Forestil dig, at du om lidt rejser dig fra kontorstolen efter at have læst endnu en interessant artikel på Videnskab.dk. På vej ud på WC’et får du væltet en kande kogende varm kaffe eller en tung reol ned over dig.
Du kommer på skadestuen og bliver lappet sammen, men efter et halvt år har du stadig gener efter uheldet. Gener som gør, at du ikke kan arbejde, og som måske aldrig går væk.
Er du på arbejde, når ulykken sker vil du være dækket af din arbejdsgivers arbejdsskadesforsikring. Sker ulykken i den fritid, er det din egen ulykkesforsikring, der skal dække.
I første omgang vil du blive undersøgt af en speciallæge. Han eller hun vil beskrive dine symptomer efter ulykken og udtale sig om årsagerne til symptomerne, nemlig ulykken.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt dine skader efter det kogende vand eller reolen, er varige, kan din sag ende i retten. Og så vil det være op til en dommer at afgøre, hvor stor en erstatning du skal have fra dit eller din arbejdsgivers forsikringsselskab.
I en retssag vil både din advokat og dit forsikringsselskab kunne bede retten kontakte Retslægerådet for at få deres vurdering af din skades alvor og varighed.
Rådet, som består af speciallæger fra forskellige dele af lægevidenskaben – fra psykiatere til specialister i ryglidelser, skal så komme med sin vurdering af dine skader. Det gør de alene på baggrund af parternes konkrete spørgsmål.
Rådet svarer ikke på hypotetiske spørgsmål
»Ofte har retten brug for at få en lægelig vurdering af netop skadernes varighed. Men det er desværre en af de ting, som Retslægerådet meget nødigt udtaler sig om,« fortæller ph.d. fra Juridisk Institut på Aarhus Universitet, Synne Søndergaard.
Hun har i sin ph.d.-afhandling undersøgt brugen af Retslægerådet i personskadesager. I afhandlingen har hun analyseret omkring 200 domme i personskadesager fra år 1921-2014.
I alle domme har Retslægerådet været involveret for at vurdere sammenhæng mellem en personskade, og de mén personen har efter skaden.
Hendes analyse viser, at der er en stor risiko for, at lægerne i Rådet og juristerne taler forbi hinanden på nogle meget afgørende punkter i en retssag. Fordi juristerne beder om svar, som lægerne ikke kan eller vil give.
»Man oplever ofte, at Retslægerådet ikke vil svare på hypotetiske spørgsmål. For eksempel hvis advokaten beder dem vurdere, om en skade er varig. En vurdering som er meget afgørende i sager, hvor den skadeslidte skal have erstatning for tab af erhvervsevne, fordi han eller hun ikke kan arbejde mere. Så vil Rådet bare svare, at det kan de ikke vurdere, og at spørgsmålet er hypotetisk,« siger Synne Søndergaard.
Videnskab.dk har kontaktet Retslægerådet for at få deres syn på udfordringerne med de hypotetiske spørgsmål. Formand for Retslægerådet, Bent Ottesen har svaret på mail.
»Retslægerådet afgiver sit lægevidenskabelige skøn på baggrund af de af den hørende myndighed godkendte spørgsmål samt på baggrund af de i foreliggende lægefaglige samt øvrige oplysninger, i det omfang, der er mulighed herfor,« svarer han på spørgsmålet om, hvorfor rådet ikke kan eller vil svare på hypotetiske spørgsmål.
Hvordan havde din fremtid set ud uden ulykken?
Hvis man forestiller sig, at du ikke vil kunne arbejde mere efter ulykken med reolen og det kogende vand, så afhænger din erstatnings størrelse af, om de skader, du har, vurderes til at være varige.
Er de varige, så skal retten vurdere, hvor meget du ville have tjent på at arbejde, og så skal du have en større erstatning for tabt erhvervsevne.
»Som jurist har du altså brug for et hypotetisk svar. Retten skal rent økonomisk stille skadeslidte, som om skaden aldrig var sket. Så vi har brug for at vurdere, hvordan din fremtid havde set ud uden skaden?« forklarer Synne Søndergaard, der har arbejdet som advokat i personskadesager i 11 år, inden hun lavede sin ph.d.-afhandling.
Hun har repræsenteret både skadelidte og forsikringsselskaber og kender derfor virkeligheden i retssalen og samarbejdet med Retslægerådet.
»Juristerne efterspørger et lægeligt skøn, og lægerne vil gerne give højt videnskabeligt svar.
Det svarer lidt til at spørge en tømrer, hvad vil det koste at udbedre et hus, som har været oversvømmet. Så skal tømreren give et skøn, og ingen vil jo holde ham op på tallet efterfølgende. Det er ikke noget problem for en tømrer, men for en læge kan det være meget svært åbenbart,« siger hun.
Synne Søndergaard lægger vægt på, at hende ph.d.-afhandling ikke skal ses som en kritik af Retslægerådet. Hun ønsker alene at påpege, at der kan være store udfordringer, når lægevidenskab og jura skal samarbejde.
Erstatningsret handler om hypoteser
I en sag, som Synne Søndergaard har gennemgået, fra august 2005 i Vestre Landsret har Retslægerådet for eksempel vurderet, at en tilskadekommens nakkesmerter, træthed og hovedpine er forårsaget af et færdselsuheld, og at der er tale om piskesmæld.
Efterfølgende bliver Rådet bedt om at vurdere, om generne vil være varige.
Juristen har skrevet i sit spørgsmål til retslægerådet at:
»Retslægerådet bedes […] give oplysning om, hvorvidt skadelidtes træthedsfornemmelse som beskrevet …, kan antages at være af varig karakter.«
Her har retslægerådet svaret at:
»Spørgsmålet er hypotetisk. Retslægerådet udtaler sig ikke om varighed.«
Karsten Høj er partner i advokatfirmaet, Elmer & Partnere, som er et af Danmarks største advokatfirmaer på personskadessagsområdet. Han har derfor ført mange personskadesager i retten. Og han kan godt genkende udfordringerne med at ikke at kunne få svar på hypotetiske spørgsmål.
»Det er en stor udfordring, fordi personskadesager handler om at vurdere, hvad der ville være sket med skadelidtes helbred, hvis skaden ikke var sket. Al erstatningsret handler om noget hypotetisk. Hvis Rådet konsekvent ikke vil forholde sig det hypotetiske, hvem skal vi så spørge?« spørger Karsten Høj.
Sager trækker ud
Retslægerådet består i dag af 10 læger med forskellig specialmedicinsk baggrund. Rådet har desuden tilknyttet 150 speciallæger, som de kan trække på til at svare på spørgsmål i personskadesager.
Sagerne kan både dreje sig om skader sket på arbejdet, i fritiden, og i sygehusvæsnet – altså patientskadesager, hvor den skadeslidte allerede var syg før skaden skete.
Ifølge Synne Søndergaard, er det ikke en direkte trussel mod retssikkerheden, når Rådet ikke vil svare på hypotetiske spørgsmål, eller når lægerne svarer på en måde, som juristerne ikke kan bruge.
»Misforståelser vil stort set altid blive grebet af juristerne eller af dommeren. Har man ikke fået det svar, man skal bruge for at komme videre i sagen, så må man forsøge at spørge Rådet igen på en anden måde. Men det tager tid,« påpeger hun.
Der kan gå op til et halvt år, fra juristen stiller sine spørgsmål, til Rådet kommer med et svar. Så det er klart at sagerne vil tage markant længere tid, hvis juristerne er nødt til at stille samme spørgsmål flere gange, for at få det svar der skal til, for at en sag kan afgøres.
Hvad betyder ”overvejende sandsynligt”?
En anden udfordring, når læger og jurister skal tale sammen, er forskellene i medicinske og juridiske vurderinger af sammenhængen mellem skade og mén, forklarer Synne Søndergaard.
»Juridisk vil man sige, at der er sammenhæng mellem en skade, og de mén personen har, hvis sandsynligheden for, at der er en sammenhæng, er over 50 procent. Medicinsk skal sandsynligheden være mere end 90 procent, for at man vil sige, at personens mén skyldes skaden,« siger hun.
Frem til 2006 brugte mange advokater udtrykket overvejende sandsynlig, når de konsulterede Retslægerådet. Man kunne for eksempel spørge:
»Er det overvejende sandsynligt, at skadeslidte ikke ville have gener, hvis ikke han havde fået en tung reol over sig?«
Et positivt svar fra Retslægerådet ville i det tilfælde betyde, at retten ville vurdere, at der var årsagssammenhæng mellem ulykken og de fortsatte gener. Og du ville få erstatning fra forsikringsselskabet for tabt erhvervsevne.
Når Retslægerådet omvendt svarede nej til det spørgsmål, troede advokater og dommere fejlagtigt, at det betød, at sandsynligheden for sammenhæng var under 50 %. Men lægerne mente under 90 %. Denne forskellige opfattelse af sandsynlighed har ifølge advokat, Karsten Høj med stor sandsynlighed medført en række forkerte afgørelser ved domstolene.
Den type sager, hvor Retslægerådet tilkendegav, at der var overvejende sandsynlighed for sammenhæng blev næsten altid afgjort til skadeslidtes fordel efter udtalelsen.
Efter kritik fik det i 2006 Retslægerådet til at afvise at bruge udtrykket ”overvejende sandsynligt”, fremgår det af Retslægerådet årsrapport fra 2008.
»Bevisvurderingen og afgørelseskompetencen beror hos domstolene og de andre hørende myndigheder, og Retslægerådets udtalelse skal ikke ved sin formulering foregribe rettens eller myndighedens afgørelse,« står der i årsrapporten.
I stedet vil Rådet frem over brug vendingen ”en vis sandsynlighed.” Det giver ifølge Synne Søndergaard juristerne en større udfordring i sagsføringen, hvilket igen kan trække sagerne ud.
\ Certificér speciallægerne
På baggrund af sin gennemgang af de mange domme og sine analyser af samarbejdet mellem Retslægerådet og domstolene, foreslår Synne Søndergaard, at man forsøger at gøre brugen af Rådet lidt mindre end i dag.
»Min gennemgang viser, at cirka halvdelen af skadessagerne enten bliver hævet eller klaret ved forlig, når Retslægerådet har udtalt sig, og udtalelsen har været rimelig entydig. Alle de sager kunne i princippet have undgået at ende i retten, hvis der havde været en brugbar lægelig vurdering fra starten,« påpeger hun.
Derfor forslår hun, at man laver en certificeringsordning, så speciallæger fremover skal være certificeret for at kunne lave lægeerklæringer i skadessager.
Efter en skade, som måske skal føre til erstatning, vil enten forsikringsselskabet eller den skadeslidte altid konsultere en speciallæge, som vurderer skadens omfang og skriver en speciallægeerklæring.
»Hvis man i stedet for at bruge Retslægerådet så meget, forsøger at uddanne speciallægerne til at kunne lave mere juridisk brugbare lægeerklæringer fra starten, så vil færre sager formegentlig ende i retten,« påpeger hun.
Kun Retslægerådet kan vurdere sammenhæng mellem skade og mén
Det tvivler Karsten Høj, partner i advokatfirmaet Elmer & Partnere, dog meget på.
»Jeg kan godt tilslutte mig en certificeringsordning for at få ryddet ud i dårlige speciallægeerklæringer, og speciallæger som favoriserer enten forsikringsselskabet eller den skadeslidte, men jeg tror kun det i meget lille omfang vil føre til, at færre sager ender i retten,« siger han.
I dag er det kun Retslægerådet, der har myndighed til at vurdere medicinsk årsagssammenhæng. Speciallæger kan altså i dag kun vurdere en skades omfang, men ikke vurdere om fremtidige mén hænger sammen med skaden.
Men det vil Synne Søndergaard gerne have lavet om.
»I det nuværende system SKAL sagen anlægges ved domstolene for at kunne vurderes af Retslægerådet, men når mere end halvdelen af sagerne afsluttes uden en dom, så er det en dyr omvej for at få en sag vurderet. Hvis der blev en lettere adgang til vurdering, enten hos en certificeret speciallæge, eller gennem en direkte adgang til Retslægerådet, så vil det være både en økonomisk og tidsbesparende gevinst,« siger hun.
Karsten Høj er enig i, at der bør være adgang til at stille spørgsmål til Retslægerådet uden nødvendigvis at skulle anlægge en retssag først.
Efteruddannelse er vejen frem
Formand for Foreningen af Speciallæger, Anja Mitchel, er ikke tilhænger af en certificeringsordning.
»Vi mener at efteruddannelse vil være godt for dem, der laver speciallægeerklæringer, så de kan lære noget mere om jura, men en egentlig certificering går vi ikke ind for,« siger hun.
Efter hendes mening vil frivillig efteruddannelse i højere grad sikre bedre speciallægeerklæringer.
»Når man anvender certificeringsordninger, så bliver det meget stationært, for når man har certifikatet, så behøver man ikke gøre mere. Med efteruddannelse derimod, vil du sikre, at speciallæger, som har brug for at kunne skrive erklæringer løbende bliver bedre til det.«
Hun afviser at gøre efteruddannelse obligatorisk, men tror, at de læger, som har efteruddannelsen, naturligt vil blive valgt oftere til at lave erklæringer. Og dermed vil alle få et incitament til at efteruddanne sig.
