Spil og religion har store fællestræk. De bygger begge på en afgrænsning af virkeligheden med klare regler og ritualer.
Live-rollespillere vedtager, at deres skov er et kongerige, mens sognebørn i kirken deler en fælles accept af, at nadverens brød og vin er Jesus blod og legeme.
»I både spil og i religiøse ritualer som kirkegang vælger deltagerne at tro på en bestemt virkelighed og nogle bestemte lidt besynderlige adfærdsregler i en periode,« siger spildesigner og ph.d.-studerende Andreas Lieberoth fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.
Sammen med den finske informationsforsker J. Tuomas Harviainen har han undersøgt lighedstegn mellem ritualer og bl.a. rollespil i forskningsartiklen 'Similarity of Social Information Processes in Games and Rituals: Magical Interfaces', der er publiceret i tidsskriftet Simulation & Gaming.
Man går ind i en magisk cirkel
For at kunne bevare det fælles ”ekstralag” over virkeligheden, bliver både ritualdeltagere og rollespilere nødt til at lade som om.
-
Rollespillere må tro på, at de befinder sig et eventyrrige med drager, sværdkampe, hekse og orker.
- Religiøse må i fællesskab vedtage, at altervinen ikke er vin, men Jesu blod.
»Det interessante er evnen til at forholde sig til noget, der ikke er i virkeligheden - at gå ind i et rituelt rum eller i en skov og lade som om. Man træder ind i en magisk cirkel og omfortolker hele virkeligheden både psykologisk og med sin adfærd: Vinen er blod, din ven Søren er ikke længere Søren, men elvernes konge,” siger Andreas Lieberoth.
Motionister bliver til elver-spejdere
Hvis joggere i pangfarver og Apple earplugs løber gennem rollespillernes eventyrverden, eller en vin-connoisseur pludselig begynder at udtale sig om altervinens bouquet, årgang og sødme, forsøger både kirkegængere og rollespillere at lappe bruddet på den virkelighed, de har skabt.
»I kirken vælger man for eksempel at ignorere, hvis en tosse pludselig råber op om, at han er Jesus, og i skoven omfortolker man joggere til elverspejdere og cyklister til ryttere.«
»Hver eneste gang, der kommer brud på den virkelighed man etablerer, lapper man den med det samme - ellers bryder spillet eller ritualet sammen. Det er vi både socialt og kognitivt ret dygtige til, ofte ganske ubevidst,« siger Andreas Lieberoth.
Han har ikke noget tøj på
Når nogle bryder den fiktive virkelighed, bliver det kaldt Kejserens Nye Klæder-effekten.
»Alle har besluttet, at kejseren har fint nyt tøj på. Hvis folk pludselig begynder at lytte til den lille dreng, så falder det hele sammen.«
»I stedet finder vi lynhurtigt en forklaring der får forstyrrelsen til at passe ind i virkeligheden. Lige som Anna og Lotte i børne-tv indrammede legen ved at sige ’Så sagde vi bare’,« siger Andreas Lieberoth.
Sekter ser verden på en bestemt måde
Andreas Lieberoth observerede på et tidspunkt, hvordan en gruppe traditionelle bord-rollespillere lappede virkeligheden.
I spillet skulle de gå ind i et hus. Der var helt mørkt. En af spillerne valgte at kravle op i en lygtepæl for at se ind ad vinduerne. Men det gik op for spillerne, at der ikke både kunne være mørkt og en lygtepæl, indtil en af dem foreslog, at pæren var sprunget.
Denne ’Så sagde vi bare’-mekanisme bliver taget til sine ekstremer, når religiøse sekter barrikerer sig for omverdenen.
»For en sekt kan det være vigtigt at tage deres indoktrineringer så langt væk fra ydre påvirkninger som overhovedet muligt, for at sikre, at det kun er deres information, der er tilstede. Man ser samme mekanisme i langt mindre grad, når virksomheder tager på retreat for at gå ind i en aflukket boble, hvor man kan koncentrere sig fuldt og helt om møder og medarbejderudvikling,« siger Andreas Lieberoth.
Værdien af penge
Men den konstruerede virkelighed begrænser sig langt fra kun til spil og religion. Den er overalt. Hele samfundet er bygget op omkring vedtagne lag med regler, vi underlægger os.
»Penge er et godt eksempel. De har kun en værdi, fordi vi er enige om deres værdi. Hvis vi tager til et andet land, er de værdiløse matadorpenge. Samfundet holder os inden for den konstruerede virkelighed, ved for eksempel at sende falskmøntnere i fængsel,« siger Andreas Lieberoth.
Men man kan ikke bare presse lag på virkeligheden ned over folk. Det tager tid. For eksempel forsøger DRs nye licenskampagne, at få os til at opfatte licens som noget, vi giver hinanden. Og Andreas Lieberoth har også bemærket modviljen mod at underlægge sig regler der afgrænser virkeligheden, når han kører i tog.
»I DSB-toget er stillekupeen hellig. Reglerne bliver overholdt og alle er stille. Men på nogle Arriva-strækninger i Jylland er stilleområdet ikke blevet accepteret som spilleregel for samværet. Folk snakker løs, og hvis man tysser på dem, bliver man opfattet som tvær og mærkelig« siger Andreas Lieberoth.
