Hvis du nogensinde har overvejet, om man kan analysere en tegneserie, er svaret ja. Tegneserie-forskere gør det hver dag.
Men ligesom der er forskel på film og romaner, er tegneserie-mediet også noget særligt. Derfor skal du gribe tegneserie-analyser an på en helt bestemt måde.
Det er en fremgangsmåde, som er den samme, uanset om du vil analysere en klassisk tegneserie som ’Lucy Luke’ eller ’Edderkoppen’ – eller en graphic novel som ’Sin City’ eller ’Persepolis’.
Det fortæller Anne Magnussen, lektor ved Institut for Historie, Syddansk Universitet. Hun er leder af det nordiske netværk af tegneserie-forskere NNCORE. Og hun har indvilget i at fortælle, hvordan man analyserer en tegneserie.
Dan dig et overblik – og gå så i detaljen
Anne Magnussen fortæller, hvordan man som gymnasieelev kan få lige så meget ud af en god tegneserie, som en roman:
1: Overblik
Dan dig et første overblik over, hvordan tegneserien overordnet er bygget op. Det sker meget nemt ved at læse den og bladre den igennem bagefter.
2: Systematisk gennemgang af del-elementer
Tag så en side ad gangen, og se, hvad der er i hver billedramme: Hvad er der af forskellige typer ’tegn’ – altså forskellige genstande og figurer i rammerne?
-
Nogle tegn findes i tegning-form. For eksempel en tegnet vodoo-dukke, et smilende ansigt eller Kong Ottokars scepter.
- Andre tegn findes i tekst-form. Nogle i bobler, andre optræder som ’lydord’ – for eksempel ’Crash!’ Der kan også optræde ’påsat tekst’, for eksempel en kasse, hvor der står ’Samme dag et andet sted’.
3: Se på hele siden i sammenhæng
Zoom så ud på hele siden. Står billedrammerne lige, og har de samme størrelse? Eller bruger tegneserie-forfatteren rammernes størrelse og form til at fremhæve særlige pointer i historien?
4: Hvordan passer siden ind i hele tegneserien?
Analyser så hvilken betydning det har, at for eksempel rammer eller talebobler ser ud på en bestemt måde. Det kan du vurdere ved at se på, hvordan teksten spiller sammen med tegningerne.
-
Hvilken betydning har det, at nogle billedrammer er større end andre? Fremhæver de noget særligt smukt? Eller et højdepunkt i historien?
- Og hvad betyder det, når et et ord som ’Hjælp!’ for eksempel står med ekstra store bogstaver i en taleboble? Det kan man se ud fra tegningerne, som taleboblen befinder sig ved siden af. Er det et råb om hjælp, eller måske en humoristisk kommentar til en ven?
»Man går ned og ser på de enkelte tegn og undersøger, hvordan de bliver brugt. Det er ligesom når man skal analysere en roman: Hvilke ord bruger forfatteren til at skabe et særligt indtryk af en person?«
»Alt det her er rugbrødsarbejdet i analysen. Faktisk er det sjældent hverken interessant eller relevant at lave en minutiøs gennemgang af alle tegnene i en tegneserie. Men det er nødvendigt de steder, hvor vi får noget væsentligt at vide. For ved at se på tegnene, kan vi se, hvordan dét bliver fortalt,« siger Anne Magnussen.
En tegneserie kan for eksempel fremhæve et dramatisk højdepunkt ved at placere det i en ekstra stor ramme. Eller ved at placere det lige efter et sideskift, så det skaber en ’chok-effekt’, når man slår op på det.
5: Hvad vil tegneserien fortælle?
Når du har styr på, hvordan historien i tegneserien bliver fortalt, kan du dykke ned i selve fortællingen. For så kender du dens virkemidler i mindste detalje, og du kan til enhver tid argumentere for din tolkning, ved at henvise til virkemidlerne.
- Spørg dig selv, om særlige værdier bliver fremhævet? Og om der er nogle overordnede temaer?
»Det kan man gøre på samme måde, som når man analyserer en tekst i danskfaget. Men ved at lave rugbrødsarbejdet først, bliver du opmærksom på detaljer i historien, som du ellers nemt kunne overse.«
»Detaljerne er vigtige, for det er dem, der er grunden til, at du får det indtryk af tegneserien, som du får,« siger Anne Magnussen.
Du kan læse mere om at analysere tegneserier i bogen ’Analyse af billedmedier’, hvor et kapitel om tegneserier er skrevet af Anne Magnussen og Hans-Christian Christiansen (Forlaget Samfundslitteratur).
Her på Videnskab.dk kan du læse mere om, hvad der gør tegneserier til et unikt medie, i artiklen: Derfor er tegneserien et fantastisk medie.






























