»For mig var det sådan lidt en knastør oplevelse med knastørt på,« lyder smagsdommen fra musikeren Maya Albana.
Tv-programmet ’Smagsdommerne’ har før udsendelsen sendt hende ind og se en udstilling på Moesgaard Museum. Nu sidder Maya Albana i tv-studiet for at servere sin uforbeholdne mening om oplevelsen.
Den leverer hun underholdende. Men seerne kan ikke bruge den til ret meget. Det konstaterer lektor i Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet, Jørn Erslev Andersen. I en ny bog har han samlet de tekster fra 1700-tallet, der oprindeligt definerede, hvad en smagsdom er for noget – og dengang var det noget helt andet end i dag.
»’Smagsdommerne’ er underholdende tv, hvor de kunstnerisk og intellektuelt begavede deltagere kan fyre hvad som helst af om emnerne. Problemet er bare, at det egentlig ikke har noget med smagsdomme at gøre.«
»Det, vi ser i ’Smagsdommerne’, er det diametralt modsatte af, hvad ’smagsdom’ betød i 1700-tallet. Dengang handlede smagsdomme om de almene æstetiske kvaliteter ved forskellige ting: kunstværker, kroppe, natur og kunsthåndværk. I dag handler de nærmest kun om kunstneriske udtryk og anmeldernes personlige meninger om dem,« siger Jørn Erslev Andersen.
Gamle filosoffer: Hold din personlige mening nede
To af verdenshistoriens største filosoffer var med til at definere, hvad en smagsdom er. David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) var enige om, at to ting skulle være på plads, hvis en smagsdom skulle være ordentlig:
-
Smagsdommeren skal tage udgangspunkt i sin egen oplevelse af kunstværket - for eksempel et digt. Men han skal justere og diskutere oplevelsen ud fra sin almene viden om emnet - i det her tilfælde poesien. På den måde undgår man, at smagsdommen kun beror på smagsdommerens individuelle personlighed og umiddelbare oplevelse.
- Smagsdommeren skal afklare, hvilke følelser og tanker, værket sætter i gang hos ham. Og så skal han pege på, hvad det er i værket, der skaber de tanker og følelser – er det farverne, opbygningen, temaerne eller noget helt fjerde? På den måde får andre mennesker mulighed for at følge de tanker, der ligger til grund for smagsdommen.
Ved at leve op til de to bud, kommer smagsdommen til at handle mere om kunstværket, og mindre om smagsdommerens personlige meninger.
Vi mangler argumenter for anmeldernes meninger
\ Fakta
Ordet ’smagsdommer’ har fyldt meget i den danske debat, siden forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen brugte det som et skældsord. Fogh mente, at smagsdommere var folk, der følte, at de var berettigede til at fortælle andre, hvad, de skulle synes, var godt og skidt. Den oprindelige forståelse af ordet ’smagsdommer’ er en anden: Smagsdommere skal netop ikke være belærende, men derimod lytte til andres meninger. I en smagsdom leder du nemlig efter dét i et kunstværk, der gør, at det kan tiltale andre end bare dig selv.
Den go’e gammeldags smagsdom fra 1700-tallet har trange kår i øjeblikket – i hvert fald hvis du spørger Jørn Erslev Andersen.
»I dag bruger mange anmeldere ofte kræfterne på at fortælle om deres umiddelbare indtryk og give deres uforbeholdne personlige meninger til kende, mens det omtalte værk – romanen, filmen eller bygningen – bliver noget sekundært. Det bliver ofte blot en anledning til, at anmelderen kortfattet kan komme med sin udelukkende personligt vinklede mening,« siger Jørn Erslev Andersen.
På den måde kan det være ret så omkostningsfrit at være anmelder.
»Når anmeldere ikke bruger tid på at forholde sig til værkerne, kan de heller ikke blive stillet til ansvar for noget. De siger jo bare deres egen mening, og den kan ingen bestride.«
»I sådan nogle tilfælde har anmeldelserne ikke meget at gøre med kunstkritik. De gør os ikke klogere på den kunst, der bliver anmeldt. Vi får bare serveret holdninger,« siger Jørn Erslev Andersen.
Smagsdommere skal vide, hvad de taler om
Filosoffen David Hume mente, at en god smagsdommer kun skal tale om noget, han har forstand på.
»En person, der ved en masse om digte eller film, er ikke nødvendigvis god til at sige noget om billedkunst,« konstaterer Jørn Erslev Andersen.
\ Fakta
Filosofferne Hume og Kant havde to lidt forskellige udlægninger af, hvordan man skal forholde sig til sit eget ’temperament’ - sin egen personlighed - når man afsiger en smagsdom: • Hume mente, at man ikke kan undgå at være påvirket af, hvem man nu engang er – men at man skal forhindre, at den individuelle personlighed tager styringen over smagsdommen. • Kant mente derimod, at man helt skal se bort fra sin personlige og tilfældige smag. Sådan bliver det nemlig muligt at mærke en følelse af harmoni og ro (eller det modsatte) i mødet med et kunstværk – en følelse, som smagsdommeren skal være overbevist om, er fælles for alle. Først da har han sat sig ud over sin personlige smag.
'Smagsdommerne' lader til at være fuldstændig ligeglade med dét.
»I ’Smagsdommerne’ er de medvirkende kvikke. Men som fagpersoner har de alene en stor viden om et ganske særligt emne – for eksempel ballet. Så de ved sjældent noget om alle de andre kunstformer, de også skal udtale sig om,« siger Jørn Erslev Andersen.
Det forhold betyder, at nogle kunstnere ikke kan tage 'Smagsdommernes' anmeldelser seriøst.
Tv giver ikke plads til ’rigtige’ smagsdomme
Desværre kan det ifølge Jørn Erslev Andersen nok ikke lade sig gøre at lave tv med ’rigtige’ smagsdomme.
Tv-koncepter som ’Smagsdommerne’ giver ikke anmelderne tid til eftertanke eller til at gå ned i kunstværkernes detaljer.
»Sådan noget kan man ikke indrette et tv-program på 40 minutter efter. Der skal både være plads til hæsblæsende diskussioner, trailer, for- og eftersnak og emnepræsentationer – man skal jo holde fast i de vanskelige seere.«
»I fjernsynet er der kun lidt plads og tid til at sige: ’Det har du sgu ret i, dér var mine tanker for primitive’. Det er ellers sådan, man begynder at blive en smagsdommer i klassisk forstand. For det er sådan, man finder frem til en forståelse af et kunstværk, som ikke bare er ’min personlige mening’.«
\ Fakta
Jørn Erslev Andersen peger på to ting, man gjorde en dyd ud af i 1700-tallets smagsdomme, men som i dag bliver glemt: 1. I dag udtaler smagsdommere sig som regel på baggrund af deres umiddelbare, spontane sansning: Følte jeg, kunstværket var godt eller skidt? I 1700-tallet gjorde man meget mere ud af at undersøge, hvorfor man fik oplevelsen af, at et værk var godt eller skidt. 2. I dag skal man råbe højt for at blive hørt i diskussioner om kunst. Og man skal have nogle meget stejle holdninger. I 1700-tallet var idealet derimod, at man kunne diskutere kunst på en mere åben måde. Det handlede ikke om, at man kun skulle forsvare sin egen oplevelse af kunsten, men at man også ville lære af andres ved at deltage i en nuanceret offentlig debat.
»Men det kræver eftertænksomhed og passer derfor ikke til den måde, man i dag forventes at brande sig selv på: Ved at stå stejlt på sin egen holdning,« siger Jørn Erslev Andersen.
Ny bog giver adgang til de oprindelige kilder
Den nye bog ’Sansning og Erkendelse’ indeholder mange af de tekster, der i 1700-tallet grundlagde æstetikken som en filosofisk disciplin.
Ved at dykke ned i teksterne bliver du klogere på de tanker, der igennem over 250 år har påvirket den måde, vi i dag forstår kunst og kunstkritik.
»’Æstetik’ er noget mystisk for de fleste. Men det behøver det faktisk ikke være. Æstetik handler ganske enkelt om at se eller mærke ordentligt efter i kunst, design og natur, og finde ud af, hvad det er, der starter de gode, trælse eller kritiske tanker, vi får. Æstetik vedrører sansernes erkendelse og altså ikke blot ’sansning’.«
»Man finder ud af, at de gamle tekster er sindssygt godt skrevet. De indeholder masser af humor, ironi og sarkasme, og Baumgarten og Kant fortæller gerne om æstetiske gevinster ved at nyde et godt glas vin.«
»Vi render også ind i et fyndigt udbrud fra filosoffen og kunstkritikeren Denis Diderot: ’Uimodsigeligt holder jeg mere af at se Venus’ bagdel, barm og smukke arme end den mystiske trekant’,« siger Jørn Erslev Andersen
Han fortæller, at selv samme Diderot - med sin personlige tilgang til gudeskønne kvinder og samtidens kunst - er den af de gamle, der er mest i tråd med nutidens smagsdommere.
Bogen ’Sansning og Erkendelse – Æstetikhistoriske grundtekster fra Baumgarten til Kant’ er udgivet på Aarhus Universitetsforlag.
