Samsovning: Kan barnet blive ‘for gammel’ til at sove sammen med forældrene?

Den amerikanske skuespiller Alicia Silverstone fortalte for nylig i en podcast, at hun sover sammen med sin 11-årige søn. Hun forklarede, at hun 'bare følger naturen'.

»Bear og jeg sover stadig sammen,« fortalte hun The Ellen Fisher Podcast for nylig. »Jeg får nok på puklen for at sige det, men jeg er egentlig ligeglad.«

Akkurat som Alicia Silverstone Silverstone spåede begyndte kritikken hurtigt at vælte ind.

Fans beskyldte hende for at 'ødelægge' sit barn, mens andre kaldte det 'klamt'. Der var en psykolog, der udtalte, at det vil skabe 'problemer med at sætte grænser'.

Ikke i sig selv noget galt med samsovning

Jeg er psykolog og leder af en klinik med speciale i søvnbesvær hos børn fra fødslen til 18 år. Desuden forsker jeg i pædiatrisk søvn.

Jeg har selv oplevet de stærke holdninger, folk har om forældre, der enten sover - eller ikke sover - sammen med deres børn.

Man skal naturligvis være opmærksomme på sikkerhed og pludselig uventet spædbarnsdød (vuggedød), hvis man sover sammen med spædbørn, men er der egentlig ikke i sig selv noget galt med at sove sammen med ældre børn.

Hvor almindeligt er samsovning?

Samsovning er, ligesom mange aspekter af forældreskabet, ofte genstand for voldsomme uenigheder.

Mens fortalerne hævder, at det gavner forældre-barn-tilknytningen, reducerer barnets angst og hjælper barnet med at sove, påstår kritikerne, at det hæmmer barnets selvstændighed og forstyrrer forældres søvn og intimitet.

Men samsovning er mere udbredt, end de fleste måske er klar over, og det er underrapporteret.

Jeg har i mit arbejde oplevet, at forældre - før barnet bliver født - ofte fortæller, at de ikke vil sove sammen med barnet, men at de ofte ender med at gøre det over tid.

Data om udbredelsen af samsovning hos børn i skolealderen i vestlige lande er sparsom, men nyere studier viser, at:

• 25 procent af præ-teenagerne i Kina samsover
• 47 procent af børn i skolealderen i Brasilien sover i deres forældres seng i hvert fald en gang imellem
• 30 procent af børn i skolealderen i Italien samsover

Hvorfor er samsovning så ilde set i vestlige lande?

I Vesten opstod idéen om, at børn skulle sove alene, først i det 19. århundrede.

Før denne tid var normen det fælles hjem og det fælles soveværelse, som blev delt af søskende og forældre, hvilket stadig er tilfældet i mange samfund.

Men med fremkomsten af kernefamilien i den victorianske periode opstod behovet for øget disciplin med børn, der var uafhængige af deres forældre.

Soveværelset blev 'privatiseret'. Man mente, at man fremkaldte selvregulering hos børnene ved at lade dem sove alene. Samsovning blev også set som noget 'fattige mennesker' gjorde, fordi velhavende familier havde råd til en seng til hvert barn.

I begyndelsen af det 20. århundrede var der frygt for, at man gennem en overbærende forældrestil forkælede børnene, og samsovning blev sidestillet med at opdrage dovne og vanskelige børn.

Hvad siger forskningen?

Børn er sociale dyr, som ikke er biologisk skabt til at sove alene. Det er noget, de ofte har brug for at lære med støtte fra en forælder eller en anden voksen omsorgsperson.

Selvtillid og resiliens nok til at sove alene er ikke en selvfølge, og en del børn, især sensitive eller ængstelige børn, har brug for mere tid og hjælp.

Der er ingen videnskabelig tidsramme for, hvornår det bør ske - kun samfundsmæssige forventninger.

Faktisk bekræfter forskning at støtte og omsorg for et sensitivt barn, mens det lærer at sove alene (hvis det er nødvendigt eller ønsket), er mere effektivt end at tvinge barnet til at sove alene.

Større afhængighed er en myte

Ét af hovedargumenterne imod samsovning er, at børn, der sover sammen med forældrene, bliver mere afhængige af deres forældre - både når de skal sove og generelt.

Det betragtes som en dårlig vane, der vil blive svær at bryde.

Forældre kan blive advaret 'en gang samsovning - altid samsovning'. Men forskningen understøtter ikke denne påstand.

Faktisk viser forskning, at selvom samsovning kan resultere i en midlertidig afhængighed af en forælder, resulterer det på længere sigt i, at et mere modstandsdygtigt barn, der opnår evnen til at sove alene, når de er bedre i stand til at klare det.

Et barn, der samsover, fortsætter heller ikke nødvendigvis med at samsove.

Ingen aldersmæssige 'retningslinjer'

I takt med at barnet bliver ældre, går det at sove alene og stigende selvstændighed ofte hånd i hånd.

I lighed med alle andre indlærte vaner hos ældre børn, som eksempelvis selv at klæde sig på og rydde op på sit værelse, vil børn ikke altid have brug for, at deres forældre gør det for dem, og når forældrene finder det passende, kan de lære og vejlede barnet at gøre det selv.

Der er ingen retningslinje for en alder, hvor samsovning skal stoppe eller starte, ligesom der ikke er nogen retningslinje for, hvornår tøjdyr bør kasseres.

Disse faktorer er i høj grad drevet af samfundets forventninger og forældrenes eget valg (som selvfølgelig er påvirket af samfundet).

Bekymret for, at dit barn er 'for gammel' til samsovning?

Hvis du som forældre nyder at sove sammen med dine børn, men synes, du ‘bør’ stoppe, så er det værd at holde følgende for øje:

• Samsovning har et dårligt ry. Der er sociale myter om, at samsovning er ‘dårligt’, og det udvikler uhensigtsmæssig adfærd i både dag- og nattetimerne, afhængighed af forældrene og livslange dårlige vaner. Men samsovning i sig selv har ikke negative effekter.
• Hvis dit barn samsover, så overvej årsagerne til, at de gør det. Er det på grund af angst, sensitivitet eller søvnforstyrrelser? Hvis det er tilfældet, kan disse faktorer effektivt blive behandlet hos en fagperson.
• Måske kan du bare godt lide at sove sammen med dit barn. Så længe der ikke er nogen forpligtelser – begge parter gør det, fordi de vil – er det ikke noget problem.
• Både forældre og barn kan holde op med at sove sammen, når de vil. Samsovning er en indlært adfærd, som til enhver tid kan aflæres. Børnepsykologer og en praktiserende læger tilbyder i stigende grad interventioner for at vænne børn til at sove alene, samt forældrestrategier for at hjælpe det med at ske på en børnevenlig og støttende måde.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.