Russisk angreb på Danmark »kan blive 9. april om igen«: Ny rapport dumper det danske forsvar

Hvis den russiske krigsmaskine rent hypotetisk skulle tage en stejl vending fra kampene i Ukraine og stikke mod nord i et angreb på Danmark, ville det danske forsvar ikke være klar til at stå imod.

»Vi ville stå i en 9. april-lignende situation igen,« lyder vurderingen fra militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen med henvisning til den gnidningsfrie tyske besættelse af Danmark 9. april 1940.

Jens Wenzel Kristoffersen forsker i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, og han står bag en ny analyse af Danmarks militære og forsvarsmæssige udfordringer efter den russiske invasion af Ukraine.

Og konklusionen i den danske miltærforskers analyse er temmelig nedslående læsning:

Samlet set har »forsvaret i den aktuelle situation overordentligt vanskeligt ved at leve op til forsvarsloven, ikke kun hvad angår det nationale forsvar, men også med hensyn til at kunne indgå på tilfredsstillende vis i NATO’s kollektive forsvar,« lyder det.

»Det betyder, at vi ikke er i stand til at forsvare Danmark, hvis det skulle komme til et angreb mod Danmark,« lyder det klare budskab fra Jens Wenzel Kristoffersen, der har en fortid som søofficer i Forsvaret.

»Der har hersket en kolonihave-mentalitet i Danmark om, at det hele nok skulle gå, når det kommer til stykket. Men ser man på, om vi ville kunne leve op til vores egne og NATO’s forsvarsmæssige forpligtelser, er svaret klart nej,« tilføjer militærforskeren.

Analysen er præsenteret i et kapitel i Center for Militære Studiers rapport ‘Efter freden - Ukrainekrigens betydning for dansk og europæisk sikkerhed’. Den udkom i slutningen af juni.

Store mangler i det danske forsvar

Konkret kan Danmark ikke stille med den 4.000 mand store brigade, som er NATO's styrkemål til Danmark.

»Vi kan ikke stille med så stort et beredskab. De er ikke uddannet, de er ikke klar, og det bliver de ikke foreløbigt,« siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Så vi kan ikke leve op til vores militære forpligtelser i forsvarsalliancen - det har været kendt og beskrevet i flere år nu.

Men det er ikke bare vores NATO-forpligtelser, vi ikke ville kunne efterleve. Det er også vores egne.

Hvis der skulle opstå krig i Østersøen, ville Danmark ikke kunne regne med, at NATO vil sætte alt ind på at redde os. Derfor er det bekymrende, at vi på nuværende tidspunkt ikke selv ville kunne forsvare et angreb, mener Jens Wenzel Kristoffersen:

»Vi ville med flådens fregatter kunne lave et områdeluftforsvar - eksempelvis over København, en anden større dansk by eller en militærinstallation som en af vores flådestationer. Og dette ville være begrænset i tid og kapacitet. Men mere kan vi heller ikke.«

»Kommer der bølger af fly og missiler ind, så er det et spørgsmål om timer og dage, før vi må give op. Og hvis vi blev ramt af samme kraft, som Ukraine gjorde, ville det have set meget sløjt ud i Danmark,« lyder hans vurdering, inden han lister en række mangler op:

• Danmark har 5 fregatter i flåden, men vi har kun bemanding til 3.
• Danmark har ingen missiler, der kan forsvare os mod missiler, som flyver med hypersoniske hastigheder. Dette ville kræve, at vi eksempelvis indkøbte de amerikanske SM6-missiler til flådens fregatter og samtidig fik nye radarer på skibene.
• Danmark har ingen ubåde, og vi er dermed ‘søblinde’ under havoverfladen og kan ikke forsvare os mod andre ubåde på samme vis som eksempelvis svenskerne, tyskerne og nordmændene kan.
• Danmarks civile beredskab er heller ikke gearet til et angreb - de færreste danskere ved for eksempel, hvor det nærmeste beskyttelsesrum er.
• Og det største problem overhovedet: Danmark kæmper med at rekruttere og fastholde mandskab i Forsvaret.

Jens Wenzel Kristoffersens analyse er udelukkende rettet mod militære kampe - og altså ikke angreb på cyberområdet, den danske infrastruktur og lignende mål. Men her ser det heller ikke godt ud, hævder den tidligere søofficer.

Situationen i Baltikum er mere anspændt end nogensinde før.

Militæranalytiker fra Forsvarsakademiet Esben Salling Larsen er i store træk enig i analysen:

»For mig er det ikke en aha-oplevelse at læse analysen,« siger Esben Salling Larsen, der er major og underviser ved Center for Værnsfælles Operationer ved Forsvarsakademiet.

»Vi er enormt heldige, at vi har eksempelvis Polen, der ligger, hvor det gør, og skærmer af for Rusland. For vi er ikke velforberedte, hvis der skulle opstå en konflikt i Østersøen. Lige nu bliver vi reddet af en heldig placering. Men jeg synes bestemt, at vi skal gøre mere for at se, hvordan vi kan bidrage til festen, når det kommer til vores NATO-forpligtelser,« lyder vurderingen.

Er krig i Danmark realistisk?

Vores egen forsvarsløshed lyder nok skræmmende. Men hvor stor risiko er der så egentlig for, at Rusland vil gå direkte i flæsket på Danmark?

Spørgsmålet tager Jens Wenzel Kristoffersen også livtag med i sin analyse:

»Er der en trussel mod Østersøen og Danmark specifikt? Jeg tror, den er forsvindende lille i øjeblikket,« lyder den mere opmuntrende del af søofficerens analyse.

»Men det er ikke det samme som at sige, at det ikke kan ændre sig over nogle år,« tilføjer han.

Men hvis ikke det er realistisk, hvori består nytten så af den analyse, du har lavet?

»Man bliver nødt til at se situationen på to måder. Ét er spørgsmålet om evner til krig, og ét er spørgsmålet om vilje til krig.«

»Når det kommer til evner, gælder det om at se, hvor stor militær styrke Rusland har sat op overfor Vesten og Danmark: Hvilken evne har Rusland til at før krig. Det er vigtigt at tage alvorligt. Min konklusion er, at Rusland har en kapacitet og evne til at gå i krig, hvis Putin ville.«

»Viljen til krig i Østersøen er der så måske ikke fra russisk side i øjeblikket. Men viljen er svær at spå om, og den kan ændre sig på kort tid. Vi har en flydende situation nu, og vi har ikke set effekten af den fulde europæisk sanktionspakke endnu, hvor der eksempelvis lukkes for al russisk gas.«

»Efter invasionen af Ukraine har der været bekymring om, hvorvidt krigen kan sprede sig til vores nærområde i Østersøen. Så det nyttige består i at skabe et overblik over, hvad vi står overfor lige her og nu, hvis det skulle ske.«

I militærstrategisk termer kan man sige, at Danmark er gået fra at være en frontlinjestat, der har visse forpligtelser til at bevare sikkerheden i sit området og mod en fjende, til at blive et opmarch-område, hvor vestlige styrker vil samles i tilfælde af en konflikt, forklarer Jens Wenzel Kristoffersen.

»Vi er blevet lidt klogere efter Ukraine-krigen. Vi har lært, at den russiske vilje til krig er større, end vi havde regnet med,« supplerer Esben Salling Larsen, der dog vurderer, at »risikoen for en direkte invasion af Danmark er lav«:

»Risikoen for hybrid-angreb er større. Tilsvarende er risikoen for angreb med missiler og elektronisk krigsførelse mod dansk territorium også større, såfremt NATO og Rusland kommer i konflikt i Baltikum og Polen.«

Ruslands enorme reserver

I sin analyse har Jens Wenzel Kristoffersen derfor også lavet en simpel optælling af styrkeforholdene mellem Rusland og de vestlige landes militær i Østersøområdet:

Jens Wenzel Kristoffersen fremhæver, at en af russernes store styrker skal findes i deres næsten bundløse hær af reservesoldater, i tilfælde af at Putin skulle vælge at mobilisere til krig:

»Ingen ved præcis, hvad Rusland kan formå at mobilisere, hvis det skulle blive til en fuld mobilisering i Østersøen. Men de har 2 millioner mand i reserve. Om de er trænede og er i stand til at føre krig er en anden snak,« påpeger militæranalytikeren.

Den monstrøse russiske krigsmaskine er også blevet luftet under de op til 200.000 mand store russiske krigsøvelser, kaldet Zapad-øvelserne, hvoraf den seneste blev afholdt i 2021. Under Zapad-øvelserne træner russerne specifikt scenarier, hvor Vesten og NATO er fjenden.

Jens Wenzel Kristoffersen har her bemærket, at den russiske hær er »forholdsvis dygtig til at udføre landsætningsoperationer, koordineret med fly, helikoptere og amfibiske (brugen af krigsskibe til at påvirke landområder, red.) styrker«.

»Men noget andet er virkeligheden, hvor de faktisk møder modstand og får taget kampvogne og infanteri (fodfolk, red.) ud. Så går det måske knap så godt,« siger han.

Invasionen af Ukraine har eksempelvis afsløret en række væsentlige svagheder ved det russiske krigsapparat.

»Set fra et vestligt militærstrategisk perspektiv har den russiske kampagne i Ukraine nemlig foreløbigt – især i krigens tidlige fase – budt på flere afgørende fejl,« skriver Jens Wenzel Kristoffersen i sin analyse.

Vi bør have flere soldater på Bornholm

I sin analyse nævner Jens Wenzel Kristoffersen også, at Rusland er dygtige til såkaldte A2/AD-aktiviteter - en strategi, »der har til hensigt at forhindre fjenden i at komme ind i og operere i et bestemt område«.

Og så kommer der en bemærkelsesværdig passage:

»Rusland vil med sandsynlighed kunne besætte mindre landområder, som for eksempel de baltiske lande eller øer som Bornholm og Gotland, i løbet af kort tid og i kraft af sin A2/AD-evne gøre det omkostningsfuldt og besværligt for NATO at slå igen.«

Esben Salling Larsen fra Forsvarsakademiet er enig i, at Bornholm er et område, vi bør give mere militær opmærksomhed i fremtiden.

Afstanden fra den russiske havneby Kaliningrad, der ligger sammenklemt mellem Polen og Litauen, til Rønne er stort set den samme som fra Sevastopol på Krim-halvøen, hvor den russiske sortehavsflåde har sit hovedkvarter, til Odessa i Ukraine.

Så Rusland ville sagtens kunne nå Bornholm fra Kaliningrad.

»Jeg er enig i, at der er en trussel. Bornholm er hverken helt sikker eller meget truet, som det ser ud nu,« siger Esben Salling Larsen, der dog maner til besindighed:

»Rusland har i krigen mod Ukraine vist, at de ikke er i stand til at lave landgangsoperationer mod stærkt forsvarede område. Så en egentlig invasion er mindre sandsynlig, så længe vi har styrker på Bornholm. Men Rusland kan angribe på mange snedige måde. Det er nok vigtigere, at vi eksempelvis har fokus på, at Rusland ikke spreder søminer i Østersøen,« siger majoren.

Hæren har på Bornholm stationeret en såkaldt opklaringsbataljon, der med kort varsel kan blive indsat, hvor som helst i verden. De er altså designet til at rejse væk fra solskinsøen. Det kunne derfor være passende med en mere blivende tilstedeværelse på øen.

»Nu betyder det noget rent militærstrategisk, hvor vi har vores enheder i fredstid. Før var det en lokalpolitisk kamp hvor enheder skulle ligge i fredstid. Så det ville da være helt oplagt at placere vores enheder på Bornholm, frem for eksempelvis i Sønderjylland og Aalborg. Vi skal undgå at Bornholm er et militært vakuum, der kan friste til modstanderen til angreb,« vurderer Esben Salling Larsen.

»Meget vanskeligt« at rekruttere og fastholder soldater

At flytte enheder fra Nord- og Sønderjylland til Bornholm er ét konkret tiltag i den nye virkelighed, hvor vi igen har krig i Europa.

Men ændringerne i det danske forsvar for de kommende år er langt mere fundamentale, siger Jens Wenzel Kristoffersen, der opfordrer til akut politisk ageren på området.

»Der må politikerne sætte sig ned nu og få en debat om, hvad skal der til for at løse de ting, som NATO beder om, og hvordan Forsvaret kan levere i en ny tid, hvor der er krig i Europa,« lyder budskabet fra Jens Wenzel Kristoffersen, der efterlyser et »serviceeftersyn« af Forsvaret og »et dansk forsvar i en udgave 2.0«.

Esben Salling Jensen er helt på linje. Begge efterspørger de, at vi får løst de store problemer, der findes i at rekruttere og fastholde mandskab i militæret.

»Vi står i en vanskelig situation med fastholdelse og rekruttering. En officer koster 1 million eller mere at uddanne, og hvis man mister 125 om dem om året, så har man et problem. Så spørgsmålet er, hvordan vi får gjort Forsvaret så attraktivt, at man tager derind og får den oplevelse, man får, men at man også ønsker at blive,« påpeger Jens Wenzel Kristoffersen.

Konkret foreslår han:

• Højere lønninger
• Bedre sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv, mens man arbejder i Forsvaret
• Mere efteruddannelse, der også kan bruges civilt

Esben Salling Larsen foreslår, at man gentænker værnepligten, som den ser ud i dag:

»Værnepligten varer typisk 4 måneder i dag, men man kunne for eksempel forestille sig, at værnepligten bliver væsentligt længere og at værnepligtige får en mulighed for at forlænge sit ophold Forsvaret gennem korttidskontrakter. På den måde ville man kunne leve op til NATO’s krav,« siger han.

Kolonihave-mentaliteten ændrer sig

Ét problem er mangel på mandskab. Et andet er mangel på materiale; våben, ammunition, missiler, ubåde og så videre.

»Vi mangler materiale og især ammunition,« siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Men det kan løses ved at planlægge indkøbene bedre. På det større politiske niveau mener han, at forsvarspolitikken skal gøres langt mere fleksibel. Forsvarsforliget gælder typisk over en periode på fem år ad gangen.

Men Jens Wenzel Kristoffersen foreslår, at man eksempelvis giver forsvarsforliget et serviceeftersyn hvert år eller hvert andet år.

»Forsvaret skal hvert eneste år kunne gøre status. Derfor skal man gå ind hvert år eller hvert andet år og se på, hvordan sikkerheden ser ud i forhold til de opgaver, vi står overfor, og hvad vi mangler af personel og materiel, og hvordan den aftalte forligsimplementering går,« forklarer han og glæder sig over, at Forsvaret lige nu er til debat:

»Jeg har en klar fornemmelse af, at der er en spirende politiske erkendelse af, at Forsvaret betyder noget, og en erkendelse af, at vi ikke er utruet plet på Jorden.«

»Det er, som om kolonihave-mentaliteten er ved at ændre sig,« slutter han.