Vi ved, at på trods af at langt de fleste børn i Danmark går i dagtilbud, er det ikke alle børn, der har samme muligheder eller får samme udbytte af at gå i dagtilbud som deres jævnaldrende.
\ Historien kort
- Det er muligt at udvikle ressourcerne hos børn fra alle samfundslag gennem videns- og praksisbaseret udvikling af dagtilbud.
- Ved at styrke udsatte børns trivsel og læring fra en tidlig alder kan man på sigt skabe mere lighed i det danske uddannelsessystem.
- Tid, ressourcer og et tæt samarbejde med forskere, kommuner og professionshøjskoler er afgørende for, at man kan gennemføre en succesfuld omstilling af de danske dagtilbud.
Børn, der vokser op under socialt belastende vilkår, er i risiko for ikke at have de samme muligheder i daginstitution, skole og uddannelse.
Det er den risiko, vi her kalder den negative social arv og konsekvenser af ulighed.
I dag er der forskningsmæssig og politisk opmærksomhed på, at dagtilbud spiller en afgørende rolle - ikke kun for det enkelte barns læring, udvikling og trivsel, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv. Man ved nemlig, at det er her, potentialerne for social mobilitet og mønsterbrud skal findes.
Gennem videns- og praksisbaseret udvikling af de danske dagtilbud kan man styrke børns ressourcer generelt – og de børn, som vi betegner som de mest udsatte, kan på nogle områder opnå særligt store effekter af indsatsen.
Det har forskningsprojektet ’Vidensbaseret indsats i dagtilbud’ vist.
Men det har også vist, at der både er åbenlyse og implicitte udfordringer, som kan stå i vejen.
Tidlig indsats er nøglen til mønsterbrud
International forskning viser, at indsatser, der begynder tidligt, er effektive i den forstand, at de får børn til at klare sig bedre i børnehaven, skolen, på uddannelsen og videre frem gennem livet.
Dansk forskning viser, at dagtilbud, der er karakteriseret ved, at der er mange uddannede professionelle, styrker børn på længere sigt målt på karaktergennemsnit ved 9. klasses afgangsprøve.
Anden dansk forskning, som jeg selv stod bag i 2005, har vist, at der er en risiko for, at socialt udsatte børn ikke ’ses’ eller ligefrem ’hægtes af’ gennem dagtilbudshverdagen.
Forskningen peger altså på, at dagtilbud kan gøre en positiv forskel, men også på at det ofte ikke sker. Der er derfor behov for at gå nye veje i såvel praksis som forskning.
I løbet af årene 2010-2013 gennemførte jeg, sammen med kolleger fra Aarhus Universitet, et projekt i fire kommuner, som havde deltagelse af 129 dagtilbud, 7.000 børn og deres forældre, cirka 250 professionelle og ledere samt kommunale konsulenter og professionshøjskoler, finansieret af Socialministeriet.
Formålet med projektet, kaldet ’Vidensbaseret indsats over for socialt udsatte børn i dagtilbud’ (VIDA), var at undersøge, om efteruddannelse af professionelle kunne styrke børns trivsel og læring. Resultaterne blev målt gennem et effektstudie og et casestudie.
Dagtilbud involverer forældre
Et af de dagtilbud, som deltog i undersøgelsen, var børnehaven Villa Maj. I forbindelse med undersøgelsen lavede Villa Maj en analyse af deres aktuelle praksis for at finde ud af, om der var noget, de skulle arbejde på.
Dagtilbuddet ønskede at forandre og fokusere mere på udsatte børn ud fra et ressourcesyn, børnefællesskaber og børns læringsidentitet. De gennemførte i en periode på en måned et eksperiment, som rettede sig imod at udvikle børns relationer og læring.
De lærte at fokusere på den lille gruppe af 3-åriges særlige interesser og behov. Sanglege var en god metode for denne aldersgruppe, da brugen af hele kroppen skærper læringen, giver tryghed og giver alle børn mulighed for at deltage i et fællesskab.
De ønskede også at styrke forældreinddragelsen. Forældrene blev derfor opfordret til at synge den valgte sang derhjemme – det var en hjemmeopgave, og forældrene fik et brev, en CD og en printet sang med hjem.
Forældrene blev også inviteret til en workshop en eftermiddag i Villa Maj, hvor de kunne komme og synge sangen igennem, øve de tilhørende fagter og lære børnemassage med deres barn.
Forældrene blev på den måde aktivt deltagende i dagligdagens aktiviteter.
Forældrene blev også involveret i evalueringen af eksperimentet. Konklusionen var, som lederen udtrykker det, at »især sårbare børn fik øget deres selvværd gennem eksperimentet.«
»Vi så, at denne gruppe børn fik en oplevelse af, at »her er noget, jeg er god til« og »at det havde betydning for de andre børn.«
Sådan gjorde pædagogerne
Projektet baseres på tre grundlæggende perspektiver:
- Et ressourceperspektiv
- Et aktivt læringsperspektiv
- Et organisatorisk læringsperspektiv
Projektets hensigt var at bidrage til forandringer i dagtilbud gennem læringslaboratorier og eksperimenter.
Der blev afholdt læringslaboratorier for en pædagog og leder fra hvert dagtilbud (syv om året over to år, og tre ekstra praksisudviklingsforløb).
Desuden deltog ledere i todages læringslaboratorier –med henblik på at udvikle lederopgaven. Endelig var der tilknyttet et forældreinvolveringsforløb.
Deltagerne arbejdede med:
- Viden og refleksion – baseret på forskning og teorier om børn og udvikling – og ikke mindst om, hvad der karakteriserer børn i udsatte positioner
- Analyse og handling – ethvert forløb forudsatte, at hele personalet havde analyseret på de medvirkende børn og forudsætningerne for de eksperimenter, man ville sætte i gang
- Organisatorisk læring – lederen og de medarbejdere, der havde været på læringslaboratorier, skulle videregive deres viden til de øvrige ansatte.
- Eksperimenter – som skulle vare minimum en måned, så resultaterne ikke blev for tilfældige eller ikke var efterprøvede
- Innovationsfællesskaber – en todages workshop, hvor man arbejdede sammen med andre (dagtilbud og kommuner) om projektet, evaluering og ledelsesrollen. Forløbene blev gentaget et år efter.
\ Læs mere
Hjælp til at ændre barnets syn på sig selv
Men lad os tage et eksempel mere.
Børnehuset Bækkestien havde analyseret sig frem til, at de ville have mere aktive børn og masser af læring, både kognitivt og socialt.
Analysen af Bækkestien havde vist, at nogle børn ikke deltog så aktivt i ‘samlingen’. De børn var i fare for blive passivt deltagende under samlingen - at blive ‘hægtet af’ så at sige.
Bækkestien ville gerne forandre dette mønster. De valgte derfor at opdele børnene i mindre grupper, hvor børn med forskellige forudsætninger blev sat sammen i en dynamisk læringssammenhæng. Det vil sige, at aktiviteten blev organiseret, så børnene kunne lære af hinanden, supplere hinanden og ‘få øje på hinanden’.
Konkret arbejdede de med ‘matematiske udtryksformer’ og målet var, at alle børn skulle lære om geometriske begreber og former ud fra deres forskellige forudsætninger.
Et rumskib blev bygget og italesat, og især udsatte børn havde gode ideer til denne konstruktion, selvom det faldt dem svært at italesætte det.
De kunne i stedet ’gøre det’. I efterfølgende samling var ethvert bidrag vigtigt for sammenhængen, og de, der ikke før deltog, var nu aktivt involveret.
Alle voksne var involveret i at evaluere forsøget. Evalueringen var positiv, og afspejlede, at de involverede børn havde fået stor gavn af projektet. I forbindelse med evalueringen udtalte lederen af Bækkestien:
»Måden, hvorpå vi ser på et barn, er med til at bestemme barnets syn på sig selv. Det lys, dette kaster på barnet, er med til at skabe dets dannelse af identitet, som en der kan.«
\ Læs mere
Projektet har forbedret børnenes trivsel
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Resultaterne viser, at alle de involverede børn fik udbytte af projektet – både dem, som blev kategoriseret som udsatte og dem, som ikke gjorde.
Der var blandt andet en særskilt positiv effekt for børn af anden etnisk baggrund samt børn fra lavindkomstfamilier, idet kammeratskabsproblemer for disse børns vedkommende blev mindsket betydeligt gennem indsatsen. På de andre dimensioner var der ikke særskilt effekt for udsatte børn.
Endvidere er praksis i dagtilbuddene blevet mere vidensbaseret, målrettet og systematisk. Den pædagogiske indsats er således blevet fornyet i langt de fleste VIDA dagtilbud. Børnene har derfor fået nye muligheder gennem den eksperimenterende tilgang, som er knyttet til projektet.
Det viser sig, at hvis dagtilbud får optimale vilkår, teoribaseret viden og tid til at kunne analysere, reflektere, og eksperimentere i hverdagen, så opnår man resultater.
Det skal selvfølgelig kombineres med støtte fra kommunen i form af pædagogiske konsulenter, samt kvalificerede forskere og undervisere fra professionshøjskoler, som kan dele deres viden og erfaringer med dagtilbuddene.
Gode strukturelle betingelser fremmer desuden effekter af indsatsen. Vi har blandt andet fundet ud af, at en høj grad af medarbejderstabilitet fremmer indsatsens effekter.
Vi har også set, at børnesammensætning har en stor betydning. Hvis andelen af udsatte børn i dagtilbuddene er under 40 procent fremmes effekterne. Men hvis der er over 40 procent udsatte børn, betyder det mindskede effekter.
Især de mest udsatte børn dannede nye relationer i løbet af projektet, og de oplevede sig selv som dygtige til at lære i fællesskabet. Derudover viser det sig, at forældres aktive medvirken understøtter børns udvikling på flere af disse dimensioner.
\ Læs mere
Kan mindske den uddannelsesmæssige kløft
Opsummerende peger analyserne på, at dagtilbud, der arbejder intenst og målrettet på at skabe forandringer, kan opnå gode resultater og dermed potentielt bidrage til at mindske uddannelsesmæssige gab mellem børn af forskellig baggrund på længere sigt.
Resultaterne stiller krav til såvel politikere som kommuner om at optimere betingelserne for at skabe forandringer i dagtilbud.
Dette kan ske ved øget satsning på efteruddannelse, ændrede arbejdsrutiner og-betingelser (tid og ressourcer) i dagtilbuddene og etablering af partnerskaber mellem forskning, uddannelse og praksis.
