I bagende sol står en politiker klar til at holde tale. Ryggen er våd af sved, og fra panden pibler små dråber frem.
Konsekvensen? Talen bliver mere simpel.
Sådan lyder påstanden i et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet iScience.
Forskerne bag har analyseret taler fra politikere fra otte forskellige lande – herunder Danmark - og er kommet frem til, at vejret tilsyneladende har betydning for, hvor komplekse politikernes taler bliver.
Jo varmere vejret er en given dag, desto mere simple bliver talerne.
På baggrund af analysen mener forskerne sågar, at det er muligt, at politikerne i fremtiden kommer til at tale simplere som konsekvens af klimaforandringerne.
»Vi er vidne til en stadig mere bekymrende tendens med mere ekstreme vejrmønstre globalt. Som politologer er vores kernefokus at forstå de faktorer, der påvirker den politiske diskurs, og i forlængelse heraf hvordan demokratiske samfund fungerer,« fortæller Tobias Widmann, der er medforfatter til studiet, til Videnskab.dk.
Forsker i politisk kommunikation og retorik Lisa S. Villadsen, der ikke er involveret i studiet, er dog skeptisk overfor sammenhængen mellem vejr og sprogets kompleksitet.
»Det kunne da sagtens tænkes, at meget varmt vejr gør, at politikerne vil skynde sig at blive færdige med deres tale, men jeg synes, at metoden er for simpel til at kunne konkludere noget,« fortæller hun til Videnskab.dk.
Kortere ord og sætninger på varme dage
I studiet har forskerne brugt et særligt værktøj, kaldet ‘flesch-kincaid score’, til at bestemme kompleksiteten af talerne. Kort sagt bruger værktøjet sætningernes og ordenes længde som indikator for, hvor simpel eller kompleks talen er.
De har så sammenholdt scoren med temperaturen på den gældende dag, hvor talen blev holdt.
Metoden, forskerne har brugt, er designet sådan, at den kan isolere effekten af varme, forklarer Tobias Widmann, adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Det vil sige, at de sikrer sig, at andre faktorer som sæsonændringer eller samfundsmæssige tendenser ikke spiller ind.

\ Læs også
Lisa S. Villadsen er professor ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, og som kvalitativ forsker mener hun ikke, at vi bliver specielt meget klogere.
»Forskernes ønske er i sidste ende at sige noget om populisme, men med deres metode bevæger de sig meget langt væk fra selve sproget, og derfor ville jeg være varsom med at konkludere noget om politikeres kognitive evner ud fra temperaturer,« fortæller hun.
Hun mener nemlig, at man sagtens kan tale komplekst, selvom man taler i korte sætninger, og derfor er det en for snæver måde at vurdere kompleksiteten på.
»Vi er klar over, at Flesch-Kincaids læsbarhedsscore er et relativt simpelt mål til at vurdere sprogets kompleksitet,« svarer Tobias Widmann til kritikken og fortsætter:
»Men på trods af sin enkelhed mener vi, at Flesch-Kincaid-scoren effektivt opfylder det tilsigtede formål.«
Et lixtal som i en børnebog
Generelt er talerne de seneste år blevet mere simple, men ifølge Lise S. Villadsen skyldes det den sproglige udvikling i det offentlige rum og sociale medier.
Sociale medier påvirker folks tålmodighed. Politikerne bliver derfor presset til at fatte sig i korthed, forklarer hun.
En oversigt over åbningstaler i Folketinget lavet af Altinget viser, at lixtallet og altså kompleksiteten i talerne fra 1998 til 2019 er faldet fra 41 til 28. Mette Frederiksen stod for åbningstalen i 2019, der altså var talen med det laveste lixtal i 20 år.
I sin undskyldningstale til de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, nåede Mette Frederiksen helt ned på 21 i lixtal, hvilket svarer til niveauet for en børnebog. Det skriver B.T.

Peter Aagaard er lektor ved Institut for Samfund og Erhverv på Roskilde Universitet og forsker i politisk kommunikation i blandt andet Danmark, Sverige, England og USA. Han ser også, at talerne er blevet mere enkle, og det er ikke bare et dansk fænomen.
»Der tegner sig et billede af, at kommunikationen er hurtig,« fortæller han.
Dygtige politiske talere som Obama og Clintons benyttede sig meget af ‘historiefortælling’, når de holdt deres taler, forklarer han – men det oplever han, at man i dag i stigende grad bevæger sig væk fra.
»Der er simpelthen ikke tid til det. På sociale medier har du få sekunder til at få dit budskab ud, og derfor bliver det mere simpelt og med flere gentagelser,« fortæller han.
Konsekvenser for folkestyret
Den måde at kommunikere på er effektiv, fordi det er let for befolkningen at forstå, men ifølge Peter Aagaard er det ikke optimalt. Politik er ofte komplekst, og hvis talen er simpel, er der risiko for, at substansen ryger ud, forklarer han.
Typisk er der blandt befolkningen størst opmærksomhed omkring politik i valgperioder i forbindelse med kriser og skandaler, mens den er mindre, når politikken faktisk bliver lavet, forklarer Peter Aagaard.
»Det er svært for befolkningen at forstå, hvordan politik fungerer – for eksempel hvordan lovgivning implementeres. Og om den virker. Det er et problem for folkestyret, og jeg frygter, at der kommer til at ske en afkobling mellem politikerne og befolkningen,« siger han og tilføjer:
»Men der er ikke noget, der er sort og hvidt. Der kan også være fordele ved den simple kommunikation, fordi den som sagt er lettere at forstå.«






























