Vil beslutningen om at trække sig besegle Joe Bidens omdømme som amerikansk præsident?
Præsidentdebatten for tre uger siden var en politisk katastrofe for Joe Biden.
Bidens team var overrasket over, at Donald Trump indvilligede i en tidlig præsidentdebat i slutningen af juni 2024 med regler, der favoriserede Biden: Intet studiepublikum, kun de to præsidentkandidater, og med mikrofoner, som blev slukket, mens modparten talte.
Biden havde akut behov for at ændre valgkampens gang. I bedste fald stod stod de to lige, men Biden var begyndt at halse efter Donald Trump i de vigtige svingstater, der afgjorde præsidentvalget i 2016 og 2020.
Ekstrem og irrationel eller fysisk og mentalt svagelig
Biden ønskede at vise, at Trump var ekstrem, fuldstændigt irrationel, ude af kontakt med virkeligheden og totalt uegnet til embedet; i Bidens øjne en kæmpe trussel mod USA's demokrati.
Trump ønskede at vise, at Biden var fysisk og mentalt svagelig og ude af stand til at besidde præsidentembedet i yderligere fire år - endda ikke engang resten af den eksisterende embedsperiode.
Så gik Biden helt i stå, han mistede tråden og mumlede. Alt gik helt efter planen for Trump.
I de følgende dage begyndte Biden at miste støtte hos demokraterne, som ikke blot var bekymrede – men direkte bange for – at Biden ikke ville være i stand til at slå Trump, og for at demokraterne også havde kurs mod at miste Repræsentanternes hus og Senatet. Det så mildest talt sort ud for demokraterne.
Helt frem til søndag morgen amerikansk tid gik Bidens team konsekvent og skarpt i rette med opfordringerne til, at han trak sig som kandidat.
\ Læs også
Dybt såret, vred og forurettet
De insisterede på, at han ikke ville blive talt fra sin overbevisning om, at han var den bedste til at gå efter Trump og slå ham ved valget i november 2024.
Det blev rapporteret, at Biden var dybt såret, vred og forurettet over at blive opfordret til at trække sig af sine egne partifæller, og at han slet ikke var overbevist af meningsmålingerne, der viste, at han ville tabe flere nøglestater, end han vandt i 2020.
Biden fandt det urimeligt, at han ville blive nægtet nomineringen, når han nu havde vundet millionvis af stemmer ved de demokratiske primærvalg i år, hvor partierne nominerer de kandidater, de ønsker at opstille mod kandidater fra andre partier, og stort set alle demokraternes partikonvents delegeredes stemmer.
Han lovede at vende tilbage til sin valgkampagne, efter at han var blevet ramt af COVID-19.
Diskussioner med demokraternes topfolk
Der skulle diskussioner med demokraternes partitop til for at overtale ham til at ændre kurs - blandt andre de tidligere præsidenter Barack Obama og Bill Clinton, den tidligere formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi, den nuværende leder for demokraterne i Repræsentanternes Hus Hakeem Jeffries, Senatets flertalsleder Chuck Schumer og Jim Clyburn, som er et højtstående kongresmedlem, hvis støtte til Biden var med til at besegle hans nominering som præsidentkandidat i 2020.
Søndag morgen stod det klart for stort set alle i den politiske verden – inklusive Trump og hans kampagneteam – at Biden var færdig, og at han var sikker på at tabe, hvis han ikke gav faklen videre.
Et par timer senere trak Biden sig. Han havde langt om længe set skriften på væggen. Han sagde:
»Og selvom det har været min hensigt at søge genvalg, tror jeg, at det er i mit partis og i landets bedste interesse, at jeg trækker mig og kun fokuserer på at opfylde mine pligter som præsident for resten af min embedsperiode.«
En modig beslutning, som er en statsmand værdig
Havde Biden ikke trukket sig, og var han blevet slået af Trump ved valget i november, ville han være blevet sablet ned for at være så selvcentreret, overmodig og arrogant at tro, at han er vigtigere end en sejr over Trump.
Han ville blive bedømt som en mislykket præsident, som kun sad én periode, fordi Trump ville træde til og gøre det af med samtlige Biden-programmer og -initiativer, der havde set dagens lys i hans embedsperiode.
Biden blev betragtet – og elsket – af så mange på tværs af det demokratiske parti og nationen som følge af, hvad de så i hans halve århundrede lange offentlige tjeneste: Hans anstændighed, hans kærlighed til landet, hans ærbødighed for militæret og hans målrettethed i at stoppe Trump og hans angreb på demokratiet.
Obama opsummerede Bidens omdømme som præsident i en udtalelse til nationen søndag 21. juli:
»Siden præsident Biden tiltrådte, har han vist disse egenskaber igen og igen. Han var med til at standse pandemien, skabe millionvis af jobs, sænke prisen på receptpligtig medicin, vedtage den første store våbenstramning i 30 år, foretage historiens største investering for at håndtere klimaforandringer og kæmpe for at sikre lønmodtagernes ret til at organisere sig for en retfærdig løn og ydelser. Internationalt genoprettede han Amerikas position i verden, revitaliserede NATO og mobiliserede verden til at stå op mod russisk aggression i Ukraine.«
Hvis vicepræsident Kamala Harris vinder nomineringen som demokraternes præsidentkandidat og derefter slår Trump, vil Bidens beslutning om at trække sig på et meget kritisk tidspunkt i USA's historie blive set som både modig og som en statsmand værdig.
Ingen præsidentkandidat fra noget større parti har trukket sig så sent i valgkampagnen. Dét, Biden gjorde, er i sandhed hidtil uset.
Historien vil blive den sidste dommer
Når Bidens eftermæle som præsident skal skrives, vil en række spørgsmål, som Obama ikke kommer ind på, blive analyseret og overvejet.
Der vil være kritik af inflationen efter COVID-19-pandemien og de deraf følgende rentestigninger, der resulterede i dyb usikkerhed for titusinder af amerikanere, der stod over for leveomkostninger på himmelflugt.
Grænsen mellem USA og Mexico fik i alt for lang tid lov til at være ude af kontrol, hvilket fyrede op under Trumps mest eksplosive signatur-emner: immigration og kriminalitet.
En dyb krise beskadigede også Bidens status som en effektiv leder i udenrigsanliggender og beskyttelse af USA's nationale sikkerhed.
I begyndelsen af 2021 meddelte Biden, at USA vill trække sine styrker ud af Afghanistan inden 11. september.
Den afghanske regerings efterfølgende kollaps og Talibans voldelige overtagelse af magten resulterede i en kaotisk evakuering af amerikansk personale og afghanere, der arbejdede på vegne af USA.
13 udsendte amerikanske soldater omkom, og de frygtelige scener i Kabuls lufthavn rystede offentlighedens tillid til Biden og hans udenrigspolitiske ledelse.
Bidens såkaldte 'approval rating', som måler, hvor godt eller dårligt de amerikanske vælgere mener, præsidenten gør sit job, faldt til 43 procent - det laveste tal siden han tiltrådte præsidentposten. Siden er tallet faldet støt.
Denne hændelse var forløber for et meget udfordrende miljø for Bidens genvalgsmuligheder i 2024, som kun blev forstærket yderligere af de sejlivede spørgsmålstegn ved hans evner og stamina til at bestride præsidentembedet endnu periode, især efter sidste måneds præstation ved præsidentdebatten.
Historikerne bedømmer store præsidenter ud fra, om deres idealer, politik og programmer holder. Tirsdag den 5. november 2024 - dagen efter præsidentvalget - vil de begynde at skrive dommen over, hvorvidt Biden har været en stor præsident.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.






























