Da antropologen Henrik Kloppenborg Møller efter en nats druk sad på en trappesten sammen med sine venner Hunganiu’erne og så solens første stråler blive reflekteret i skyskrabernes øverste glaspartier, nåede et års feltarbejde blandt sælgerne på Shanghais største kopimarked Xiangyang sin afslutning.
På sin egen måde var det fremtiden for selve Shanghai, som solen udpegede med sine stråler.
Aftenen før var sidste aften. Bestikkelse, gode middage og de rette forbindelser var ikke længere nok til at holde myndighederne fra markedet. Hvor der før havde været en leben af turister og sælgere, skulle der nu være tårnhøje virksomhedsdomeciler.
Med den endegyldige rømning af markedet stod Henrik Kloppenborg Møllers venner pludselig uden et fundament i tilværelsen.
På feltarbejde i rettighedskrigen
Et år tidligere vovede han sig første gang ned på markedet for at lære Huangniu’erne at kende.
»I begyndelsen troede de, jeg var en potentiel kunde, men da de så, jeg kom hver dag, lærte jeg dem hurtigt at kende. De kunne også bruge mig til at oversætte forhandlingerne med turister, og de brugte mig til at lære dem engelsk,« siger Henrik Kloppenborg Møller.
Han ville undersøge identiteten blandt de unge mænd, der sælger kopivarer, og hvordan migranter fra fjerne provinser bliver behandlet i Kina.
Det blev til specialet 'Becoming real businessmen?', som blev belønnet med karakteren 12 på antropologi på KU. I Specialet fører Henrik Kloppenborg Møller os ind under huden på de mennesker, der er nederst i hierarkiet i den globale rettighedskrig, der udgør en reel trussel mod verdens kreative brancher.
Falske produkter udgør 600 mia. dollars
I 2005 anslog International Chamber of Trade, ICC, at værdien af falske produkter udgør 600 milliarder dollars, og antydede, at det tal blot var toppen af isbjerget. I 2007 fastslog OECD, at 86 procent af alle falske produkter stammer fra Kina.
Huangniu, som de hedder, er fattige, uudannede migranter fra andre provinser i Kina, der ved at sælge bagmændenes kopivarer på markedet kan tjene det samme som akademikere.
\ Fakta
Henrik Kloppenborg Møller fik karakteren 12 for sit speciale på Institut for Antropologi på Københavns Universitet. Ifølge censor ville det blot kræve en lille gennemskrivning at aflevere det som Ph.d. Henrik Kloppenborg Møller søger nu en Ph.d., der skal handle om den kinesiske kopiindustri i en lille by i Toscana.
»De er meget uglesete i Shanghai. De lokale vil ikke have noget med dem at gøre. Derfor forstærker de deres egen gruppeidentitet og dyrker deres maskulinitet med brovtende opførsel, som gør dem endnu mere uvelkomne i storbyen,« siger Henrik Kloppenborg Møller.
Men selv om de tilhører samfundets bund, tjener de lige så godt som den højere middelklasse med en universitetsuddannelse bag sig. Derfor ser de sig selv som forretningsmænd og forsøger enten at flashe deres mange penge eller lægge til side til senere investeringer.
Selv om det er kopivarer, de sælger, er de alligevel i stand til i deres eget hoved at overføre en del af originalprodukternes status til sig selv. De dyrker også outsiderpositionen ved at bifalde overdreven maskulin opførsel som at score en masse damer eller lave masser larm i gaden.
Fra støjen til Vesten
Men faktisk er sælgerne så ugleset, at da myndighederne besluttede at lukke markedet, brugte de bekæmpelsen af de larmende og simple Huagniu’erne som begrundelse for at stoppe den illegale aktivitet. Reelt blev markedet lukket for at tjene en formue på at opføre skyskrabere til virksomheder.
Derfor fortæller Huanginu på deres egen måde om Shanghais og resten af verdens udvikling bort fra det beskidte, støjende, lokale og autentiske til den finpolerede, vestlige glasfacade kapitalisme.
Da Henrik Kloppenborg Møller nogle år senere vendte tilbage til Shanghai, forsøgte han at opsøge sine gamle venner. De bagmænd, der havde hyret dem til at falbyde varerne på markedet, havde nu åbnet butikker i indendørs indkøbscentre. Her var der ingen Huangniu’er.
Henrik Kloppenborg Møller mødte dog alligevel en af sine gamle venner der. En af dem havde lagt penge til side og åbnet sin egen butik. De andre var spredt. Nogle var taget tilbage til deres provinser, hvor de arbejde som landarbejdere eller lastbilschauffører, mens andre havde søgt mod endnu mere lyssky forretninger. En af dem brugte sine gamle Huangniu-evner til at hverve kunder til bordeller.
