Tidligere minister, redaktør og jurist Viggo Hørup udtalte på et offentligt møde i 1878: »Ingen over eller ingen ved siden af Folketinget.«
Der er sket meget siden Viggo Hørups tid, men hans ord gælder også i dag, hvor Danmark blandt andet har tilsluttet sig flere internationale konventioner, og hvor Danmarks medlemskab af EU betyder, at fælles europæisk lov på visse områder har forrang over dansk lov.
Men selvom Folketinget er den øverste lovgivende forsamling, har vi alligevel andre reguleringsformer i Danmark, som ikke udspringer af lovene fra Christiansborg.
I modsætning til de fleste andre europæiske lande er det danske arbejdsmarked nemlig helt overvejende reguleret via kollektive overenskomster, som er indgået frivilligt mellem arbejdsmarkedets parter, dvs. fagforeninger og arbejdsgiverforeninger.
Det er dermed arbejdsmarkedsparterne selv, der i vid udstrækning aftaler de forhold, der er gældende på det danske arbejdsmarked, ikke lovgivning fra Christiansborg. Det gælder blandt andet forhold som løn og arbejdstid.
I Danmark findes derfor heller ikke en mindsteløn fastsat ved lov, som man eksempelvis finder i de fleste andre europæiske lande.
Den danske model hviler på selvregulering
Denne særlige danske reguleringstradition kaldes også populært for 'den danske model'.
Modellen har en lang historie, hvor det famøse Septemberforliget af 1899 står som en afgørende milepæl, da arbejdsmarkedets parter her blev enige om de grundlæggende spilleregler for forhandling og regulering.
Septemberforliget af 1899 betegnes derfor også med rette som 'arbejdsmarkedets grundlov'.
Den danske model hyldes ofte ved skåltaler som en central del af den måde, hvorpå vi har indrettet vores samfund.
Og forskning viser, at modellen har mange økonomiske og sociale fordele for både arbejdsgivere, lønmodtagere og den danske samfundsøkonomi generelt.
En væsentlig forudsætning for, at den danske model kan fungere, er, at politikerne på Christiansborg overlader reguleringen af arbejdsmarkedet til parterne selv.
Politikerne afstår derved fra at lave love om eksempelvis løn, selvom de har den parlamentariske magt til det. Dette forhold kaldes også for 'selvreguleringsprincippet'.
Lovindgreb i overenskomstforhandlinger
Men det sker alligevel, at Folketinget blander sig i overenskomstforhandlinger.
Traditionelt set er det sket, når parterne har haft svært ved at nå til enighed om overenskomster via forhandling, mægling eller især arbejdskonflikt – oftest strejke.
I forbindelse med Kanslergadeforliget i 1933 greb den danske regering for første gang aktivt ind i arbejdsmarkedsparternes overenskomstforhandlinger.
Siden har skiftende regeringer grebet ind mere end 50 gange i parternes forhandlinger – sidste gang, det skete, var i forbindelse med den såkaldte lærerlockout i 2013. Et indgreb, som sidenhen har fået megen opmærksomhed.
Når en regering vælger at gribe ind i overenskomstforhandlinger, sker det ved et lovindgreb. Det betyder, at Folketinget vedtager en lov, som så erstatter den overenskomst, som parterne ikke var i stand til at nå til enighed omkring.
Når en regering vælger at lave et lovindgreb, har det karakter af en 'de facto voldgift'. Dvs., at det er regeringen, der bestemmer, hvordan loven skal se ud. Der er ingen over eller ved siden af Folketinget.
Når det gælder det offentlige område, er alle arbejdskonflikter siden 1985 (på nær konflikterne i 2008 som en væsentlig undtagelse) blevet afsluttet med et lovindgreb (se tabellen 'Konflikter på det offentlige område fra 1969 - 2013').
\ Kilder
- ’Forskningsrapporten: Offentlige overenskomstforhandlinger og konfliktløsning - Danmark i et nordisk perspektiv’, Høgedahl, L. (2017)
- Laust Høgedahls profil (AAU)
- Due, JJ & Madsen, JS 2012, 'Når trepartssamarbejde skaber reformer: Historien om trepartssamarbejde i Danmark i lyset af 25-året for Fælleserklæringen af 1987'. Pension Danmark og FAOS, Kbh.
