»Jeg ville aldrig få et akademisk job i dag. Så simpelt er det. Jeg tror ikke, at jeg ville blive opfattet som tilstrækkelig produktiv.«
Udtalelsen kommer fra den britiske fysiker og professor emeritus fra Edinburgh Universitet Peter Higgs (1929-), som dette efterår har modtaget Nobelprisen i fysik for sin opdagelse af Higgs-partiklen.
Ifølge Peter Higgs ville denne bedrift næppe længere være mulig i den aktuelle akademiske kultur domineret af krav om forskningssamarbejde, arbejdstidskontrol, utallige forskningsstøtteansøgninger samt et voldsomt publikationspres, som især yngre forskere er underlagt.
LÆS OGSÅ: Higgs-partiklens far: Jeg ville ikke være produktiv nok til nutidens akademiske system
Ingen e-mails fra Higgs
Hans dom over nutidens universitetskultur kan læses i et nyligt interview i The Guardian, hvor den ældre professor også afslører, at han aldrig har sendt en eneste e-mail, søgt på nettet eller brugt en mobiltelefon, og at han i løbet af hele sin universitetskarriere næppe publicerede mere end 10 artikler ud over den banebrydende teori fra 1964, der identificerede mekanismerne for, hvorledes subatomare partikler tilføres masse.
Higgs' udtalelser er tankevækkende og beskriver meget præcist den forandring, som forskningen og forskningsinstitutionerne har gennemgået.
En forandring, der kort og godt har sit udspring i en konflikt mellem fri forskning og politisk magt. Spændingsforholdet mellem fri forskning og samfundets krav giver anledning til overvejelse. For det er en konflikt, der ikke kun kan løses ad politisk vej.
Ny rolle til forskerne - nu er de eksperter
For få generationer siden var forskning stort set noget, der foregik afsondret fra resten af samfundet, og når forskerne en sjælden gang bevægede sig ned fra elfenbenstårnet for at deltage i den offentlige debat, var det som regel for at offentligøre en større opdagelse eller for at meddele sig til resten af samfundet i rollen som ekspert eller som en slags opdrager med det formål at oplyse befolkningen.
Videnskabelighed var et værdibegreb, hvis normer blev sat over individuelle såvel som samfundsmæssige hensyn. Både lægen, juristen, sprogeksperten og naturvidenskabsmanden havde selvfølgelig en funktion i samfundslivet og tjente sit erhvervs interesserer, men han (og i sjældnere tilfælde hun) tjente først og fremmest den særlige videnskabelighed knyttet til faget eller disciplinen.
I dag er forskeren blevet ekspert. Det moderne samfund, præget af stigende kompleksitet, har brug for videnskaben til at løse selv de mest basale problemer, og især naturvidenskaben og den moderne medicin har fået tildelt en ny magt som den instans, der kan levere løsninger på både de akutte og de mere permanente udfordringer, vi står overfor, hvad enten det drejer sig om sygdomme, klima eller energi.
PR vejer tungere, end hensyn til om resultater kan bære offentliggørelse
På den ene side bliver staten altså mere og mere afhængig af videnskaben og spytter milliarder i forskningen.
På den anden siden forventer staten tilsvarende value for money og vished for, at de øgede omkostninger punger ud i form af praktiske og anvendelige løsninger, i form af patenterbar forskning og ikke mindst i form af forbedret uddannelse af næste generation af eksperter, der skal kunne løse om muligt endnu mere komplekse problemer.
Forskeren optræder således hyppigere og hyppigere i rollen som ekspert, og der skrives næppe en avisartikel eller laves et nyhedsindslag uden en eller flere ekspertudtalelser.
I sådanne udtalelser vil forskeren – ud over at optræde som repræsentant for sit videnskabsfelt – ofte optræde som sin egen eller sit forskningsprojekts PR-agent, hvis egentlige formål er at skabe opmærksomhed om egen forskning.
Forskere og forskningsinstitutioner er i dag i så skarp konkurrence om at tiltrække eksterne forskningsmidler – midler der i de fleste tilfælde betyder liv eller død for det pågældende forskningsprojekt og forskerens fremtidige karriere – at forskningsformidlingen som en vigtig PR-strategi ofte vejer tungere end hensynet til, om resultaterne kan bære en offentliggørelse.
Er det ikke rimeligt at forvente resultater?
Tilbage i 1996, da Higgs gik på pension, mærkede han tydeligt, hvilken vej vinden blæste. Hver gang hans afdeling blev udsat for akkrediterings- og bedømmelsesprocedurer afsløredes det, at hans publikationsliste var gabende tom.
Han var efterhånden blevet en belastning for sit institut. Det, der gang på gang reddede ham, var ledelsens håb om, at han en dag ville modtage nobelprisen for sit arbejde. Et arbejde, der altså ifølge Higgs næppe ville være fremkommet i dag i et arbejdsklima, der i eklatant grad mangler den fred og ro, som er nødvendig for, at store tanker, ideer, eksperimenter og teorier kan udfolde sig. Over tid.
Men kan forskeren ikke bare tilpasse sig systemet og blive lige så omstillingsparat som andre vidensarbejdere? Når en forskningsleder modtager millioner i forskningsstøtte, er det vel kun rimeligt, at giveren har lov at anlægge et vist formålsperspektiv på det pågældende projekt eller som minimum kan forvente ansvarlighed og et aflagt regnskab for tildelingen?
Videnskaben kan ikke love noget
Ifølge den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002), der selv først udgav sit hovedværk 'Sandhed og Metode' som 60-årig, bunder konflikten mellem den frie forskning og de samfundsmæssige krav i en grundlæggende uoverensstemmelse mellem de to felters rationaler. Den politiske magt er forpligtet på at anlægge et formålsperspektiv på sine beslutninger, hvorimod grundforskningens kerneprincip består i 'formålsfrihed', hvilket i yderste konsekvens betyder, at forskningen ikke kan garantere noget afkast.
I værste fald kan en forsker have arbejdet på en teori i årevis, der viser sig at være et vildspor og således ikke fører til nogen resultater. I bedste fald fører undersøgelserne til andre resultater end de forventede.
Vores egen nobelprismodtager, Jens Christian Skou (1918-), har i sin erindringsbog skildret, hvordan han ved et tilfælde kom på sporet af cellens komplicerede enzymsystem – en opdagelse, der kun var mulig på baggrund af lang tids intens fordybelse i arbejdet, som på den tid – i 1950'erne – rent faktisk var mulig, fordi den frie grundforskning havde vide rammer.
Al forskning er i realiteten grundforskning. I forskning kommer nysgerrighed og søgen efter sammenhæng og forståelse altid i første række – ellers er det ikke forskning. Først i anden række kan man beskæftige sig med spørgsmålet om, hvorvidt undersøgelsens indsigter kan anvendes i praksis. Mange store opdagelser er opstået pga. en fejl – tænk blot på penicillinen – og fordi en forsker undrende har spurgt »hvorfor … ?«
Politik vil have hurtige resultater
Konflikten består altså i lige så høj grad mellem det kortsigtede og det langsigtede perspektiv:
I den politiske verden skal resultater gerne fremkomme inden for en overskuelig (valg-)periode og ikke strække sig så langt ud i fremtiden, at afrapporteringen og de målbare resultater fortaber sig i tågen.
I forskningssektoren derimod, er forhastede konklusioner og øget kontrol med anvendelse af midlerne det rene nonsens – det fører til makværk.
Langt størsteparten af den forskning, der publiceres i dag, og således når ud til offentligheden, er fremkommet under de af politikerne fastlagte institutionelle rammer. Så de fleste forskere har lært at tilpasse sig – oftest endda alt for godt. Det er således ikke dér, problemet ligger.
Lidt tid giver kvantitet, ikke kvalitet
Problemet består i, at kvaliteten af den forskning, der publiceres ofte er for ringe, fordi der publiceres for hurtigt og for meget, så den enkelte forsker eller forskningsleder har større chancer for at tiltrække midler og gøre karriere. Ofte med store konsekvenser for den enkeltes samvittighed, når hun indser, at hun ikke længere bøjer sig betingelsesløst for videnskaben, men forsøger at honorere samfundets krav i håb om at modtage midler til gengæld.
Problemet kan næppe kun løses ad politisk vej, idet de politiske og økonomiske krav og korte tidshorisonter er en del af problemet. Der må skabes en ligevægt mellem de to poler, mellem kravet om forskningsfrihed på den ene side og resultaternes målbarhed og anvendelighed på den anden. Ligevægten skal bygge på en gensidig respekt og forståelse for de to rationalers forskellighed.
Selvfølgelig er der også nogle forskningspolitiske knapper, der kan drejes på:
Tildelingen af forskningsstøtte bør i langt højere grad foregå uden den 'hype', som omgærder megen forskning i dag, og som næppe tjener noget videnskabeligt formål. Ligeledes må den overdrevne bureaukratisering og kontrol med midlerne erstattes af en langt større tiltro til forskernes og universiteternes forvaltningsmæssige kompetence.
Et bedre forhold kræver forståelse for hinanden
Med andre ord bør andelen af de frie forskningsmidler øges på bekostning af øremærkede bevillinger, som giver ro til at arbejde, uden angst for om teserne og resultaterne opfylder specifikke forsknings- eller erhvervspolitiske målsætninger. En pointe som Jens Christian Skou (professor i fysiologi, modtog i 1997 Nobelprisen i kemi, red.) flere gange har peget på.
Til gengæld må forskere acceptere, at offentligheden skal oplyses om, hvad forskningsmidlerne anvendes til, og at samfundet skal kunne gøre brug af resultaterne. Forskningsformidling er positivt, når den ikke udarter sig til publicity, til en selvfremstilling af en privat interesse.
Problemet er, at forskere i dag ikke har tilstrækkeligt incitament – ud over at skabe opmærksomhed omkring deres forskning – til at formidle deres forskning til en bredere offentlighed. Formidling tæller ikke i det aktuelle pointsystem.
Et respektfuldt forhold mellem de to sektorer kan kun komme i stand, dersom der hos politikerne opstår en forståelse for drivkraften bag den teoretiske, formålsfrie trang til at søge viden og fra forskerens side en tilsvarende anerkendelse af den politiske fornufts bestræbelse på at forbedre samfundslivets praksis. En manglende gensidig forståelse fører til kynisme og bitterhed – hvilket på sigt er om muligt endnu mere ødelæggende for forskningsverdenen end det effektiviseringspres, som Peter Higgs i sin tid nægtede at underlægge sig.
