At ankomme til en ny tid er også at ankomme til en ny fortid. Derfor må historien hele tiden skrives om. Også den, der handler om enkeltpersoners rolle i den.
Der er i disse år en stigende opmærksomhed om Danmark som kolonimagt, herunder som kolonimagt i Grønland - og polarforskeren Knud Rasmussen er en af de personer, der har haft størst betydning for det dansk-grønlandske forhold.
Derfor er det en nærliggende opgave at få belyst, hvordan han opfattede sin rolle i en kolonipolitisk sammenhæng. Og hvordan han agerede i forhold til den.
Det har jeg undersøgt i min nye bog ‘Knud Rasmussen og Grønlands kolonihistorie’, som denne artikel bygger på.
Polarforsker og politisk aktør
Knud Rasmussen er nok mest kendt for sine 7 Thule-ekspeditioner, de fleste med hundeslæde, hvor han i årene 1912 til 1933 rejste i Grønland og det øvrige Arktis og dokumenterede inuits levevis, sagn og traditioner.
Selv om der er skrevet meget om Knud Rasmussen, er hans politiske indsats dog kun sporadisk berørt. Blandt andet fordi hverken hans samtidige eller eftertiden har opfattet ham som engageret i koloniale spørgsmål eller grønlandspolitik.
Men intet kan være mere forkert.
Sandt nok gjorde han sig ikke gældende som politiker, hverken på dansk eller grønlandsk grund. Men det betød ikke, at det meste af hans virksomhed ikke på den ene eller anden måde rummede en kolonial og grønlandspolitisk dimension, og at han må ses som en central aktør i disse sammenhænge.
Byggede vigtigt dansk handelsstation i ‘ingenmandsland’
En liste over vigtige politikområder i Grønland i første halvdel af 1900-tallet kan for eksempel se sådan ud:
- Dansk suverænitet i Grønland
- Dansk lovgivning for Grønland
- Grønlandsk selvstyre
- Monopolhandel
- Erhvervsliv
- Uddannelse
- Sprogspørgsmål
- Kulturliv
- National identitet
Knud Rasmussen har ikke blot sine bestemte meninger på alle disse områder, men tager også vigtige initiativer ud fra dem.
Det kan ikke nøjere dokumenteres i denne korte omtale, men lad mig nævne et par eksempler fra bogen.
Når det gælder dansk suverænitet i Grønland, skal vi huske, at de danske kolonier i Grønland i begyndelsen af 1900-tallet kun omfattede en række byer og bygder på vestkysten fra Kap Farvel til Upernavik samt en enkelt koloni på østkysten, det nuværende Tasiilaq.
Resten var så at sige ingenmandsland.
\ Om bogen
Bogen ‘Knud Rasmussen og Grønlands kolonihistorie’ er skrevet af Knud Michelsen og er hans doktordisputats.
Knud Michelsen har skrevet flere bøger om Knud Rasmussen, senest ‘Rejsen til det oprindelige folk fra 2021 om 5. Thule-ekspedition. Han er desuden barnebarn af Knud Rasmussens søster.
Udgivelsesdato: 1. maj 2025
Forlag: Nord Academic
I 1910 anlægger Knud Rasmussen en handelsstation i Thule nord for Melvillebugten, et område uden for det danske Grønland. I ingenmandslandet. Det gør han blandt andet for at sikre dette område for Danmark.
Den danske stat var på det tidspunkt ikke interesseret i en kolonisering af området, så der er tale om en privat kolonisering. Den får imidlertid stor betydning, for efterhånden bliver staten klar over, at det vil være uheldigt, hvis amerikanere, tyskere eller nordmænd sætter sig fast deroppe.
Der er planer herom hos repræsentanter for alle tre nationer. Derfor indgår udenrigsminister Erik Scavenius i 1916 en aftale med amerikanerne om, at de ikke vil modsætte sig Danmarks overhøjhed i hele Grønland - altså, at Danmark havde politisk magt over hele landet.
Lagde de grundsten, der kan stoppe Trumps annektering
Det bliver så starten på aftaler med andre stormagter. Senere forklarer Scavenius, at det var en række samtaler, han havde med Knud Rasmussen i 1910 og 1913, der overbeviste ham om det rigtige i at indgå disse aftaler.
Så Knud Rasmussen har spillet en afgørende rolle for, at blandt andet amerikanerne ikke senere har annekteret Grønland. Dét, som Trump nu truer med.
Lykkes han med det, er der derfor tale om et klart traktatbrud.
Senere, i 1931-32, foretager Knud Rasmussen to ekspeditioner til Østgrønland.
Der er tale om videnskabelige ekspeditioner. Men efter aftale med statsminister Thorvald Stauning er videnskaben samtidig dække for et politisk formål, nemlig at holde øje med nordmændene og forhindre dem i at annektere områder i Østgrønland. Det forsøger de på det tidspunkt, fordi det er et gammelt norsk fangstområde.
Danmark indklager i forlængelse heraf Norge for den internationale domstol i Haag.
Her optræder Knud Rasmussen som talsmand for de grønlandske landsråd, som støttede Danmark; en væsentlig grund til, at Danmark vinder retssagen. Og fra 1933, men først fra det år, har Danmark suveræniteten i hele Grønland.
Ville ophæve monopol og indføre danskundervisning
Når det gælder kolonipolitikken i almindelighed, er Knud Rasmussens position overvejende kritisk.
Fra den danske stats side var man i Knud Rasmussens samtid ikke indstillet på afgørende ændringer i erhvervslivet eller i forhold til uddannelsesmuligheder.
Det statsdrevne handelsselskab Kongelige Grønlandske Handel havde monopol på al handel, og man satsede på sælfangst og uddannelse til lærere på Grønlands eneste seminarium.
Vigtige synspunkter hos Knud Rasmussen er, at fiskeri bør fremmes i forhold til sælfangsten, at grønlænderne bør have adgang til ledende stillinger og uddannelse i Danmark, at monopolsystemet bør lempes, og at man bør indføre danskundervisning (med henblik på bedre uddannelsesmuligheder).
Overalt er han del af den gruppe, som ønsker at fremme en hurtigere omstilling af Grønland til et moderne samfund med øget selvstyre: Det samfund, som skildres i den første grønlandske roman 'Sinnattugaq' (Drømmen).
Det er en fremtidsroman fra 1914, som Knud Rasmussen oversætter og formidler til en dansk offentlighed. Her får den titlen 'En grønlænders Drøm'.
\ Hvem var Knud Rasmussen?
Knud Rasmussen var en kendt dansk-grønlandsk polarforsker og forfatter, som især er kendt for de syv Thule-ekspeditioner.
Han blev født i 1879 i Ilulissat i Grønland og var søn af den danske præst og sprogforsker Christian Vilhelm Rasmussen. Knud Rasmussens mor, Sophie Lovise Rasmussen, havde norske og grønlandske aner, og det var hans oldemor på Sophies side, som lærte ham det grønlandske sprog og traditioner.
Knud Rasmussen blev sendt til Danmark som 12-årig for at uddanne sig og endte også med at bosætte sig i Danmark sammen med sin kone, Dagmar Andersen, og deres børn.
På sin 7. Thule-ekspedition i 1933 blev han syg og måtte rejse tilbage til Danmark, hvor han blev indlagt. Han døde kort tid efter.
Tom Kristensen skrev efter hans død digtet ‘Det er Knud, som er død’, som blev udgivet i Politiken. I 2012 satte bandet The Minds of 99 musik til digtet.
Kilde: lex.dk
Kritikken af den danske kolonipolitik: Fodslæbende og uden de vigtigste aktører
Knud Rasmussens kritik af kolonipolitikken skyldes ikke mindst, at man ikke inddrog grønlænderne selv i udviklingen af deres land og dens fodslæbende karakter.
Det er karakteristisk, at Knud Rasmussen hele tiden befinder sig på forkant af en udvikling, som staten eller Grønlands Styrelse i København søger at hæmme.
Handelsstationen i Thule (den, der blev oprettet i 1910 af Knud Rasmussen) er ikke mindst betydningsfuld, fordi den giver mulighed for at indrette sig på en anden måde end i de danske kolonier i Grønland (frem til sin død havde Knud Rasmussen nemlig myndigheden i Thule-distriktet).
Det er noget, Knud Rasmussen stærkt understreger og søger at realisere gennem sin og den lige så kendte polarforsker og forfatter Peter Freuchens personlige og kammeratlige relation til befolkningen, som også inddrages i de ekspeditioner, der gennemføres med Thule som udgangspunkt.
Brobygger-rollen var afgørende
Så hvorfor kom Knud Rasmussen til at betyde så meget for det dansk-grønlandske forhold?
Det gjorde han i kraft af sin rolle som brobygger mellem de to lande. En rolle, som ikke udspringer af en særlig position, men af hans personlighed, som igen er bestemt af hans identifikation med sin grønlandske arv (moderen havde grønlandske aner). En identifikation, som finder sted i hans skoletid.
Samtidig giver han på ingen måde afkald på sin identitet som dansker. Når Knud Rasmussen kommer til at spille en helt afgørende rolle i det dansk-grønlandske forhold, beror det ikke mindst på, at han på én gang helt igennem vedkender sig og udfolder såvel sin grønlandske som sin danske identitet.
Derved kommer han til at fremtræde som den lykkelige forening af de to identiteter, ja, han bliver med tiden selve inkarnationen af det dansk-grønlandske forhold.
Førte det dansk-grønlandske forhold et nyt sted hen
I kraft af sin karismatiske personlighed formår han at videreformidle billedet af den lykkelige forening til såvel den danske som dele af den grønlandske offentlighed.
Ikke mindst den del, der senere kommer til at udgøre den grønlandske elite og grundstammen af grønlandske politikere.
I forhold til situationen i det 18. og 19. århundrede, der er bestemt af den koloniale relation, føjer Knud Rasmussen i det 20. århundrede den afgørende nye præmis til det dansk-grønlandske forhold:
Anerkendelsen af det grønlandske som ligeværdigt med det danske.
Og han gør det på den mest overbevisende måde, man kan tænke sig, nemlig ved selv at repræsentere det.
I dag ville Knud Rasmussen imidlertid ikke blive anerkendt som grønlænder. Synspunkterne har flyttet sig siden dengang, og brobygningen er på nogle områder sat på pause. Ja, hvis løsrivelse opfattes som et nødvendigt skridt i Grønlands udvikling, handler det om at fjerne fagene på den bro, som Knud Rasmussen i høj grad har været med til at konstruere.
Han bliver i det lys en hvid mand med inuitfacade, og hans ideer om brobygning en hindring for en selvstændig udvikling af det grønlandske samfund.
Så kampen om Grønlands fremtid er også en kamp om synet på Knud Rasmussen.
\ Kilder
‘Knud Rasmussen og Grønlands kolonihistorie', Knud Michelsen (2025). Nord Academic
