På strejftog i Danmarks middelalderbyer

Det er blevet sagt, at det er lige så svært at definere en by som en ørken eller en skov, og at man ved, om noget er en by, når man møder en by. Byer er altså ikke lette at definere, måske umulige.

Men i bogen 'Danmarks byer i Middelalderen' forstås middelalderbyen som et sted, hvor mennesker boede tæt, hvor de færdedes på gader og stræder, og hvor de handlede og bedrev håndværk.

Et centralt element var de langtrækkende handelsnetværk, men også kirken og andre institutioner var karakteristiske for middelalderbyen, om end ikke nødvendige.

Middelalderbyen dengang og nu

Selvom der i de danske byer kun er få bygninger tilbage fra middelalderen, findes de dog i byer som Ribe, Køge og Malmø (Skåne, Halland og Blekinge var på danske hænder i middelalderen, red.).

Dertil kommer de mange store og små kirker, der blev bygget af middelalderbyernes borgere, og som har 'levet' sammen med byen lige siden.

Det gælder især de store domkirker i byer som Ribe, Roskilde og Lund. De er blevet ombygget gennem århundreder, men kirketårnene udgør stadig en iøjnefaldende del af byernes skyline.

En anden synlig arv fra middelalderen er ofte gadenettet, og også flere gadenavne går tilbage til middelalderen. Middelalderbyerne forbliver interessante for læg og lærd, fordi vi har dem omkring os.

[nid:2576]]

Den vigtigste periode for urbaniseringen i Danmark

De første danske byer, Hedeby og Ribe, var i 800-tallet tæt knyttet til kongemagten, og de var centre i langtrækkende netværk og fik som handelsbyer i hvert fald i 900-tallet følgeskab af Aarhus.

Hedeby, Ribe og Aarhus blev i 900-tallet alle beskyttet af volde, og kongens, for eksempel vikingekongen Harald Blåtands, indflydelse på og interesse i disse byer ses sikkert herved.

Kongemagten, der efter Harald Blåtands dåb omkring 965 blev baseret på den kristne tro, voksede sig stærkere, og det blev en af de vigtige forudsætninger for, at vi op mod år 1000 fik en ny generation af byer, herunder Lund, Roskilde og Viborg. De nye byer blev anlagt i tilknytning til trafikårerne, i nærheden af hvor der tidligere havde været en hedensk helligdom.

Disse byer fik i perioden 1000-1150 følgeskab af en hel stribe af bydannelser, og ved midten af 1100-tallet var der omkring 22 byer i det middelalderlige Danmark. Mange af de byer blev senere hen blandt landets største, for eksempel København.

Man handlede i byerne

Hvor de tidligste kirker lå uden for byerne, var de fra omkring år 1000 med deres kirkegårde placeret inde i bysamfundene – ofte i stort tal. Lund havde hele 22 kirker i højmiddelalderen. Vigtigst var bispekirkerne og klostrene, hvis præster, munke og nonner med deres forbrug må have bidraget til at sætte gang i byernes kommercielle omsætning og skabt byvækst.

Blandt andet højmiddelalderens store kirkebyggeri i byerne og de gejstlige institutioners forbrug bidrog til handel, der generelt skulle foregå på byens torv, som ofte lå lige uden for kirkedøren. Her mødtes fremmede købmænd, byens egne borgere samt bønder fra oplandet og handlede med hinanden.

I perioden 1150-1350, væsentligst før 1250, opstod yderligere 60 nye byer. Danmark var nu de fleste steder dækket af et tæt net af byer, små som store, og omtrent 10 procent af befolkningen var nu byboere. En forudsætning for det var en stigende fødevareproduktion, og en betingelse for langt de fleste af de nye byers lokalisering blev mulighed for sejlads og søhandel.

Der skete en mangedobling af handelens omfang, en kommercialisering af samfundet, der betød, at samfundets ressourcer kunne bruges mere effektivt.

Fortsat fremgang trods modgang

Man har set tiden efter 1350 som en krisetid for det danske samfund, blandt andet på grund af pesten, Den Sorte Død, der netop ramte Danmark første gang omkring 1350.

Men denne del af middelalderen var ikke en krisetid fra byernes perspektiv. Vel kan der findes krisetegn, og et par småbyer forsvandt. Men det generelle billede var vækst. Stadig flere mennesker boede i byer, vel omkring 14 procent ved år 1500, og med udgangspunkt i eksisterende småhandelspladser opstod der fra omkring 1400 en række nye byer.

Rundt om i rigets yderområder blev bynettet fyldt ud af småbyer, men det centrale var, at en række byer og regioner oplevede vækst. Byerne langs Øresund ekspanderede, samtidig med at de gamle bispebyer tabte terræn. Malmø og København blev nu rigets klart vigtigste byer med bymure og tårne, og gradvist placerede København sig som landets hovedstad.

Det så man på den ene side ved, at Københavns Slot antog karakter af rigets hovedslot med alle funktioner for hoffet, på den anden side ved, at byen blev landets intellektuelle centrum, da Danmarks første universitet blev grundlagt her i 1479.

En voksende selvstændighed

Det er tydeligt, at den betydelige byvækst allerede før 1150, som i disse år træder klarere og klarere frem i det arkæologiske materiale, vidner om en kongemagt, der kunne støtte sig på en fremvoksende handel.

En stærk kongemagt kunne levere fred og beskyttelse, sådan at handel og håndværk kunne blomstre, hvilket bidrog til yderligere urbanisering og selvfølgelig også indtægter for kongemagten.

Kongen var byherren i mange byer, men også bisper, klostre og hertuger havde deres byer, f.eks. tilhørte København Roskilde bispestol i store dele af middelalderen, og det rige benediktinerkloster i Næstved fungerede som øverste myndighed her.

Samspillet mellem kongemagt og handel blev i endnu større grad tydelig i tiden 1150-1350. Som i den foregående periode tog byerne ofte udgangspunkt i kongelig beskyttelse. Tilknytningen til kongemagten var stærk, men man oplevede også i 1200-tallet en frigørelse fra denne.

Bystyret blev stærkere

Fra midten af 1200-tallet fandt man byråd, der kunne konkurrere med den kongelige byfoged. Byrådet kunne støtte sig på de stærke gildeorganisationer og havde i øvrigt vægt bag sig, da borgerne stillede en pæn del af rigets militær. Byerne og rådenes nyvundne position blev markeret af deres bysegl og de særlige bylove, som kongen bekræftede.

Især i tiden efter 1350 blev byernes position i samfundet styrket. Bystyret fik stadig mere magt i forhold til kongemagten. Byerne kunne støtte kongemagten finansielt og militært, og kongen tillod, at hans repræsentant i byen, byfogeden, fik mindre magt.

Til gengæld opstod borgmesterembedet, og overalt skød rådhuse op. Mange steder blev rådhusene anlagt på markante steder i byen, for eksempel i tilknytning til torvet. I rådhuset mødtes bystyret, og traf beslutninger på byens vegne, og organisationen fik status af øvrighed over for byens indbyggere.

Rigmand blev adelig

I større byer som København og Malmø var der rige og mægtige borgmestre, som snildt kunne konkurrere med adelige i rigdom, og som forhandlede direkte med kongen. En af disse var Jørgen Kock, der var en indvandrer fra Tyskland, som bosatte sig i Malmø, hvor han etablerede sig som en succesfuld købmand.

I løbet af sin tid i Malmø erhvervede han sig mange ejendomme i byen. I 1522 købte han en grund, hvorpå han byggede Malmøs største hus, og den sengotiske bygning er stadig i dag en markant del af Malmøs gamle bykerne.

I 1518 blev Kock møntmester i Malmø, og fem år senere blev han også valgt til borgmester. Kock lånte både Christian II, Frederik I og Christian III store summer, og i 1526 blev han indlemmet i adelsstanden af Frederik I. Kock og kongen arbejdede sammen for reformationen, indtil Frederik I's død i 1533.

I det følgende kongeløse år bemægtigede Kock sig den store fæstning Malmøhus og åbnede byen for lybækkerne, men overgav den dog til den senere Christian III, da det stod klart, at hans parti ville sejre. Derfor blev Kock taget til nåde af kongen, og han fungerede igen fra 1540 og frem til sin død i 1556 som borgmester.

Glimt af det urbane liv

Middelalderbyerne i Danmark var alle små sammenlignet med vore dages byer. Man kendte nok oftest hinanden, og i det snævre område, man boede på, kunne det være svært at finde plads til at være alene – eller i tosomhed.

I de større huse, som mere velstillede borgere ejede, søgte man tilsyneladende at få et mere privat liv i form af en møbleret stue, der var forbeholdt hustandens førende medlemmer. Men samtidig var der tendens til, at stuen blev anlagt ud mod gaden, og herved blev det muligt at se ind i stuen, da glasvinduer vandt frem. Man ønskede tilsyneladende ikke at afskærme sig helt fra byens socialitet.

Vi må på mange måder betegne middelalderbyerne som byggende på nære relationer. Der var kontakt mellem byens sociale lag. De øverste sociale lag bestod af byens ledende gejstlige, de førende borgere og aristokratiet, herefter kom en mellemgruppe af især præster, håndværkere og købmænd, og i de nederste sociale lag fandtes de mange fattige, hvor man blandt andet fandt daglejerne og tiggerne. De har ikke efterladt sig mange spor i de skriftlige kilder, men vi møder dog blandt andet de fattige i retslige dokumenter.

Bønderne ville også være urbane

Et eksempel herpå stammer fra Aarhus-egnen i 1470'erne. Her havde drengen Mikkel Andersen fået tjeneste hos en bonde i landsbyen Lisbjerg. Men han stjal flæsk og pølser og flygtede, da det blev opdaget. Mikkel fik nu tjeneste hos en anden bonde, og fra sit nye sted drog han på tyvetogter ind til Aarhus. Her stjal han blandt andet kostbare handsker af odderskind, som han solgte til en uvidende præst.

Det gik dog galt på et tyvetogt til Aarhus i 1479, da Mikkel stjal fra værten på det herberg, hvor han overnattede. Han nåede at sælge tyvegodset, sikkert på byens torv, før han blev pågrebet. Mikkel forsøgte at få sin onkel, der boede i Aarhus, til at borge, dvs. garantere, for ham, men det ville onklen ikke. Derfor lod byfogeden Mikkel hænge i byens galge.

Mikkel Andersen var tydeligvis tiltrukket af det urbane liv, og det var han ikke den eneste, der var. På ugentlige torvedage drog oplandets bønder til byen for at handle og blev herved inkluderet i de urbane liv.

Bønderne udgjorde desuden det solide grundlag for borgerskabets nyrekruttering, og sammen med indvandring fra især Tyskland bidrog denne vandring fra land til by til, at det relative antal af byboere trods senmiddelalderens pestepidemier voksede i perioden.

Økonomiske uoverensstemmelser og utroskab

Borgerstanden blev rygraden i det urbane liv, og som social gruppe blev borgerne og dermed byerne på forskellig vis en stadig stærkere aktør i samfundet. Men der opstod selvfølgelig også konflikter blandt borgerne i en by, der f.eks. udsprang af økonomiske uoverensstemmelser, eller som kunne have en mere privat karakter.

Det kan et vidneudsagn fra en retssag, som fandt sted i Stege i de første år af 1540'erne, illustrere. To bønder og en borger bevidnede, at de en dag kom med tiendekorn til Stege. Det skulle lægges ind i en bygning. Her kunne de imidlertid ikke komme ind, da døren var låst indefra.

Så gav mændene sig til at banke voldsomt på den, og frem kom en kvinde, Iver Hansens hustru, som de straks genkendte. Hun åbnede døren og sagde, at hun var derinde for »at lede efter sine høns«.

Da de tre mænd kom ind, sagde den ene, at han ville vædde på, at der også var en mand herinde. Da de så ingen fandt, begyndte de at bære korn ind i huset og at stable det op, også på en kiste, som stod der.

Da det skete, skød en mand, Mads Smed, pludselig låget af kisten, og steg op af den – og sagde, »havde jeg vidst, I var kommet i dag, så var jeg ikke kommet!« Så gik han, som der står retsdokumentet, hjem til sit eget.

Det kom der en større retssag ud af, og Mads Smed måtte herunder tilstå, at han havde gemt sig for at skjule, at han havde været sammen med en gift borgerske, og han bad om nåde hos den magtfulde lensmand Anders Bille, så det ikke kom til at gå videre ud over Mads' hustru og børn.

Hvordan det gik Mads Smed selv vides ikke. Men i en lille by som Stege har sagen om Mads Smeds forhold til Iver Hansens hustru uden tvivl været et populært samtaleemne, der, som det fremgår, involverede mange mennesker i byen.