Lørdag d. 14. var der indkaldt til såkaldt 'fredsring' omkring synagogen i Krystalgade i København. Vi var 1000 mennesker af alle aldre begge køn, mindst tre forskellige religioner, forskellige politiske ståsteder, forskellig etnicitet – i det hele taget en yderst mangfoldig gruppe.
Alligevel gjorde vi den eftermiddag i forårskulden den en og samme ting, på samme tid: Vi holdt hinanden i hånden, og dannede derved en enorm rundkreds.
Men hvorfor er det, at det at lave en rundkreds (vi kan også kalde det for en 'demonstration' med en bestemt udformning) er så virksomt? Begivenheden fyldte både før og efter de sociale medier, og efterfølgende kunne man læse om begivenheden i alle danske aviser og tilmed en del internationale.
Hvorfor er det, at denne type af manifestationer er virksomme – for i og for sig er det vel bare, hvis vi skal helt ned på jorden, et antal mennesker, som holder hinanden i hånden? Herunder en kort gennemgang af elementer, der kan stykkes sammen til et svar. Allernederst kan du finde referencer til, hvor du kan læse mere om emnet.
1. Historisk ballast
Demonstrationer, hvad enten der er tale om folk der slutter kreds om et eller andet, eller går i samlet flok igennem byers gader har en lang forhistorie. Det er langt fra altid, at demonstrationer opnår deres mål, nogen gange kan de være så små, at det nærmer sig det pinlige, men har de volumen, opbakning og eksponering nok, så er de ved deres blotte tilstedeværelse en magtfaktor.
I noget af min egen forskning har jeg beskrevet dette som hverdagens politik (se bl.a. referencer nedenfor). Der er ikke tale om, at man skal etablere et politisk parti eller en bevægelse, det er økonomisk ikke særligt krævende, men handlingen er politisk effektiv.
Både fordi manifestationen indeholder symboler, som vi kender – er et symbol i sig selv. Og så ikke mindst, fordi demonstrationer fylder. Det er rækker og cirkler af menneskekroppe, som bevæger sig sammen fremad, i det samme rum, i de samme øjeblikke. Det er virkningsfuldt.
2. 'Flokmentalitet' og kroppen
Netop det, at mange mennesker er sammen på samme tid gør noget. Tænk på en fodboldkamp eller tænk på en rockkoncert – eller tænk på en demonstration.
Det er et spørgsmål om markant fysisk tilstedeværelse (omkring bestemte formål, som kan være ganske forskellige), men også om mulig uregerlighed. Fodboldtilhængerne kan gå amok. Det kan demonstranterne også. Forskning om 'flokmentalitet' kan give indsigt her.
Det er langt fra altid – langt fra – at folk går amok under politiske demonstrationer. Men deres fælles tilstedeværelse er et spørgsmål om tilegnelse af magt i det offentlige rum. Her er vi! Vi vil noget!
3. Det relationelle rum
Rummet er vigtigt.
Indenfor kulturgeografien taler man om rum som relationelt, som et produkt af menneskers tilstedeværelse, forhandlinger, konflikter, kampe og kompromisser – indenfor det samme sted.
Når mennesker demonstrerer skaber de et rum – sammen, og med dem, som ser på. De påvirker et fælles rum, ændrer det markant, godt nok for en kort periode, men ikke desto mindre synligt og ofte meget hørbart.
Rummet transformeres – også dét er en magtfaktor.
4. 'Vi gør noget'
En informant, som jeg interviewede på et tidspunkt om hans involvering i en demonstration fortalte, ikke overraskende, at det at demonstrere giver en følelse af at gøre noget – og at kunne gøre noget. Der er altså også en psykologisk og eksistentiel faktor i demonstrationer, som ikke skal undervurderes.
Det kan godt være, at demonstranterne ikke får ændret den overordnede politiske dagsorden, får gjort op med uretfærdigheder, vold, terror, ondskab, overtrædelse af menneskerettigheder eller meget andet, men det giver en følelse af at have handlet – og måske tilmed at have gjort det, der skulle til.
Vi er nok mange, som demonstrerer, står i kulden i nogle timer, og så går hjem, uden at følge op på det budskab, som vi bakkede op om. Handlingen overlades herefter til andre: Politiske bevægelser, individuelle meningsdannere eller partier. På den måde kan demonstrationen faktisk svække sit eget politiske budskab – med mindre der følges op på det via andre initiativer.
Demonstrationer bliver ved med at have effekt
Når dette er sagt er en dimension ved demonstrationer som politisk element, deres sejlivethed igennem historien, og deres betydning i nutiden (tænk Cairo, tænk Moskva). Vi har i dag facebook og twitter og meget andet, hvor folk med et klik på computeren kan støtte op om diverse mærkesager.
Det kræver under et halvt sekund, og man kan gøre det hjemme i sofaen. Sagen er jo nok, at 'likes', hvor mange tusinde du end samler for dit eller dat mangler en væsentlig dimension: Det direkte menneskelige, det direkte fysiske, og det direkte relationelle.
Det er igennem disse elementer, at demonstrationer bliver ved med at have effekt, betydning, magt.
Også i en digitaliseret verden.
