Dette er et sammendrag af et foredrag, som undertegnede gav på et seminar med titlen 'Debatkultur og demokratisk offentlighed' på Århus Universitet d. 20. november 2013.
Som forskere forventes vi at formidle. Denne forventning er jeg enig i, men den er ikke altid lige let. Slet ikke, hvis man forsker i politicerede felter, hvor både holdninger og følelser er i spil. Jeg har selv haft erfaring med at arbejde i sådanne felter (islamforskning og indvandrerforskning) over de sidste femten år, og har også haft ørene i maskinen et antal gange.
De erfaringer vil jeg lade ligge her, men komme med nogle generelle betragtninger om, hvordan det giver mening at arbejde med forskningsformidling indenfor disse felter – både som individuel forsker, og som forskningsmiljø.
Jeg håber ikke mindst, at oplægget kan bruges som et udgangspunkt for videre diskussion, hvad god videnskabelig formidling er - og hvordan vi som forskere kan hjælpe hinanden med det.
1. Samfundsforskere og humanister har et ansvar
Som samfundsforskere og humanister (det er det felt, jeg taler fra) har vi et ansvar for at udfordre eksisterende forståelser af virkeligheden – når det er relevant.
Vi kan ikke kræve, at vores input bliver taget alvorligt, at de ikke bliver modsagt eller kritiseret, men vi kan gøre klart både for os selv og overfor modtageren, hvilken faktualiseret kontekst (data, metoder, teorier) som vi taler ud fra, og hvordan.
2. Umiddelbart lyder det banalt
I vores forskningsformidling må vi tage hensyn til, hvem vi formidler til.
Der er forskel på, om vi taler ud i en bred offentlighed eller til et politisk niveau.
Umiddelbart kunne dette lyde banalt. At det ikke er det, vil jeg vende tilbage til.
3. Det giver mening at vende ideer med kollegerne
God forskningsformidling er baseret på en holdindsats.
Det kan godt være, at man som individuel forsker har siddet og nørklet længe med en undersøgelse, som man finder samfundsmæssig relevant, men det er min egen erfaring, at det giver god mening at vende ideer med forskerkollegaer og evt. en velfungerende kommunikationsafdeling, inden man går ud med budskabet.
Særligt, hvis det kan forstås som kontroversielt og provokerende. Formulerer man sig indenfor sådanne emner, er det vigtigt at forholde sig (selv)kritisk til, hvilke emner man faktisk kan sige noget om, og hvor argumentationen bliver mere tynd. Som forskere er vores bevæggrund for at deltage i den offentlige debat vores faglighed. I hvert fald, når vi har forskerkasketten på.
4. Det er vigtigt at ledelsen bakker de ansatte op
Kommunikation af forskning i kontroversielle emner synliggør nødvendigheden af et godt og velfungerende forskningsmiljø, som er vant til at kommunikere med offentligheden.
Det kan være hårdt for en kollega (eller for en selv) at få en seriøs afklapsning i medierne eller på diverse blogs (for det sker jo, også selvom man egentlig er sikker på, at man har gjort sit arbejde godt nok). Sådan er den politiske virkelighed, også for forskere, og nogen gange er vi politiske agenter, fordi vi siger det, som vi gør, og fordi vi bliver opfattet som sådan.
Her er både gode kolleger vigtige, men også en ledelse, som bakker sine medarbejdere op, og ofte også en god kommunikationsafdeling, som kan tage affære. Dette afskriver ikke forskerens eget ansvar for at levere et sagligt indlæg i debatten. Men det kan forhindre, at forskere lader være med at gøre det, fordi de ikke kan overskue konsekvenserne heraf, ikke mindst på det personlige plan.
5. Forskere kan ikke forvente nogen form for ophøjethed
Som forskere kan vi ikke kontrollere, hvordan vores udsagn i den politiske debat bliver brugt (ikke mindst, hvis det, som vi siger, går imod eksisterende forståelser af vores fælles virkelighed).
Vi kan ikke forvente nogen form for ophøjethed i forhold til andre deltagere i debatten, og vi kan ikke forvente, at vores faglighed alene giver vores budskab en særstatus.
Sådan fungerer den demokratiske samtale.
6. Nogle gange mangler der en forventningsafstemning
På den anden side kan vi og vores institutioner være (mere?) beviste om, hvilke fora, som vi taler ind i.
En myndighedsopgave (altså en opgave, som man udfører på foranledning og betalt af fx et ministerium og med fokus på specifikke problemstillinger og spørgsmål) bliver ikke til under samme præmisser som et forskningsprojekt betalt af et af de frie forskningsråd.
Her er det min oplevelse, at der til tider mangler en forventningsafstemning, som kan efterlade en af parterne utilfredse. Nogle forskningsinstitutioner er rigtigt gode til at håndtere den slags, blandt andet ved at lave ordentlige kontrakter og aftaler – andre er det i mindre grad, men kan blive det.
