Ruslands anden krig i Tjetjenien fra 1999 til 2001 blev gennemført ved massiv vold og bemærkelsesværdigt lidt hensyn til civilbefolkningen. Ikke desto mindre var dette en krig, som de fleste russere accepterede.
Hvad er det, der gør, at vold mod nogle grupper eller områder er utænkeligt, mens det i andre tilfælde nærmest er påkrævet? Dette spørgsmål er temaet for Julie Wilhelmsens doktorafhandling, der blev aflagt tidligere i år ved Universitetet i Oslo.
Afhandlingen viser, hvordan sproglige fremstillinger af et andet territorium eller en anden gruppe legitimerer brugen af vold.
Fra ofre til terrortrussel
»Fremstillingerne af andre som radikalt forskellige fra os og som en trussel mod os kan gøre, at brug af vold fremstår som eneste udvej,« siger Julie Wilhelmsen.
I Tjetjeniens tilfælde blev billedet af delrepublikken og befolkningen som lidende ofre for russisk krigsføring under den første krig skiftet ud med et ensidigt billede af Tjetjenien som en eksistentiel terrortrussel fra 1999.
Studiet viser, hvordan en ny krig mod Tjetjenien i 1999 efterfølgende fremstod som absolut nødvendig for den russiske politiske elite og befolkningen på trods af, at en sådan krig nærmest var utænkelig et halvt år tidligere.
Sprogbrug og stereotyper
Det var ikke kun de russiske myndigheders sprogbrug, men også mediernes og eksperters fremstillinger, der bidrog til at skabe det stereotype billede af, at Tjetjenien er lig terrorisme.
Et eksempel er, ifølge Julie Wilhelmsen, Putins løfte om, at 'flush down the Chechen rebels while they sit on their toilets', fra oktober 1999, da den anden tjetjenske krig startede.
Denne type sprogbrug og ensidige fremstillinger legitimerede voldsbrug som massiv bombning af tjetjensk territorium, udrensningsaktioner med udenomretslige drab, tortur og forsvindinger samt ulovlige anholdelser og arrestationer af tjetjenere i russiske byer.
Julie Wilhelmsen har analyseret flere hundrede russisksprogede tekster fra den politiske ledelse og elite, medier og eksperterne. Studiet er således et vigtigt supplement til de mange studier af Tjetjenien-konflikten, som benytter sig af rationalistiske perspektiver.
Russisk legitimitet tyndslidt
Studiet rejser nogle vigtige spørgsmål om Ruslands fremtid som multietnisk og multireligiøs stat.
»En så radikal fremmedgørelse, som den Tjetjenien er blevet udsat for, går vanskeligt sammen med kravet om, at denne republik skal holdes inden for den russiske føderations grænser.«
»I dag er flere af de muslimske republikker i Nordkaukasus i færd med at blive fremmedgjort på sammen måde, og det russiske styres legitimitet er så tyndslidt, at der udsendes tusindvis af bevæbnede styrker for at holde kontrol i området,« siger Julie Wilhelmsen.
Paralleller til Krim
Mens studiet særligt belyser Tjetjenien, udvikler det samtidig et teoretisk rammeværk for at forstå, hvordan krig og militær magtbrug legitimeres generelt.
Hvad så med Ukraine? Kendt som broderfolket. Hvordan kan de så blive fjender?
Med dagens russiske blik ligner Maidan en truende folkemasse, der under vestlige paroler vælter et legitimt prorussisk regime. Den nye midlertidige regering fremstilles som fascistisk og nazistisk. Det nye Ukraine er ifølge den russiske fortælling ikke det ægte Ukraine.
»Det er et Ukraine, der er radikalt forskelligt fra Rusland og direkte farligt for Rusland. Når billedet tegnes sådan, bliver annekteringen af Krim og mobiliseringen af tropper langs grænsen til Østukraine legitime og nødvendige handlinger,« forklarer Julie Wilhelmsen.
Hun påpeger, at disse fremstillinger ikke er Putin-regimets værk alene, selvom propagandamaskinen arbejder på højtryk i dagens Rusland.
»Nazismen som et absolut onde og en trussel mod Rusland er måske det mindst kontroversielle og mest udbredte almene i russisk sprog og fremstillinger efter Anden Verdenskrig. I en cocktail med den vestlige fare er det ikke så mærkeligt, at Putins argumenter får gehør,« siger Nupi-forskeren.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
