Putins Rusland er en parallel til Augustus' romerrige

»Du, Romer, skal huske at regere folkene med magt og sætte skik på freden.«

Sådan sang Vergil i 20'erne f.Kr. i sin poetiske vision for den nye monarkiske orden, som den romerske kejser Augustus (sad på tronen 31 f.Kr. – 14 e.Kr) var i fuld gang med at indstifte.

Netop forestillingen om imperiet som garant for verdensordenen er et af de mest vedblivende resultater af den første kejsers imponerende godt 40 år på tronen.

Pax Augusta blev til Pax Romana, og siden er andre fuldt efter. Pax Britannica, Pax Americana og nu spørger vi endog, om vi står på tærsklen til en helt ny verden, hvor vestens overherredømme vil blive afløst af den opstigende kinesiske drage, Pax Sinica.

Var man overtroisk, skulle man næsten tro, at de sidste 10-20 års ivrige debat – om hvorvidt kloden efter den kolde krigs ophør var på vej ind i en ny imperial tidsalder – var udløst af det forestående 2.000-års jubilæum for Cæsararvingens død.

Augustus store bedrift

Der er dog ingen grund til at ty til Augustus' genfærd og dets eventuelle rumsteren som forklaring. Derimod var der nogle geopolitiske fællestræk, som indbød til sammenligning.

Augustus' store bedrift var, at det lykkedes ham at konsolidere romermagten. Den dynamiske republik havde erobret sig et imperium, men endte med at destabilisere både sig selv og store dele af Middelhavsregionen.

Ofte havde man været tilbageholdende med at tage ansvaret for at etablere en holdbar regering i de besejrede områder. Man ville gerne nyde goderne ved de militære sejre, men ikke så gerne bære byrderne og omkostningerne.

Hjemme betød de store rigdomme, som tilflød det romerske samfund i kølvandet på erobringerne, at den politiske konkurrence om adgang til statens embeder og ressourcer blev voldsomt intensiveret. Det endte i borgerkrig, den ene efter den anden.

Efter to generationer stod Augustus alene tilbage. Mens han demonstrativt rekonstituerede den republikanske orden, bevarede han selv kontrollen med hæren og regerede de facto som enehersker.

Den åbne politiske konkurrence var nu suspenderet. Fremover gik vejen til statens og imperiets ressourcer gennem kejseren. Ikke så snart havde Augustus besejret sine interne konkurrenter, før han gik i gang med en voldsom ekspansionsbølge. Store områder blev annekteret og det Romerrige, vi i dag tænker på med provinser helt op til Rhinen og Donau og langs Afrikas Middelhavskyst, tog afgørende form.

Resultatet blev, at kejserne kunne regere over et stabilt politisk univers. Hverken internt eller eksternt var der nogen, som for alvor kunne true deres position. Der var ingen alvorlige rivaler tilbage, og historiens hjul blev, om man så må sige, sat i stå. Hen over de næste århundreder omdannedes den ustabile republikanske erobrerstats rudimentære orden til en kosmopolitisk, pan-mediterran civilisation.

Det var den faktisk eksisterende version af det 'imperium uden grænse i tid eller rum', som samme Vergil håbefuldt havde profeteret.

En ny verdensorden

En tilsvarende situation syntes for en stund at være opstået i kølvandet på Sovjetunionens kollaps.

USA, med større militærressourcer end nogen anden magt i historien, stod nu tilbage uden egentlige konkurrenter. De Forenede Stater var blevet til en hypermagt. Ideologisk var der heller ikke noget gangbart alternativ til amerikansk inspireret demokrati i syne. Marxismen havde jo spillet fallit.

Den amerikanske professor og politolog Francis Fukuyama kunne proklamere, at det atter en gang så ud som om, historiens store hjul var blevet sat i stå, og en ny liberal verdensorden kunne sprede sig under USA's velvillige imperiale beskyttelse.

Der er da også adskillige træk ved den nuværende situation, som er imperiale. Her tænker jeg ikke kun på USA's enorme militære overlegenhed og interventioner i Afghanistan og Irak. Globaliseringen har også fremmet etableringen af kosmopolitiske eliter delvis løsrevet fra deres nationalstater.

Økonomisk giver det sig udslag i en større koncentration af velstand i den absolutte top af samfundshierarkiet, hvor man nyder godt af at kunne flytte sine formuer rundt mellem forskellige lande. Men der er dog grænser for den imperiale parallel.

Militarismen fra USA

Militært var invasionerne i Irak og Afghanistan knap en udfordring for den amerikanske hær. Men hvis erobringen forløb let, har man derimod haft endog meget svært ved at vinde freden og etablere en holdbar orden. Faktisk minder USA’s indsats her mere om erobrerstaten end et imperium under konsolidering. Fra et vaklende Irak er man allerede draget hjem, og i Afghanistan er engagementet under kraftig neddrosling.

Til gengæld blev den etablerede politiske orden i hele Mellemøsten tydeligt destabiliseret. Overalt faldt mangeårige diktatorer under Det arabiske Forår, men uden at en ny politisk orden for alvor har været i stand til at manifestere sig. Der er ikke mange, som taler om det almægtige amerikanske imperium længere. Nu præges dagsordenen af ængstelige overvejelser om det forestående ”fald”.

I det hele taget er det en overvejelse værd, om vi i USA ikke er konfronteret med en militarisme, snarere end egentlig imperialisme. I hvert fald udgør flere af de mest centrale elementer i den amerikanske verdensorden næppe noget stabilt fundament for imperiebyggeri.

Forestillingen om demokrati og folkenes selvbestemmelse truer for eksempel let med at underminere hegemonens, dvs. den dominerende magts, position. Ikke så snart har man givet folk deres frihed, før de insisterer på at bruge den og gå deres egne veje.

Hverken det nyindsatte styre i Kabul eller Bagdad kan siges at have været ubetinget loyalt over for den amerikanske regering. Faktisk er de amerikanske tropper jo ofte blevet betragtet mere som uvelkommen besættelsesmagt end befriere.

Magtbalancen vil tippe

Ideologisk mangler det amerikanske imperium altså en stabil base.

Det samme kan man sige om det økonomiske system, globaliseringen med dens frimarkedskapitalisme. Som den østrigsk-amerikanske økononom Joseph Schumpeter gjorde opmærksom på, så skabes kapitalistisk vækst gennem bølger af det, han kaldte 'creativedestruction'.

Kapitalismen drives fremad ved, at nye brancher og industrier opstår, som underminerer de forrige. Historisk har det betydet, at det dominerende centrum for den økonomiske magt har skiftet.

I sit store værk om kapitalismen viste den franske historiker Fernand Braudel, hvordan kapitalismens historie kan skrives som en serie af stadigt skiftende centre: Antwerpen, Amsterdam, London, New York, og hvad bliver det næste – Shanghai?

I hvert fald fremelsker den kapitalistiske proces i øjeblikket en række nye økonomiske centre med Kina i spidsen, som I sig selv vil tippe magtbalancen i verden. Rollen som den kapitalistiske førerhund har USA altså kun til låns. Det ligger i det økonomiske systems natur, at lederen i længden undermineres af den kapitalistiske proces.

Imperial nostalgi

Liberalt demokrati og kapitalisme er altså ikke noget ubetinget solidt fundament for en konsolideret imperial fred. Dertil er de for dynamiske.

Augustus gik da også en helt anden vej. Hans reformprogram for det romerske imperium var baseret på direkte overførsel af provinsernes velstand, gennem beskatning til Rom, Italien og hæren.

Man kan altså sige, at imperiet snarere fastfrøs et økonomisk hierarki. På samme led fremmede man en ideologi og tænkning om samfundet, der klart understregede standsforskelle og dyrkede respekten for traditionen.

Faktisk minder den augustæiske samfundsorden på nogle punkter mere om en anden moderne stormagt med udtalt imperial nostalgi, Putins Rusland.

Traditionelt har man ellers draget paralleller mellem 30'ernes fascistiske diktatorer og Augustus. Men den parallel havde en afgørende svaghed. De fascistiske diktaturer var funderet i langt stærkere og mere effektive statsapparater. Og deres ambition om at mobilisere hele befolkningen var faktisk det modsatte af, hvad Augustus var i gang med. Da han først havde vundet magten, indledte han en udvikling, der gradvist reducerede mobiliseringen af den brede italiske befolkning til det imperiale projekt.

Her passer Putins Rusland langt bedre. Trods det, at manden ynder at posere som en rigtig ironman, så er det nuværende russiske statsapparat ganske korrupt og relativt svagt. Også Augustus fungerede i praksis som centrum for en række patronatsnetværk.

Parallelen til Putins Rusland

Men parallellen rækker videre. Som bekendt erklærede Augustus, at han gennem hele sin regeringstid havde respekteret forfatningen og udøvet sine embeder efter reglerne. Kun havde han overgået alle andre i autoritet.

Som tak havde han til sidst fået ærestitlen fædrelandets fader. Lignende tanker var faktisk fremme, efter Putins to første embedsperioder som præsident. Ifølge forfatningen skulle han da gå af. Og et forslag lød præcis på at ophøje ham til en slags nationens fader.

Det blev der dog trods alt ikke noget af. Som bekendt valgte han at respektere forfatningen og træde tilbage, men overtog i samme ombæring jobbet som statsminister.

Herfra kunne han så, som en anden Augustus, fortsætte med at regere landet i kraft af sin større autoritet, mens præsidentembedet for en tid var besat med en kransekagefigur, indtil han atter på legal vis kunne overtage jobbet.

I Vesten har vi svært ved helt at forstå Putins regime. I lang tid håbede mange vel på, at Putin omend langsomt ville bevæge landet i liberal retning. Sådan måtte det gå.

Den illusion bristede endegyldigt i den forløbne vinter og forår. Først iscenesatte Putin Ruslands genkomst på verdensscenen med de mest ekstravagante og pompøse olympiske vinterlege nogensinde – ikke ulig Augustus' proklamation af en ny tidsalder med fejringen af de såkaldte Sækularlege i 17 f.Kr. – og dernæst greb han nådesløst ind i den ukrainske politiske krise.

Hvis den augustæiske parallel viser os noget, så er det ikke, at den slags absolutistiske diktaturer er dømt til at falde, men tværtimod at de kan hykle respekt for 'loven' og samtidig fortsætte i det uendelige.