Skal chipsposen i plast- eller restaffald, og hvordan er det nu med flamingo?
Det er ikke altid lige til, når plastaffaldet skal sorteres – og er det ikke også nemmere at smide det hele i restaffald?
Som det ser ud i dag, bliver 70 procent af den forbrugte plastik ikke genanvendt, og forskerne ved ikke hvorfor.
Fra i dag skal skoleelever som en del af ‘Masseeksperiment’ begrave hovedet i skraldespandene derhjemme for at undersøge, hvor gode de danske husstande er til at sortere plastaffaldet, skriver Masseeksperiment i en pressemeddelelse.
Derudover skal eleverne indsamle og kategorisere plast i et naturområde og undersøge materialerne i deres bukser hjemme i klædeskabet.
Eleverne skal gennemgå plast- og restaffaldet for at besvare tre spørgsmål: Sorterer vi? Hvad sorterer vi? Og hvordan sorterer vi?
»En forudsætning for at mindske de enorme og stigende mængder plastaffald i vores samfund er at have meget mere data til rådighed,« fortæller Lykke Margot Ricard, forskningsleder og lektor i bæredygtig innovation og teknologi på Syddansk Universitet, ifølge pressemeddelelsen.
»Takket være elevernes indsats får vi nu for første gang et samlet, værdifuldt billede af danskernes affaldsvaner.«
Over 30.000 elever fra grundskoler og ungdomsuddannelser i Danmark er en del af projektet ‘Fra supermarked til skraldespand’, der er udviklet af Astra – det naturlige naturfagscenter.
»For de mange elever, der deltager i forskningsprojektet landet over, bliver det et møde med virkelig og autentisk forskning, der gør os alle sammen klogere,« siger Astras programleder for Masseeksperiment, Lene Christensen, i pressemeddelelsen.
»Vi ved, det skaber kæmpemotivation for den naturvidenskabelige undervisning, når eleverne benytter autentiske undersøgelsesmetoder, og metoderne er ‘hands on’.«
Den data, som eleverne indsamler, bliver en del af forskningsprojektet ‘Change4Circularity’. Projektet er et samarbejde mellem forskere fra Roskilde Universitet, Det Kongelige Akademi og Syddansk Universitet.
Masseeksperiment, der bliver den største kortlægning på området, forventes at ligge klar i november 2024.
Undervejs vil Videnskab.dk sætte fokus på affaldssortering. Hvor ender affaldet? Kan det betale sig at sortere? Og hvordan mindsker vi forbruget?






























