Sløk og Løgstrup gik fra venskab til intellektuelle sværdslag

Bag de gule murstensbygninger ved Vestre Ringgade i Århus, klos op og ned ad byens intellektuelle vartegn - Statsbibliotekets imponerende bogtårn - gemmer sig en forbløffende historie. På Det Teologiske Fakultet, nærmere bestemt på medarbejdergangen på 4. sal, sidder to af det 20. århundredes mest respekterede og højt profilerede tænkere. Om det er inden for teologien, filosofien eller idehistorien, kommer man ikke uden om de akademiske mastodonter K.E. Løgstrup og Johannes Sløk.

Skæbnen ville, at de to fik et helt specielt forhold, der var båret af lige dele venskab og barske sværdslag, både af personlig og intellektuel karakter.

»Historien om Sløk og Løgstrup runger stadig på Aarhus Universitet. Det fascinerende er, at to så markante personligheder lægger ud med et personligt og fagligt varmt venskab. Men som årene går, bliver sammenstødene uundgåelige - Løgstrup og Sløk er diametrale modsætninger,« siger Ole Morsing, lektor ph.d. ved Afdeling for Idehistorie, Aarhus Universitet. Han har bidraget med en række forskningsartikler om forholdet mellem Sløk og Løgstrup. Og i øjeblikket kører Ole Morsing et undervisningsforløb, hvor nye unge studerende præsenteres for slaget mellem de to gamle teologer.

»Sløk og Løgstrup repræsenterer to forskellige indgange til teologien og filosofien. Ved netop at sætte deres indbyrdes stridsspørgsmål op imod hinanden, bliver det tydeligt, at vi har at gøre med to udgangspunkter, der peger i hver sin retning,« siger Ole Morsing

Tyd, nej forstå!

Og hvad stod de så for, teologiens to kamphaner, der sammenlagt huserede bag de gule mursten i fire årtier?

Løgstrup, der kom til Aarhus Universitet i 1943, havde med sin gudsforståelse mulighed for i dybeste forstand at tyde verden. Sløk, som i 1944 bliver ansat som undervisningsassistent hos Løgstrup, viste sig at nå frem til en noget anden forklaringsmodel: Med Kierkegaard som afsæt opponerede han på det kraftigste mod en Gud, der på nogen som helst måde var forståelig.

»Her har vi umiddelbart stridens kerne: Løgstrup vil tyde verden med Gud - Sløk vil forstå verden, men udelukkende på verdens egne præmisser. Når der derimod tales om Gud, kristendommen eller myterne, så ender det ifølge Sløk i det absurde, hvis man herigennem vil forstå verden,« forklarer Ole Morsing og peger på en illustrativ anekdote.

»Når Sløk under en forelæsning skulle forklare sit grundsyn og det håbløse i at trække nogen som helst mening ud af, at det er Gud, som har skabt verden, så endte han oftest i et ironisk udbrud: 'Lad os gå over i Stakladen (kantine på Aarhus Universitet, red.) og drikke nogle bajere, det er der i det mindste mening i.'«

Hjertevarmt møde

Udsagnet er et eksempel på den bidske tone, som Sløk ofte lagde for dagen, og som gennem årerne i den grad rettede sig mod Løgstrup.

At konflikten mellem de to overhovedet skulle opstå, var på ingen måde til at forudse, da Løgstrup i 1944 trak Sløk til Århus som undervisningsassistent. Sløk havde åbenlyst næsegrus beundring for Løgstrups indiskutable intellekt og særegne personlighed.

Da Sløk således i 1986 kigger tilbage på sit allerførste møde med Løgstrup og hans kone Rosemarie, lyder det:

'Og nu mødte jeg ham så; og Rosemarie. Bedårende, imødekommende, varm; jeg sløjfede alle forsvarsværkerne og mødte dem våbenløs på bar mark, i tillid og åbenhed...'

Allerede året inden Sløk satte sine fødder på Aarhus Universitet, havde han i anerkendende vendinger anmeldt Løgstrups disputats fra 1943.

'Her er for en Gangs Skyld en Teolog, der ogsaa er Filosof, og som veed at fastholde Problemet i alle dets Positioner.'

Anerkendelsen var til fulde gensidig. Da Løgstrup få år senere anmelder Sløks disputats, hedder det blandt andet:

'...saa er Afhandlingens Fortjenester uomtvistelige. Dr. Sløks Lærdom og Belæsthed er stor.'

Hvorfor gik det galt?

Tilbage på Aarhus Universitet sidder idehistorikeren Ole Morsing og spekulerer på, hvad det mon var, som forårsagede den fejde, der siden skulle rulle sig ud mellem Sløk og Løgstrup. Forskeren mener, at en del af forklaringen skal søges i to vidt forskellige personligheder. Med vidt forskellige baggrunde.

»Sløk gik for at være den arrogante og distancerede, mens Løgstrup var den alvorlige type. Det siges, at Løgstrups omfattende forfatterskab kun indeholder tre vittigheder - og de er i sig selv vanskelige at slå en god latter af,« siger Ole Morsing.

I 1948 bryder konflikten for alvor ud. Det sker i forbindelse med en øvelse over Søren Kierkegaards Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, som de i fællesskab forestår. I de følgende år ser udenforstående flere og flere tegn på en stadig voldsommere konflikt. Set i dét lys forekommer det højest mærkværdigt, at der pludselig forekommer noget, som minder om en fredstraktat mellem de to.

»I forbindelse med en teologiweekend på Ask Højskole, hvor bølgerne mellem de to gik meget højt, forlader de lokalet. Da de to kommer tilbage virker de overraskende forsonlige. Noget kan tyde på, at Løgstrup og Sløk her indgik deres berømte ikke-angrebspagt,« siger Ole Morsing.

Sløk gik for at være den arrogante og distancerede, mens Løgstrup var den alvorlige type. Det siges, at Løgstrups omfattende forfatterskab kun indeholder tre vittigheder - og de er i sig selv vanskelige at slå en god latter af

Lektor Ole Morsing

Men Ole Morsing tilføjer, at det nok er endnu mere sandsynligt, at fredsaftalen blev indgået midt i 1950erne på foranledning af Løgstrups kone Rosemarie. På det tidspunkt havde Løgstrup i et par år brudt de venskabelige relationer til Sløk - han hilste for eksempel ikke på ham, når han mødte ham på gaden - men Rosemarie fik dem så ført sammen igen, hvorefter de under en middag indgik aftalen.

At det krævede en tredje part at løse genstridighederne overrasker ikke Ole Morsing, de to teologers personlighedstræk taget in mente. Løgstrup var meget temperamentsfuld, for eksempel talte han i næsten 30 år ikke med sin kollega P.G. Lindhardt. Lige så ironisk og sarkastisk Sløk kunne være, lige så uforsonlig kunne Løgstrup være, når han blev vred.

Løgstrups trampolin

De kommende år skal dog vise, at konfrontationerne stadig er uundgåelige. I et kryptisk udfald i 1980 svarer Løgstrup på en kritik fremsat af netop Sløk.

'...jeg kan ikke dy mig for at bemærke, at jeg under læsningen har følt mig som en trampolin, hvem Sløk tillægger de opfattelser, der giver ham det bedste afsæt til hans tankers himmelflugt.'

Sløks modsvar falder prompte:

'Men dog, Løgstrup har opfattet sig som en trampolin. Og jeg, der troede, det var en aflagt sofa, jeg hoppede i!'

Professor K.E. Løgstrup går på pension i 1975. Da hans efterfølger skal findes, peger han på - nå ja, Johannes Sløk.