Siden Grækenland valgte sin nye Syriza-regering, har der været talt stadig mere om, at Grækenland vil forlade Eurozonen og ikke længere overholde låneaftalen.
Siden slutningen af 2010, hvor Grækenland forhandlede det andet redningsprogram, har jeg argumenteret for, at så snart Grækenland opnåede et budgetoverskud, ville landet ikke længere overholde låneaftalen. Og det er måske slet ikke så dårligt endda.
Det var EU-damptromlen Herman Van Rompuy, der tilbage i 2010 truede med, at hele EU ville bryde sammen, hvis ikke Grækenland overholdt låneaftalen. Det kræver en usædvanlig tillid til ordvalgets magt at tro på, at man kun undgik dommedag, fordi fordampningen af 75 procent af værdien af Grækenlands gæld til europæiske banker blev betegnet som 'en genforhandling'.
Nu er det Grækenlands nye finansminister, Yanis Varoufakis, der kommer med trusler ved at hævde, at en 'grexit' (Grækenlands exit fra eurozonen, red.) varsler en katastrofe for hele Europa.
Kan et land, der tegner sig for bare 1,8 procent af eurozonens økonomi, virkelig have så stor en indflydelse?
Musen, der brølede
I år er det 60 år siden, Leonard Wibberleys satiriske roman 'Invasion af New York. Musen der brølede' udkom. Det er ejendommeligt, hvordan Grækenlands forhandlingsstrategi minder om bogens plot. I romanen sender den snedige Grev Mountjoy, der er premierminister i et lille alpint hertugdømme, en hær på 20 mænd af sted for at erobre New York. Hæren ledes af en uheldig vildtforvalter, nu feltmarskal.
Mountjoy håber, at de altid storsindede amerikanere vil yde genopbygningsstøtte til deres slagne fjendes økonomi ligesom for Vesttyskland og Japan efter 2. Verdenskrig. Problemet er bare, at de ikke har fortalt lederen af invasionsstyrkerne, at det er meningen, at han skal tabe.
Ligesom romanens nyslåede feltmarskal, blev Grækenlands nye finansminister sendt på turné til de europæiske hovedstæder, ikke for at vinde krigen, men for at tabe den. Målet for Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, var ikke at gå på kompromis, men at muliggøre en exit fra eurozonen, og genvinde kontrollen over sit lands finans- og pengepolitik.
Da fraskrivelsen af euroen sikkert bliver upopulær, skal genoplivningen af drakmen iscenesættes som en patriotisk respons på Grækenlands udenlandske fjenders økonomiske aggression. Her tjener den forhadte Trojka af internationale långivere, eller, endnu bedre, den tyske kansler Angela Merkel og hendes finansminister Wolfgang Schäuble et formål.
Den forlængelse af låneaftalen, som kom ud af forhandlingerne i Bruxelles, køber blot den græske regering mere tid til at planlægge en velordnet tilbagevenden af egen valuta.
Tilbage til drakmen
Der er ikke noget revolutionerende nyt ved at etablere en ny valuta. Det sker for det meste, når lande opnår uafhængighed eller splittes. Det første skridt er at indefryse bankbeholdningerne og sikre, at information om planerne ikke slipper ud, så folk ikke får mulighed for at hæve deres penge på forhånd.
Alt, også kontrakter og aftaler, skal redenomineres fra euro til drakmer. Den eksisterende beholdning af eurosedler vil hurtigt forsvinde fra cirkulation, da folk i starten vil hamstre dem for at gardere sig mod den uundgåelige periode med høj inflation, så pengesedler i den nye valuta skal trykkes hurtigt.
Succesraten kan måles ved, hvor stort og hurtigt et tab man kan pålægge købekraften for dem, som ejer aktiver af papir såsom bankindeståender og statsobligationer, det øjeblik de bliver konverteret til drakmer.
Derfor er det belejligt at have et fremmed land eller institution at skyde skylden på - en fin rolle for Tyskland og Den Internationale Valutafond.
Livet efter euro
Når det er på plads, og så længe regeringen fastholder finanspolitisk disciplin, undgår at udstede for meget ny gæld eller griber til at højne indtægterne ved, at trykke flere penge, vil drakmens værdi hurtigt stabiliseres.
Regeringen betaler jo trods alt for de varer og serviceydelser, som den køber i den nye valuta, og folk og virksomheder bliver nødt til at anskaffe den for at kunne betale deres skat.
Ved at tilbagevise alt ud over indenrigsbestandelen af sin kæmpestore gæld, vil regeringens finanser ikke længere være pressede.
Samtidig bliver den græske industri mere konkurrencedygtig, og forudsat at regeringen modstår fristelsen ved at indføre kapitalkontrol - hvilket dog ikke er sandsynligt i lyset af Syrizas politiske ideologi - vil udenlandske investeringer strømme til for at udnytte den gunstige omkostningsstruktur, som den svækkede valuta tillader.
Vigtigst af alt vil beskæftigelsen begynde at komme sig, og det lange mareridt, som begyndte for de fleste grækere i 2008, vil langsomt ende.
Bedst for Grækenland at lægge gældsbyrden bag sig
Eurozonen vil overleve med eller uden Grækenland, så længe Tyskland, Frankrig og Italien fortsat forpligter sig til at opretholde dens eksistens.
For Grækenland er der et liv efter euroen; måske kan man endda vende tilbage til velstanden fra før krisen. Denne gang opretholdt af en virkelig økonomisk aktivitet frem for bedragerisk regnskabsførelse og uholdbar låntagning.
Forudsat at Syriza-regeringen er klar til at gennemføre mange af de reformer, som Trojkaen har forlangt - måske denne gang formuleret som patriotiske afkald, nødvendiggjort af den nationale undtagelsestilstand, som udlandet har påtvunget landet - er det måske i sidste ende bedst for Grækenland at lægge euroen og gældsbyrden bag sig.
Michael Ben-Gad hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation.
