Alle taler sprog på hele kloden. Den anden ting er, at alle mennesker taler deres sprog lige godt, måske undtaget nogle patologiske tilfælde, hvor et menneske ikke kan tale. Alle 'normale' mennesker er eksperter i deres eget modersmål, uanset deres øvrige evner.«

»Det er én af de meget interessante ting, for sprog er uhyre kompliceret at lære. Selv mindre begavede mennesker, der har det svært med teoretiske emner, tilegner sig deres modersmål uden vanskeligheder. Vi prøver at forstå sproget ud fra det perspektiv.«

»Hvis vi så ellers gør det rigtige, os der laver grundforskningen, så har det perspektiv f.eks. i forhold til folk med taleforstyrrelser, både dem der er født med dem og dem der har fået en hjerneskade. Det er nogle af de mere praktiske aspekter.«

Måske er jeg én af de mindre bemidlede i overetagen - men hvad har det her at gøre med tyske verber?

»Jeg kigger på dansk, engelsk, spansk og mere eksotiske sprog og sammenligner bestemte konstruktioner med verber. Når jeg finder ud af, at vi på tværs af sprog benytter nogle af de samme strategier i forbindelse med de her verber, så kan det sige noget om, hvordan sproget er i sin essens, og hvordan mennesket er i stand til at lære det i sidste ende. Andre lingvister er specialiserede i sprogtilegnelse, og de laver den mere praktiske kobling.«

Hvad siger du til fyrene, du laver, når du går til speed-dating?

»Uh, det er meget forskelligt. Der har været situationer, hvor jeg prøver at udskyde at fortælle, hvad jeg laver. Men sjovt nok er det tit et ganske godt samtaleemne. Folk bliver altid vældig chokerede over, at man kan lave det og bruge så lang tid på det. Enkelte bliver også skræmt væk, det er jeg ret overbevist om.«

Så er det jo godt, du elsker tyske verber...

»Ja - og volleyball. Men jeg holder de to ting meget adskilt. Selvom en mine holdkammerater i en turnering sidste weekend sagde, at kampråbet skulle være 'eins, zwei, Polizei' som hyldest til min afhandling.«

Hvor ville du være uden tyske verber?

»Hvad havde jeg så lavet? Måske det, jeg laver nu, som er at sælge musikudstyr.«

Det var da otte veludnyttede år! Sælger du i det mindste til tyskere?

»Ja, blandt andre. Jeg har meget praktisk nytte af forskningen nu, men det her er selvfølgelig noget helt andet. Otte år med tyske verber; nu har jeg altså ofret mit for menneskeheden. Nu trænger jeg også til, at det bliver mere konkret og anvendeligt.«