Når man forsøger at opremse de tankestrømninger, der i særlig høj grad satte deres præg på 1900-tallet, kommer Sigmund Freuds psykoanalyse – sammen med marxisme – ind i den absolutte top.
Men det skyldes ikke, at de medicinske og psykologiske institutter på universiteterne har udbredt Freuds tanker. Helt fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag har psykoanalysen udviklet sig primært i private institutter – uden for universitetets mure.
Det fortæller Bent Rosenbaum, der er professor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, og knyttet til Danmarks eneste universitære center for psykoanalyse.
»På de fleste universiteter er der en lille gruppe, som er psykodynamisk-psykoanalytisk tænkende – og en meget stor gruppe, som ikke er det. På psykologi i København er der 11 forskningscentre, og et af dem er Center for Psykoanalyse. Ved de andre danske universiteter er der slet ikke psykoanalytiske centre,« fortæller Bent Rosenbaum.
Freud ville skabe en videnskab
Da Sigmund Freud etablerede psykoanalysen i slutningen af 1800-tallet, regnede han ellers med, at det ville udvikle sig til en universitetsvidenskab, fortæller Bent Rosenbaum. Han forsøgte at kombinere psykologi og hjerneforskning. Men det var længe før, man opfandt hjerneskannerne, så Freud havde ikke de måleredskaber, som var nødvendige for, at hans forehavende kunne lykkes.
Uden ’hårde’ videnskabelige beviser for de psykoanalytiske teorier, udviklede psykoanalysen sig primært uden for det medicinsk videnskabelige samfund. Til at begynde med var der da heller ikke ret meget gods i Freuds terapisessioner. Han brugte bevidst den placeboeffekt, der opstår ved, at en læge lægger sin hånd på en patients pande og lytter til vedkommendes historie.
Men efterhånden som Freud og hans følgere behandlede flere og flere patienter, begyndte de at få erfaringer med, hvordan man laver en terapi, og tænke over, hvordan man bedst gør det.
Det var på det tidspunkt, at den psykoanalytiske tankegang begyndte at udvikle sig, fortæller Bent Rosenbaum. Da psykoanalytikerne kun i ringe omfang havde adgang til universiteterne, begyndte de i første halvdel af 1900-tallet at oprette private psykoanalytiske institutter i de fleste vestlige lande. Det var dér, psykoanalysen udviklede sig til det, den er i dag.
»Så psykoanalysen har aldrig haft en naturlig plads på universitetet. Den har fra starten været en temmelig omstridt teori. Kun på få universiteter i verden er psykoanalyse i sig selv en universitetsuddannelse; på andre universiteter finder man dog psykoanalytiske professorater,« siger Bent Rosenbaum.
Psykoanalysen fik kritik for sit seksualitetsbegreb
Ud over kritikken af psykoanalysens manglende videnskabelige forankring, har teorien også fået mange hug for sit syn på seksualitet.
Psykoanalysen kom til verden på et tidspunkt, hvor seksualitet var meget tabuiseret. Seksualitet var ikke noget, man talte om, og da Freud mente, at mange psykologiske problemer skyldtes infantilt seksuelle traumer, var mange berøringsangste, når det kom til hans teorier.
»Psykoanalysen kom frem i et klima, hvor man ikke talte om seksuelle ting i det offentlige rum. Så det faktum, at børn skulle have en seksualitet, og at psykopatologiske symptomer skulle have en baggrund i en form for psyko-seksuel binding til andre i omgivelserne, var svært at acceptere. Med andre ord opstod psykoanalysen i modvind og har ikke forladt den modvindsposition,« fortæller Bent Rosenbaum.
Grunde til, at psykoanalysen kom i modvind
Ud over seksualteorierne – herunder teorien om Ødipus-kompleksets triangulære form (at der opstår et ’trekantsdrama’, når barnet opdager, at moderen også elsker dets far) – har psykoanalysens kritikere især sat deres pegefingre hårdt på to andre punkter:
-
Det er en helt grundlæggende antagelse i psykoanalysen, at mennesket er styret af ubevidste mekanismer dybt i dets psyke. Men det strider imod almindelig medicinsk tænkning, hvor man identificerer nogle tydelige symptomer, stiller en diagnose og giver den nødvendige behandling. Ubevidste processer er meget svære – hvis ikke umulige – at få helt frem i lyset, og derfor har mange stillet sig tvivlende overfor, om de virkelig styrer vores bevidste liv.
- Forestillingen om, at vores drømme er en vej til at forstå, hvad der foregår i vores underbevidste, er også blevet kritiseret. I midten af 1970erne udbrød der en stor debat om drømme i det amerikanske psykoanalytiske selskab. Psykiateren Allan Hobson var ovebevist om, at drømme intet kan sige om vores underbevidsthed, fordi de var dannet i hjernestammens dybe lag og ikke primært havde noget at gøre med hjernens frontalsystem. Hobsons pointe var, at drømme ikke kan have den symbolværdi, Freud hævdede, når de ikke bliver skabt i den del af hjernen, der har med symbolbehandling og personlighed at gøre. Kritikken fik den konsekvens, at psykoanalysen blev skubbet længere ud af de offentlige behandlingssystemer.
Sådan blev psykoanalysen så udbredt
Kritikken til trods lykkedes det psykoanalysen at blive meget udbredt frem til 1970'erne. I første halvdel af 1900-tallet skete det, fordi mange kunstnere og forfattere blev inspireret af den. Så gennem deres kunst udbredte de psykoanalytiske idéer. Det mest berømte eksempel er nok surrealisterne, der forsøgte at lave kunst, der afspejlede det ubevidste.
I anden halvdel af 1900-tallet oplevede psykoanalysen stor udbredelse i især USA, Sydamerika og England. Det skyldtes, at mange europæiske psykoterapeuter var flygtet til de lande, da nazisterne og fascisterne var ved magten i store dele af Europa. Dels havde mange psykoterapeuter jødisk baggrund, dels forfulgte diktaturerne 'anderledes tænkende'.
De mange flygtede psykoanalytikere begyndte at praktisere i deres nye hjemlande, og i 50'erne og 60'erne blev det hipt at komme hos en psykoanalytiker. I de efterfølgende år blev det mere bredt anerkendt, at psykoterapi hjalp folk med psykiske problemer.
»Det viste sig, at psykoanalysen er en værdifuld behandlingsform, når man bruger den i en psykoterapeutisk form. «
»Den terapiretning, man kalder 'psykodynamisk terapi', bruger mange begreber fra psykoanalysen og lægger vægt på, at ubevidste og bevidste aktuelle konflikter har rødder i – og forbindelseslinjer til – barndommen og til de relationer, man havde og endnu har til nære omsorgspersoner.«
»Da psykodynamisk terapi netop drejer sig om terapi og ikke blot en dybdegående undersøgelse af psykens processer, vil der indgå behandlingsteknikker. Teknikker, der afhjælper symptomer, forbedrer evnen til at integrere følelser og tanker og dermed bedrer forholdet til en selv og andre,« siger Bent Rosenbaum.
Det har vist sig at være meget effektivt.
»Psykoterapi med psykodynamisk baggrund har lige så god effekt, som andre terapiformer, man kan sammenligne den med,« fortæller Bent Rosenbaum.
Han peger på blandt andet på vellykkede behandlingsresultater med mentaliseringsterapi for personer med borderline-diagnose samt kort- og langtidsterapi for andre former for personlighedsforstyrrelse. På det seneste har forskning også vist, at mennesker med psykose kan profitere af psykodynamisk psykoterapi.
Hjerneforskningen nærmer sig psykoanalysen
I dag synes mange, at det er dyrt, tidskrævende og besværligt at være i et klassisk freudiansk psykoterapeutisk forløb. I sådan et skal patienterne helst komme hos deres terapeut 4-5 gange om ugen, og et terapiforløb kan tage flere år. Bent Rosenbaum vurderer det som en vigtig årsag til, at psykoanalysen ikke længere er så hot, som den var for 40-50 år siden.
Til gengæld er der tegn på, at psykoanalysen kan stå foran en opblomstring, fortæller professoren. Den nærmer sig i øjeblikket den sammensmeltning med hjernevidenskaben, som Freud drømte om for over hundrede år siden.
Måske kan det føre til, at de psykoanalytiske tanker kommer mere ind i varmen på universiteternes læge- og psykologistudier.
»Siden slutningen af 90'erne har vi set en tilbagevenden til Freuds oprindelige interesse for sammenhængen mellem hjernen og menneskets psyke.«
»Nogle af de mere etablerede neuroscience-folk kan godt se, at psykoanalysen kan bidrage med interessante teser om menneskets psyke, som neurovidenskaben så kan undersøge. Så de taler på psykoanalytiske kongresser,« fortæller Bent Rosenbaum og nævner navnene: Gerard Edelman, Antonio Damasio, Vittorio Gallese, Jaak Panksepp og Oliver Sacks.
»Det tyder altså på, at psykoanalysen kan vende tilbage. Men der foregår en hård kamp med forskning i kognitiv terapi, som hævder, at den, med kognition som det centrale forskningsfelt, helt naturligt har en tilknytning til neuroscience,« siger Bent Rosenbaum.
I de fleste lande er psykoterapi blevet fortrængt af videreudviklingen 'kognitiv terapi', som går ud på, at du kan ændre din psykiske situation ved at tænke anderledes om de konkrete problemer, der går dig på. Men Freuds arvtagere i det Internationale Psykoanalytiske Selskab har stadig 12.000 medlemmer.
