Selvmordsforsker om aktiv dødshjælp: »Giv nu livet en chance!«

Debatten om aktiv dødshjælp i Danmark er fyldt med fordomme og myter.

Det mener Merete Nordentoft, der er et af medlemmerne af Etisk Råd, som med overvejende flertal har anbefalet ikke at legalisere aktiv dødshjælp i Danmark.

»Det, jeg synes, der er skræmmende ved aktiv dødshjælp, er, at det er uigenkaldeligt. Forskningen viser jo, at man ofte skifter mening, selvom det hele på et tidspunkt har set håbløst ud. Derfor siger jeg bare: Giv nu livet en chance!« siger hun til Videnskab.dk.

Som professor i psykiatri på Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet har hun i mange år forsket i nogle af de emner, der er kommet i spil i drøftelserne om aktiv dødshjælp.

Selvom hun kalder den langvarige debat for både bevægende og nuanceret, så har hun ikke været i tvivl:

»Jeg har stemt for, at vi ikke åbner for aktiv dødshjælp i Danmark. Det har jeg en lang række grunde til.«

De fleste vælger livet til igen

En af Merete Nordentofts grunde til at fraråde aktiv dødshjælp har hun fra sin egen forskning.

»Jeg har forsket i selvmord i mange år, og jeg har både interviewet personer, der har forsøgt selvmord og lavet store registerbaserede undersøgelser,« fortæller hun til Videnskab.dk.

»Et af de budskaber, jeg har kunnet tage med fra det, er, at 9 ud af 10, der forsøger selvmord, dør senere i livet af noget andet. Det vil sige, at selvom livet på et tidspunkt så håbløst ud, har de fundet en anden vej i livet efterfølgende.«

Merete Nordentoft anerkender, at tallene ikke nødvendigvis kan oversættes direkte til aktiv dødshjælp.

»Men jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at så mange mennesker, der på et tidspunkt ikke føler, de kan holde livet ud, vælger livet til senere.«

Men i den ene model I har kigget på, vil patienterne jo alligevel dø inden for et halvt år. Gør det ikke en forskel?

»Det er rigtigt, at man med Oregon-modellen kan få hjælp til selvmord, hvis man vurderes til at dø af sin sygdom, inden der er gået seks måneder. Men der er faktisk forskning, der viser, at risikoen for selvmord falder, jo længere tid man kommer fra at have fået diagnosen.«

Et svensk studie har undersøgt risikoen for selvmord blandt svenske patienter i perioden, efter de har fået diagnosticeret kræft. Tallene viser, at risikoen er 12,6 procent højere end normalen i ugen, efter man har fået diagnosen, men at den i uge 13-52 efter diagnosen er nede på gennemsnitligt 2,5 procent. Studiet indgik i Etisk Råds materiale om aktiv dødshjælp.

»Vi skal altså ikke betragte det sådan, at et dødsønske er noget, der bare bliver ved med at være der,« mener Merete Nordentoft.

»Noget af det, der har gjort stort indtryk på mig, er de læger, der arbejder med palliativ (lindrende, red.) behandling. De siger, at det er meget sjældent, at de møder patienter, der ønsker at dø. Når først de er kommet ind i et godt forløb med palliativ behandling, prøver de at udnytte den sidste tid, de har, så godt de nu kan.«

Retten til at være til besvær

Merete Nordentoft mener, at der er flere misforståelser i debatten om aktiv dødshjælp i Danmark.

»Mange tror, at man i Danmark forlænger livet så længe som muligt, bare fordi man kan. Sådan er det ikke. Patienter kan frabede sig livsforlængende behandling, og læger er ikke forpligtet til at give det, medmindre det ligger i bestemte retningslinjer for en given sygdom.«

»Jeg synes, det er fantastisk vigtigt, at vi har den mulighed i Danmark. Hele Etisk Råd er enige om, at vi skal markedsføre og udbrede palliativ behandling endnu mere.«

Hun mener, at der er flere grunde til, at man skal passe på med at sammenligne Danmark for direkte med andre lande. For eksempel er der et økonomisk aspekt, der spiller ind i lande som USA.

»Vi kan se, at der er en lille gruppe i Oregon (6,1 procent i 2022, red.), der angav, at de ønskede aktiv dødshjælp, fordi de ikke havde råd til at blive behandlet. Det er selvfølgelig ikke en direkte bekymring i Danmark. Men det åbner for en anden bekymring,« forklarer hun.

»Der er grupper, der risikerer, at man kommer til at se på dem som noget, der potentielt kunne spares væk. Det er jo noget af det, handicaporganisationer har reageret på. Vi kunne ikke finde frem til en model for aktiv dødshjælp, hvor man fuldt ud beskytter det, vi kalder ‘retten til at være til besvær’.«

Professor i etik: »En disrespekt over for dem, der ønsker noget andet«

Thomas Søbirk Petersen har en helt anden holdning til aktiv dødshjælp end Merete Nordentoft og størstedelen af Etisk Råd, som han ikke er medlem af.

Som professor i etik ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC har han også beskæftiget sig indgående med emnet.

Han har så sent som i februar 2023 udgivet en forskningsartikel, der forholder sig til argumenter imod aktiv dødshjælp, i det videnskabelige tidsskrift Bioethics.

»For mig er der to helt centrale argumenter for aktiv dødshjælp,« fortæller han til Videnskab.dk.

»For det første kan vi med aktiv dødshjælp lindre smerten for personer med ubærlig lidelse, for eksempel døende personer der ikke har langt igen og ingen udsigt har til tilstrækkelig lindring.«

I Danmark har vi jo mulighed for at give passiv dødshjælp. Man kan standse livsforlængende behandling eller give smertelindring, selvom det kan føre til en hurtigere død. Er det ikke nok?

»Jeg forstår udmærket godt det udsagn. Man har muligheden for at skrue op for morfinen, velvidende at det nok vil afslutte livet. Men det tager jo altså noget tid. Og så findes der folk, der ikke kan tåle smertelindrende medicin. Der er sygdomme som for eksempel knoglekræft, hvor du ikke kan lindre smerten.«

»Det fører mig hen til det andet argument, nemlig selvbestemmelse. Det er jo en vigtig værdi i et liberalt samfund som vores, at man kan bestemme over eget liv,« siger han.

»Ja, man kan undlade at behandle, og så ligger folk ellers bare der i dage og uger og dør. Det er en disrespekt over for dem, der ønsker noget andet. Det er ikke sikkert, de synes, det er værdigt at ligge med voksenble eller slanger alle mulige steder.«

Bliver man presset til at holde sig i live?

Thomas Søbirk Petersen bliver også foreholdt Merete Nordentofts argument om, at selvmordsforskningen viser, at de fleste finder lysten til livet igen efter selvmordsforsøget.

»Det er fuldstændigt rigtigt, og vi skal bestemt redde folk, der ønsker at begå selvmord. Men når vi redder dem, er det jo, fordi vi har et håb om, at de får et godt liv på den anden side. Men hvis der bare er få dårlige dage eller uger igen, så er der jo ikke noget at redde. Så er der ikke noget tab ved døden.«

Han mener heller ikke, at argumentet om, at visse borgere kan føle sig presset til at modtage aktiv dødshjælp, er stærkt nok til at afvise legalisering i Danmark.

»Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på, om der sker et pres fra sundhedspersonalet og fra de pårørende,« medgiver han.

»Men man kan jo allerede lægge et moralsk pres på patienter, så de modtager passiv dødshjælp. Det er jo ikke utænkeligt, som systemet er i dag. Men jeg har aldrig hørt om, at det finder sted. Sundhedsvæsnet har jo i årtier vist, at det kan håndtere det mulige pres.«

Han afslutter med at slå fast, at selvom han er fortaler for aktiv dødshjælp, så håber han ikke nødvendigvis, at mange gør brug af det.

»Jeg håber, at man legaliserer aktiv dødshjælp i Danmark. Men det vil da gøre mig glad at se, hvis få ønsker at benytte sig af det. For så tyder det jo på, at den palliative behandling er nok. Det tror jeg desværre bare ikke, at den er.«