Da den amerikanske præsident Richard Nixon i 1974 i desperation over at miste præsidentembedet i USA rasende slog sin knytnæve i gulvet og klagede højtlydt, mindede han mest af alt om en rasende chimpansehan.
Tilsvarende scener har sandsynligvis udspillet sig på landets rådhuse og muligvis Christiansborg, når borgmesterkæder og ministertaburetter bliver taget fra nogle og tildelt andre.
Abeadfærden er nemlig ikke en tilfældig handling hos Nixon. Det er et træk, der kendetegner mange magtmennesker og kan spores tilbage til vores fælles fortid med aberne.
Det mener den hollandske adfærdsforsker Frans de Waal, som ser en lige linje fra den adfærd, man ser hos vores nærmeste slægtninge, chimpanserne, til den måde vi mennesker opfører os på, både som individer og i grupper.
Nixons raserianfald var nærmest en tro kopi af den adfærd, Frans de Waal så hos en afsat lederhan i den chimpansekoloni, han studerede på samme tidspunkt.
Folketinget minder om abebur
Frans de Waal tilbragte i slutningen af 70erne tusindvis af timer i den hollandske Arnhem Zoo med at følge en flok chimpanser.
Og jo mere han kom til at lære flokken og de enkelte aber at kende, desto mere blev han overbevist om, at den blodige magtkamp, som aberne udkæmpede for øjnene af ham, gav en god forklaring på mange af de forhold, der udspiller sig i det modernes menneskes ypperste magtspil: politik.
Historien om aberne i Arnhem Zoo har de Waal fortalt i bogen 'Politik blandt chimpanser', som er genudgivet flere gange siden den første udgave i 1982.
Siden da har forskerne flittigt diskuteret, hvor meget man egentlig kan overføre fra abe-studier til os mennesker, og ikke mindst om studier i zoologiske haver giver et reelt billede af abernes naturlige adfærd.
En af skeptikerne er den danske primatolog og evolutionspsykolog Jill Byrnit, som selv har studeret abeadfærd, både i zoologiske haver og i naturen:

»Man skal passe på ikke at overfortolke abernes adfærd. Vi ved ikke, hvad de tænker. Chimpanser og de andre menneskeaber er for eksempel meget dårlige til at tolke tegn fra mennesker - som når vi peger på en ting. Det er hunde meget bedre til,« fortæller Byrnit, men understreger, at der selvfølgelig også er ligheder:
»Mange aber viser en forståelse for, om de selv og de andre individer i flokken bliver behandlet rimeligt, og måske er det en forløber for menneskets moral.«
På et punkt er vi mennesker dog helt unikke, understreger Jill Byrnit:
»Mennesket er den eneste art, der kan erkende og forholde sig til sociale relationer mellem to andre individer i flokken. Den viden gør os i stand til at agere langt mere udspekuleret end andre dyr. Vi kan udnytte vores viden om andre menneskers sociale relationer i et magtspil, der er langt mere subtilt end det, der for eksempel foregår hos chimpanserne, hvor den fysiske magtudøvelse fylder meget.«
Alfahannen Anders
»Mellem anfald af gråd var Nixon klagende ... Hvordan havde et simpelt tyveri forårsaget alt dette? [...] Han faldt på knæ ... bøjede sig frem og hamrede næven ned i tæppet og råbte højt: 'Hvad har jeg gjort? Hvad er der sket?'«
Sådan lyder et citat fra Woodward og Bernsteins bog 'The Final Days'.
Alligevel kan Byrnit godt genkende en dansk politiker med ægte alfahan-udstråling:
»Anders Fogh Rasmussen ville være en god chimpanseleder. Han udstråler ro, kontrol og magt, men samtidig giver han mig også en fornemmelse af at være retfærdig i sin magtudøvelse.«
Fornemmelsen for retfærdighed er nemlig afgørende hos både aber og mennesker.
Således vil en tyrannisk abeleder, som stødes fra magten miste al respekt i flokken i det øjeblik, han mister tronen, mens en mere retfærdig leder stadig vil have status og indflydelse, selvom han ikke længere er alfahan.
Ud over fornemmelsen for retfærdig fordeling af goderne, har en alfahan andre gode 'ledelsesværktøjer' til at bevare magten i abeflokken som for eksempel skræmmeadfærd, forsoning og gruppepres.
Så selvom vi mennesker nok har udviklet et sprog og en kulturel overbygning, der gør vores politiske adfærd lidt mere kompliceret i detaljen, må man med næsen mod ruden i Zoo konstatere, at vi ligner vores biologiske fætre og kusiner ikke så lidt, når det gælder om det politiske spil om magten.






























