Mindst 125 mennesker er omkommet, og flere end 300 er sårede i forbindelse med optøjer, efter hvad der er blevet beskrevet som én af verdens værste stadionkatastrofer.
Tragedien fandt sted lørdag aften på Kanjuruhan-stadionet i byen Malang på den østlige del af øen Java i Indonesien. Op mod 3.000 fans strømmede angiveligt ind på banen, efter at hjemmeholdet Arema FC havde tabt 3-2 til Persebaya Surabaya.
De skuffede Arema-fans kastede flasker og andre genstande mod spillere og officials, før de stormede banen, hvilket endte som et dødbringende stormløb.
Bevæbnet med batoner og skjolde
Videooptagelser viser betjente bevæbnet med batoner og skjolde, der affyrer tåregas, mens de jagter fans i et forsøg på at genoprette ro og orden.
Jeg er ekspert i folkemængders sikkerhed med særligt fokus på, hvordan man kan øge sikkerheden ved store begivenheder, som eksempelvis sportsturneringer.
Som ved de fleste af denne slags tragedier løber der også en rød tråd gennem de frygtlige hændelser i Malang.
Hvad gik galt?
Ifølge flere nyhedsmedier var fodboldstadionet lørdag aften overbelagt.
Ifølge The Guardian fortæller Indonesiens sikkerhedsminister, at 42.000 billetter var blevet udstedt til et stadion, der maksimalt kan rumme 38.000.
På et så tætpakket sted ville politiets beslutning om at bruge tåregas kun eskalere en i forvejen forvirrende og kaotisk situation. Kanjuruhan-stadionet har desuden kun én enkelt udgang (som også er indgangen).
I konkurrenceprægede sportsmiljøer går publikums følelsesmæssige bølger i forvejen højt, så det er ikke svært at se, hvordan en ophidset skare, der skal finde vej ud gennem én enkelt udgang, kan føre til død og kvæstelse.
Det har vi før set i forbindelse med Hillsborough-katastrofen i 1989 og Love Parade-tragedien i 2010 (for blot at nævne nogle få) – hvor en kombination af politiets handlinger, dårlig kommunikation og utilstrækkelig plads ved indgang og udgang for publikum er endt i tragedie.
Kunne denne tragedie have været undgået?
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Ja – og forskellige teknikker kan bruges til at sikre, at det ikke sker igen.
Forskning har for eksempel vist, at belysning på stadion for at fortælle publikum, at begivenheden er slut, kan hjælpe med at få publikum til at forlade lokaliteten på en rolig og ordentlig måde.
Publikum kan også godt lide at forlade en lokation samme sted, som de kom ind, så alle udgange skal være åbne, tilgængelige og godt oplyste.
Derudover er indonesiske fodboldfans kendt for at være ophidsede og følelsesladede, så risikoen for, at det kan gå galt, skal takles på forhånd.
En måde at gøre det er at adskille tilskuerne i forskellige zoner - en teknik, der allerede bliver brugt ved i forbindelse med VM. Det kan reducere spændingerne på stadion ved at mindske sandsynligheden for, at fans fra forskellige hold støder på hinanden.
Tøjle publikums reaktion
Politiet kan også danne en fredelig barriere mod slutningen af en kamp for at signalere til publikum, at de er der for at håndtere situationen.
Nok så vigtigt behøver de ikke at være bevæbnede. I Storbritannien bruges 'soft policing' til styring af folkemængder med stor succes.
Det har vist sig at tøjle publikums reaktion, at betjentene er iført baseballkasketter og hættetrøjer i stedet for uniformer, som bruges af uropolitiet (hvilket var tilfældet i Malang).
Det gør betjentene i stand til bryde mindre stridigheder op, før de eskalerer.
Brugen af tåregas
Det internationale fodboldforbund FIFA (Fédération Internationale de Football Association) specificerer i sine sikkerhedsbestemmelser, at ingen skydevåben eller 'gas til kontrol af folkemængden' må bæres eller bruges af officials eller politi.
Brugen af tåregas irriterer øjnene og sætter gang i smertereceptorerne, hvilket kan føre til panik. I Malang skabte brugen af tåregas i en allerede følelsesladet og anspændt situation yderligere panik og førte til, at mange blev mast.
Mens de fleste mennesker, der bliver sprøjtet med tåregas, kommer sig, er der risiko for varige helbredskonsekvenser for personer, der bliver udsat for store doser, samt personer med allerede eksisterende medicinske tilstande.
Brugen af tåregas var en dårlig beslutning, som sandsynligvis forværrede situationen.
FIFA-præsident Gianni Infantino kaldte begivenhederne 'en mørk dag for alle involverede i fodbold og en tragedie, der ikke kan forstås'.
Samme fejl - og tab af liv
I 1995 argumenterede den britiske forsker (og tidligere politimand ) Alexander Berlonghi for vigtigheden af at forstå folkemængder for at sikre 'kompetent og effektiv handling', når de administreres.
Han sagde, at uden at forstå nuancerne i en folkemængdes adfærd, kan der ske katastrofale fejl i planlægning og kontrol af publikum.
Mere end to årtier senere ser vi stadig de samme fejl - og tab af liv.
Indonesiens sidste fodboldtragedie?
I kølvandet på endnu en publikumstragedie sagde Indonesiens præsident, Joko Widodo, at myndighederne grundigt skal evaluere sikkerheden ved kampene.
Han tilføjede, at han håbede, at dette ville være 'nationens sidste fodboldtragedie'.
Vold sker ofte ved fodboldkampe i Indonesien. Fans angriber angiveligt rivaler, hvis de bliver genkendt som et andet holds fans.
Fremover bør der være fokus på at udvikle forebyggende reduktionsstrategier samt sikre, at politiet er tilstrækkeligt uddannet til at håndtere sådanne hændelser.
Der er også et presserende behov for at revidere den overordnede fodboldkultur i Indonesien.
Hvis historien er noget at gå efter, bliver myndighederne nødt til at tage drastiske skridt for at sikre, at lørdagens hændelser aldrig gentages.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
