Politiske journalister arbejder så tæt sammen med spindoktorer, at det kan føre til svigt af journalisternes rolle som demokratiets vagthunde.
Journalisterne viderebringer historier fra spindoktorer, der skader modstanderne og styrker spindoktorens politikere og parti. De tror, at de har kontrol over vinkling og uafhængige kilder - men i de tilfælde, hvor spindoktorerne gør sit arbejde ordentligt, er virkeligheden en helt anden: Spindoktoren har haft fat i kilderne først.
Det afslører Christiansborg-journalister og spindoktorer selv i specialet ’Nyheder til forhandling – en undersøgelse af forholdet mellem politiske journalister og spindoktorer på Christiansborg’, som de journalistuddannede RUC-kandidater Trine Møller og Charlotte Hede står bag.
»Journalisterne ser det ikke som et problem, at en historie kommer fra en spindoktor, da de selv kan vælge, hvilke uafhængige kilder de vil kontakte til artiklen, men de kilder kan en spindoktor allerede have haft fat i,« siger Trine Møller.
Spindoktor: Kilder vil helst være venner med ministeriet
I specialet siger en anonymiseret spindoktor for en minister, at han kontakter uafhængige kilder inden han sælger historien til en journalist:
»Typisk gør jeg det samtidig med, at jeg sælger historien, så ringer jeg til den eller de aktører, som journalisten muligvis ringer til og fortæller, at journalisten har den her rapport, og at han nok snart ringer aktøren op. De her aktører tænker altid, at de har en interesse i at være på god fod med ministeriet.«
Dermed er det en illusion, når journalister tror, at uafhængige kilder er uden for spindoktorens rækkevidde og magt. Spindoktorerne er ofte selv journalister, der tidligere har arbejdet på Christiansborg. Derfor kan de i de fleste tilfælde regne ud, hvordan journalisterne vil vinkle historien.
Gennem spørgeskemasvar fra 93 journalister og 25 spindoktorer samt 12 kvalitative interview med journalister og spindoktorer fra ministerier og partier viser specialemagerne, hvor styret historier kan være.
Journalister skaber politik
Specialet uddyber også de afsløringer der kom frem tidligere i år, hvor Camilla Dindler i sin ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet viste, at journalister i høj grad er med til at forme politiske udspil og holdninger.
Det bekræfter journalister i specialet. De tilbyder ofte politikerne at sige ting, som journalisten har skrevet på forhånd, dog ud fra en forventning om, at politikeren selv kunne finde på at sige noget tilsvarende.
I specialet fortæller en journalist om, hvordan det typisk sker, hvis politikeren for eksempel ikke lige er til at få fat i:
»Hvis jeg ringer for at få fat i Pia Kjærsgaard, så spørger jeg: ”Hvornår er det muligt at få fat i hende? Og så siger han (spindoktoren, red.): 'hun har vist tid ved totiden’, og så spørger jeg, ’Tror du hun kunne sige noget ala det her…?’ Så siger han: ’Ej, det ved jeg ikke, om hun vil. Det er jeg ikke sikker på.’ Så tænker han over det og ringer tilbage og har afklaret det med Pia. Men det er os (journalister, red.), der kræver, at de melder noget ud.«
Politiske kommentatorer skaber også politik
En tredje aktør på Christiansborg er avisernes politiske kommentatorer, der primært taler til baggrund med spindoktorer og politikere.
I specialet vurderer Trine Møller og Charlotte Hede, at kommentatorerne betragter deres rolle anderledes end journalisterne. De ser ikke sig selv som traditionelle vagthunde, men nærmere som politiske sparringspartnere.
»Noget tyder på, at kommentatorerne ikke er underlagt den samme ide om at være en fjerde statsmagt, som de traditionelle medier,« siger Trine Møller.
Det bliver i høj grad underbygget i specialet af en anonym kommentator:
»Hvis man for eksempel spørger: ’Hvorfor gør I det, det er da fuldstændigt vanvittigt, hvorfor vælger I ikke den kurs i stedet for?’ Så køber de nogle gange argumentationen og siger, at det har man ret i, og så er det med til at skubbe politikken i en anden retning. Der er en gensidig udvikling og påvirkning af hinanden med argumenter.«
Dermed er både journalister og kommentatorer med til at skabe politikken og de politiske udmeldinger.
Sladder er magt
Specialet viser et Christiansborg, hvor historierne konstant er til forhandling. Journalister, spindoktorerer og politikere mødes konstant på gangene og til frokost, og den helt store handelsvare mellem parterne er sladder.
Ofte er politikere dårligst oplyst om sager i både deres eget og andre partier. Journalister har ofte mere information og har derfor noget at handle med. I specialet siger en journalist:
»Christiansborg er jo et slot, hvor man sladrer, og enhver spiller herinde sladrer rundt, og det er sådan en slags ’byttegunst af sladder’. Jeg giver gerne noget sladder eller viden videre, hvis jeg får noget bedre i bytte. Det bliver måske ikke lige sagt med de ord, som jeg nu siger, men er man trænet nok i det, så ved man præcis, hvad det handler om.«
Vagthunden spiser frokost med dem, han skulle holde øje med
Magtforholdet mellem spindoktorer og journalister afhænger fuldstændig af historien. Hvis journalisten har en stærk nok historie, kan han kræve hvad som helst af spindoktoren.
I situationer, hvor historien kommer fra spindoktoren, kan han - ud over, at det er en implicit betingelse, at hans politiker bliver citeret i historien, og at han i nogen grad kontrollerer de øvrige kilder - i enkelte tilfælde også styre redaktionelle beslutninger som omfang og placering af historien i avisen.
»Vi ser det som et demokratisk problem, at forhandlingerne om historierne foregår i det skjulte. Borgerne har en forventning om, at journalisterne er vagthunde, men hvor meget vagthund er der over at forhandle med folk, man også spiser frokost med?«
»Der burde være afsender på historierne, så læserne kan se, at en historie i Berlingske Tidende for eksempel kommer fra Venstres spin-enhed,” mener Trine Møller.
