Skal du gå eller stå på rulletrappen?

Uanset om vi elsker dem eller ej, så er færdselsreglerne til for at holde os i live og få trafikken til at flyde lidt lettere.

Også fodgængerne følger (for det meste) et uskrevet regelsæt, selv om reglerne ikke kan håndhæves juridisk.

De fleste fodgængere bruger en slags takt og tone – 'Hovsa! Undskyld, jeg stødte ind i dig!' – til at minimere gener og besvær samt fremme effektiviteten – 'Jeg vil hurtigere frem!'

De fleste af os følger den uskrevne fodgængerregel om, at de, der går hurtigt, går inderst på fortorvet, mens de langsommere fodgængere har en tendens til at trække ud mod fortovskanten.

I USA følger denne uskrevne fodgængerregel færdselsreglerne; bilerne overhaler i venstre vejbane, og de langsommere bilister kører i højre bane.

Selv om banerne ikke er malet på fortovet, hjælper de forgængerne til at bevæge sig hurtigere og med færre gener.

Langsomme fodgænger-baner skabes naturligt

Jeg forsker i systems engineering (SE) - en række både teoretiske og praktiske metoder til blandt andet udvikling og drift af systemer - og jeg ved, at disse langsomme fodgænger-baner skabes naturligt i befærdede miljøer.

Designerne har længe brugt forskellige teknikker, der tilskynder specifikke fodgænger-trafikale mønstre.

Et eksempel er skiltene, der tilskynder, at vi 'står til højre - går til venstre' på rulletrappen.

Rulletrappens brugere stiller sig til højre, hvis de ønsker, at rulletrappen gør det hårde arbejde, og til venstre, hvis de selv ønsker at lægge benarbejde i at komme (hurtigere) frem.

Stå eller gå?

Men hjælper rulletrappens to baner os til at nå vores destination hurtigere?

Er det bedst med en stå-bane og en gå-bane, eller burde vi egentlig bare stå stille i begge sider af rulletrappen?

Et studie rapporterer, at 74,9 procent af os vælger at stå stille på rulletrappen i stedet for at gå (eller løbe) op eller ned. Er det retfærdigt, at halvdelen af rulletrappen er reserveret for en lille, utålmodig gruppe?

Når man planlægger eksempelvis veje, bygninger og korridorer, tager man højde for den plads, hver person har brug for i miljøet.

Pladskravene ændrer sig alt efter, hvordan rummet bruges.

'Buffer-zonen' beskriver, hvor meget plads en fodgænger har brug for for at føle sig godt tilpas, og det varierer afhængigt af aktivitet.

En person, som står stille, har i gennemsnit brug for cirka 0,3m² og en person, der går, 0,75m².

Det betyder, at et begrænset område som en rulletrappe let kan rumme mere end dobbelt så mange stående som gående personer.

Stå = større output

I London kunne byplanlæggerne forøge kapaciteten per time ved at gå over til 'standing only' på en typisk overbelastet rulletrappe i en metro-station.

Det blev forbudt at gå på den overfyldte rulletrappe, og det betød, at flere personer var i stand til at bevæge sig gennem metro-stationen i den samme tidsperiode end før.

En effektiv rulletrappe har et stort 'output'; det vil sige, at den bringer flest personer frem til deres destination.

Favoriserer individet

Men beslutningen var meget omstridt. Sociale konventioner favoriserer ofte den individuelle rejsende.

Ved eksempelvis at tillade, at vi kan gå op eller ned ad rulletrappen i vestre side, lader man nogle personer bevæge sig hurtigere, selv om det reducerer rulletrappens kapacitet og generelt set sætter farten ned for andre.

Selv om det kan være hurtigere for nogle, betyder det, at fodgængernes forskellige ganghastighed i forhold til resten af trafikken hæmmer den samlede effektivitet.

For at forbedre hele systemet, skal der tages højde for effektiviteten på systemniveau.

Beslutninger og pladsmangel

Ingeniørerne forholder sig til en masse fodgængere i en overfyldt folkemængde, og i sådan en situation har vi en tendens til at bevæge os meget langsommere end i et åbent landskab eller mindre befærdede miljøer.

Den langsommere ganghastighed er forårsaget af både pladsmangel, og for at fodgængeren kan træffe beslutninger:

Skal jeg gå hurtigere? Langsommere? Skal jeg gå forbi personen foran mig? Eller vente?

Mental udfordring at bevæge sig rundt

Det overvældende antal små beslutninger kan føre til, at fodgængerne efterligner hinanden, for på denne måde er det knap så stor en mental udfordring at bevæge sig rundt.

Når vi nærmer os en rulletrappe, gør vi ofte det samme som personen umiddelbart foran os.

Hvis personen foran os går, går vi også. Hvis personen foran os står stille, står vi også stille. Det kræver en foregangsperson. Stå i begge sider af rulletrappen, og andre vil følge dit eksempel.

Selv om det forekommer kontraintuitivt, så betyder det, at alle vil komme hurtigere frem - især når det er myldretid.

Lesley Strawderman modtager støtte fra National Science Foundation, National Institute of Occupational Safety and Health og US Department of Transportation. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Cyklister skal ikke behandles som bilister eller fodgængere

LÆS OGSÅ: Fodgængermønstre kan forbedre evakueringer