Professor: Euroen er romantisk makværk

Ved både Maastricht- og euroafstemningerne i Danmark fik modstanderne tudet ørerne fulde af rationelle argumenter om, hvorfor euroen ville skabe lykke og velstand. Et næsten enigt Overdanmark i form af folketing, regering, aviser og organisationer stod på nakken af Nationalbanken i iveren efter at overbevise folket om den fælles mønts lyksaligheder.

Modstanderne blev på det nærmeste betragtet som nationalistiske anti-globalister eller hennafarvede føle-føle-venstreorienterede, der stemte ud fra en indre stemme, sjette sans eller irrationel intuition.

Men nu retter verdens måske førende økonom, professor i økonomi og international politik ved Princeton University Paul Krugman, et sønderlemmende angreb mod den fælles valuta. Han mener, den er skabt på ønsketænkning fra gamle fællesskabesromantikere.

Euroen hviler måske på naiv forestilling

Paul Krugman modtog i 2008 Nobelprisen i økonomi for teorien Ny Handelsteori, som forklarer, hvordan ens lande kan handle sammen, så den til tider kontroversielle økonom har umiddelbart god faglig ballast til at have vægt bag ordene.

Danmarks overvismand, professor i økonomi på Københavns Universitet, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen er enig i dele af de faktuelle præmisser, som kritikken bygger på.

»Paul Krugman har muligvis ret i, at euroen rent politisk byggede på en naiv forestilling.«

»Med ØMU’en indførtes en række systemer og regler, som skulle forhindre de enkelte lande i at køre med store statsunderskud og opbygge stor statsgæld. Selv om de måske var rigtigt tænkt økonomisk, så var de ikke stærke nok rent politisk. Landene har fået lov til at ligge med underskud i perioder, hvor der ikke var nogen undskyldning for det, uden at blive mødt af de sanktioner, man indbyggede i euroen for at undgå den situation, vi står i nu,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Europa havde været mindre i krise uden euroen

Set i lyset af, at de europæiske politikere ikke har overholdt eurosamarbejdets spilleregler, mener overvismanden, at den nuværende statsfinansielle krise i Europa ville have været langt mindre, hvis vi ikke havde haft eurosamarbejdet.

»Uden euroen ville vi ikke stå i en så omfattende statslig finansiel krise, fordi landene med store underskud og gæld langt tidligere ville have oplevet stigninger i renten på deres gæld. Men risikoen var erkendt på forhånd. Problemet er, at politikerne ikke brugte de foranstaltninger, der var opstillet, for at undgå det, vi ser nu. Det skyldes nok i høj grad, at toneangivende lande som Tyskland og Frankrig, der skulle gennemtvinge sanktionerne, selv fik problemer med for store underskud,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

'Romantiske' euro-ledere bør fjernes fra lederposter

I sin faste klumme i New York Times skriver Paul Krugman, at euroen er et romantisk makværk, der byggede på teknokraters fantasiforestillinger om, hvordan verden burde være, i stedet for økonomisk analyse af, hvordan verden er.

Euroen blev skabt ud fra elitens drømme om europæisk fællesskab og byggede på et håb om, at alt ville ordne sig, når først den fælles valuta var på plads. Det er essensen af Krugmans kritik.
I kronikken skriver Krugman blandt andet om den europæiske elite, der gennemtrumfede en fælles valuta:

»De er romantikere, og det de vil have på baggrund af deres romantiske visioner kræver enorme ofre fra almindelige arbejdere og familier. Men faktum er, at deres visioner er drevet af drømme om, hvordan verden burde være, i stedet for af en kølig vurdering af, hvordan virkeligheden er. Hvis vi vil redde verdensøkonomien, må vi fjerne disse farlige romantikere fra deres piedestaler,« skriver Krugman.

Euroen tvivlsom 'ud fra alle økonomiske analyser'

Herefter bruger han euroen som eksempel på, hvor farlige de europæiske politikere er for verdensøkonomien.

»Sandheden er, at Europas march mod en fælles valuta fra begyndelsen var et tvivlsomt projekt ud fra alle økonomiske analyser. Kontinentets økonomier var for uensartede til at fungere med en en-for-alle-møntpolitik, de var for udsatte for at komme ud for ’asymmetriske chok’, hvor nogle lande gik tilbage, mens andre boomede. Og i modsætning til USA var de europæiske lande ikke en del af samme nation med et forenet budget og et arbejdsmarked bundet sammen af et fælles sprog,« skriver Krugman.

Risikoen var kendt fra start af euroens levetid

Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen understreger, at man allerede ved euroens udformning var opmærksom på de problemer med konstruktionen, som Paul Krugman angriber. Den situation, vi står i nu, med Grækenland og andre lande ud over fallittens rand, har hele tiden været den velkendte risiko ved den fælles valuta.

Man vidste på forhånd, at det var problematisk at have fælles valuta uden fælles finanspolitik. Især fordi tilliden til euroen var større, end den ville være til de enkelte landes tidligere valuta, og derfor kunne lande som Grækenland låne flere penge, end de ellers ville have kunnet.

»Der har hele tiden været modstandere af euroen, der hævdede, at landene var for forskellige. Mange tilhængere troede, eller håbede, at en ensartethed ville blive gennemtrumfet af den fælles valuta. Der var også modstandere, der sagde, at med en fælles valuta ville der være brug for en meget mere central styring af finanspolitikken end i ØMU’en. For ellers var der fare for, at nogle lande kunne opbygge en stor gæld i ly af euroen, bl.a. ud fra en tiltro til, at de ville blive reddet, hvis det gik galt.«

Klare euro-regler blev brudt

»Netop derfor satte man grænser for, hvor stor gæld og underskud, landene måtte opbygge, og konstruerede en ’no-bailout’-klausul, der betød, at eurolandene ikke måtte redde lande, der ikke overholdt reglerne. Men reglerne blev ikke overholdt, og landene, der kom i problemer, fik alligevel nødhjælp,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Hverken investorer eller de enkelte lande har troet på ’no-bailout’-klausulen, og det har da også vist sig, at euro-landene redder de lande, der egentlig er bankerot.

Man så samme mekanisme i USA, hvor staten reddede de største banker ud fra ’To big to fail’-tankegangen, der dybest set betyder, at det vil medføre en uoverskuelig dominoeffekt, hvis for store banker eller lande går ned. Det gør reelt institutionerne immune mod konkurs.

Store lande overvejer måske at droppe euroen

Uden at have indblik i bl.a. tyske politikeres tanker, så vil Hans Jørgen Whitta-Jacobsen ikke blive overrasket, hvis de overvejer at droppe euroen, når den nuværende situation er blevet stabiliseret. Men det er udelukket, at euro-landene dropper samarbejdet i den nuværende situation.

»I den nuværende situation, hvor vi er i suppedasen, er det absolut ingen løsning at droppe euroen. Det vil medføre en ny bølge af pessimisme og have uoverskuelige følger. Eneste mulighed her og nu er, at de mest udsatte lande gennemfører de nødvendige opstramninger og strukturreformer, og at den europæiske stabilitetsfond gives så meget mere styrke, at det skaber en grundlæggende tillid,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.