Science og Nature bliver mindre vigtige

’Studiet er publiceret i det prestigefyldte tidsskrift Nature.’

Søger du i Videnskab.dk's eller forskning.no's arkiver, finder du den og lignende formuleringer gentaget gang på gang på gang. Science, Nature, Cell og nogle få andre videnskabelige tidsskrifter er nemlig generelt accepterede som de mest indflydelsesrige og vigtigste i verden. Det betyder, at det er i netop de tidsskrifter, du kan finde den bedste og vigtigste forskning.

Åbenbart er det ikke altid tilfældet. Nu viser det sig faktisk, at det er mere og mere sjældent.

I en stor analyse af studier og citeringer kommer det frem, at de bedst citerede artikler stadig sjældnere publiceres af tidsskrifterne med højeste 'impact factor', som er et mål for, hvor indflydelsesrigt tidsskriftet er.

»Den frie tilgængelighed på internettet bliver mere og mere vigtig,« mener palæontolog Jørn Hurum, som satser på andre strategier end publicering i toptidsskrifterne for at få sin forskning frem.

»Det er en tendens, der ikke kan vendes.«

Stadig færre af de bedste

25 millioner artikler, 820 millioner citeringer og 107 år – det er omfanget af analysen fra en håndfuld forskere fra Montreal i Canada. De har forsøgt at se på 'impact factor', citeringer og publiceringssted i sammenhæng, og de ser en klar ændring efter 1990.

Det år blev 45 procent af artiklerne med allerflest citeringer publiceret i tidsskrifterne med højeste 'impact factor'. I 2009 var andelen sunket til 36 procent.

Det betyder altså, at det er mindre sandsynligt, at de artikler, som er blevet mest omtalt af kollegaer, blev publiceret i det, som burde være de bedste tidsskrifter.

Jo flere citeringer en artikel får, jo bedre, for det betyder, at mange har læst og refereret til det, du har fundet ud af. 'Impact factor' er en beregning for det gennemsnitlige antal citeringer en artikel i et givet tidsskrift får over to år. Høj 'impact factor' er blevet et synonym for kvalitet.

Det er et indirekte mål, som i sin tid blev opfundet for at hjælpe bibliotekerne med at vælge, hvilke tidsskrifter de skulle abonnere på.

Nyheder og kommentarer giver topscore

Problemet er, at systemet indeholder fejl:

Et tidsskrift som Science får citeringer, hver gang nogen citerer hvad som helst, der publiceres i tidsskriftet.

Dermed er det positivt at have meget nyhedsstof og mange kommentarer og læserbreve, uden at det betyder, at der er meget eller bedst forskning i tidsskriftet.

Den skævfordeling er særlig god for netop Science og Nature, som publicerer meget stof, der ikke er videnskabelige artikler.

Spredningen af videnskab over World Wide Web har gjort, at tidsskriftabonnementer bliver stadig mindre vigtige. Vil du læse en artikel om nanosølv, slår du det måske op på Google Scholar og ser efter de bedst citerede artikler, mere end du skimmer gennem enkeltarkiver.

En af studiets forfattere, forskeren Vincent Larivière, mener, at internettet er årsagen til topjournalernes nedadgående tendens.

»Fra 1902 til 1990 var der en direkte sammenhæng mellem publiceringskanal og antal citeringer, men den sammenhæng bliver svagere og svagere. Digital teknologi har ændret måden, forskerne holder sig opdaterede på,« siger han i en pressemeddelelse fra University of Montreal.

Strategi for citering er vigtigere end tidsskriftet

»Så sejt!«

Det er førsteindtrykket fra Jørn Hurum, da forskning.no fortæller ham om den nedadgående tendens for toptidsskrifterne.

Jørn Hurum har gjort det til sin mærkesag at tænke anderledes om videnskabelig publicering. Da resultaterne fra syv år med udgravninger på Svalbard skulle publiceres tidligere i år, valgte Jørn Hurum og hans kollegaer at sende samtlige 18 manuskripter ind til det relativt smalle, men åbent tilgængelige Norsk geologisk tidsskrift.

På den måde kunne forskerne få publiceret alle artiklerne sammen. Det ville ikke have været muligt, hvis de havde forsøgt sig med publicering i for eksempel PNAS eller Nature.

»Hvilket tidsskrift det er, bliver mindre og mindre vigtigt, det, der tæller, er at have en strategi for, at andre skal citere dig, at du går ud og henvender dig til kollegaer og medier og får omtale,« siger han.

»Det samme gælder desuden for artikler i toptidsskrifterne, som for artikler i alle de andre tidsskrifter: Det store gennemslag gælder for bare nogle få af dem, selv der. Resten bliver næsten ikke læst af andre end forfatteren selv og hans kollegaer.«

Åben tilgængelighed er essentielt

Jørn Hurum fortæller, at antallet af resultater på Google for søgeordene ’Norwegian Journal of Geology’ er steget med næsten 10.000 siden specialnummeret som Svalbardfundene kom ud, fra cirka 34.000 resultater til over 43.300.

»Jeg arbejder meget med studerende, og når de foretager research til deres opgaver, ser jeg, at hvis de ikke få fat i et studie, der ligger som PDF på nettet, så gider de ikke bruge tid på den. De arbejder gerne hjemmefra og vælger det, som er åbent tilgængeligt i stedet for at betale for adgang med betalingskort.«

»Som forsker kan du ikke længere bare drive dit eget reklamebureau gennem Science og Nature. Engang var det sådan, at du blev udødelig, når du fik en forside der – sådan er det bare ikke længere,« mener Jørn Hurum.

Fortsat vigtigt, men tematik slår 'impact factor'

Der er relativt længe mellem, hver gang en norsk forfatter får sin artikel på tryk i Science. En af dem, som har fået det i 2012, er Mari Mette Tollefsrud, forsker ved Skog og Landskap i Ås.

Sammen med et internationalt team af kollegaer publicerede hun et studie om grantræer i istiden, og hun fortæller, at den gav gode tilbagemeldinger:

»For forskere er det stadig meget attraktivt at publicere i toptidsskrifterne. Jeg ved ikke, om de bliver citeret meget, men jeg læser i hvert fald alt det, der kommer af artikler inden for mit fagområde i topjournalerne,« siger hun til forskning.no.

»Jeg tror stadig, at 'impact factor' har meget at sige, du får jo masser af opmærksomhed, når studier bliver publiceret der.«

Og selvom det ikke bliver citeret, så foregår mange vigtige diskussioner inden for fagområderne i de mest attraktive tidsskrifter.

Men Mari Mette Tollefsrud fortæller også, at det primært er tematik og ikke 'impact factor', der afgør, hvor hun forsøger at få sine artikler publiceret.

»Det, jeg synes, er vigtigt, er at blive publiceret sammen med lignende temaer, at det er nogle journaler, jeg følger jævnligt, og at det er vigtigere, at forskningen bliver læst af de rigtige mennesker, end at 'impact factoren' er høj,« siger hun.

Kun fagfællevurderingen tilbage

Én ting er, om du er på udkig efter specifik viden om nanosølv i træningstøj – så kan en googlesøgning være den rigtige vej til målet. Men hvad hvis du kun er ude efter, om der sker 'noget sejt' i forskningsverdenen? Det kan nogle gange være tilfældet, og så er topjournalerne et godt sted at kigge.

Der ved du, at det, der bliver publiceret, i det mindste er vurderet til at være specielt godt af nogle fagfæller, selvom det videre ikke viser sig at være det allervigtigste og mest citerede, der skete på feltet.

Hvis den beskrivelse passer på dig, mener Jørn Hurum, at du ganske enkelt skal være mere aktiv:

»Det bliver meget vigtigere for eksempel at finde gode bloggere på fagfelterne, fremfor at følge de folk, som har indflydelse. Maillinglister, omtaler af forskning fra konferencer, det er metoder, man kan benytte sig af,« mener palæontologen.

Ifølge forfatter Vincent Larivière hverken kan eller bør forskning længere vurderes kun ud fra den 'impact factor', som det tidsskrift, der publicerede forskningen, har.

»Det er bedre at bruge antal citeringer direkte, som er det virkelige mål for en artikels indflydelse,« mener han.

»Tidsskrifter har kun én eneste funktion tilbage: fagfællevurdering.«

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson