Da det stod klart, at Egtvedpigen ikke stammer fra Danmark, lød der et ramaskrig. Dels fordi et dansk bronzealderikon alligevel ikke var dansk – dels fordi det nu stod klart, at bronzealderens mennesker havde mulighed for at rejse hurtigt over lange afstande. Også selvom de var kvinder.
\ Historien kort
- Skrydstrupkvinden, som levede nogenlunde samtidig med Egtvedpigen, var heller ikke dansker. Det viser nye analyser på hendes hår, tænder og knogler..
- Den gigantiske kvinde kom muligvis fra det nordlige område Tjekkiet og er rejst til Danmark, da hun var 13-14 år.
- Det åbner for en helt ny forståelse af bronzealderen, at kvinderne var så mobile, mener forskeren bag.
Umiddelbart derefter opstod næste spørgsmål: Var der andre som hende?
Nu viser spritnye resultater fra Nationalmuseet, at svaret er ja. En kvinde, gravlagt i Skrydstrup omkring år 1300-1200 f.v.t., har nøjagtig ligesom Egtvedpigen forladt sit hjem for at emigrere til det område, vi i dag kalder for Danmark.
Det åbner for en ny forståelse af bronzealderen, mener professor ved Nationalmuseet Karin Margarita Frei, som står bag.
»Vi kan ikke sige med 100 procent sikkerhed, hvor hun kom fra, og det vil vi aldrig kunne. Men hun var helt sikkert ikke dansk. Det giver så mange nye perspektiver. Nu ved vi, at Egtvedpigen ikke var et enkeltstående tilfælde.«
Skrydstrupkvinden har foretaget én lang rejse
Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden har levet nogenlunde samtidig. De levede også i meget kort tid – begge kvinder blev mellem 16 og 18 år og blev desuden begge begravet som en del af eliten i en egekiste under en gravhøj – og så kom de altså begge fra udlandet.
Men hvor Egtvedpigen tilsyneladende har rejst meget igennem den sidste del af sit liv og kun har tilbragt en kort periode i Egtved, hvor hun blev begravet, viser analyserne, at Skrydstrupkvinden kun har foretaget én lang rejse.
Nemlig den, der bragte hende til Skrydstrup nær Vojens i Sønderjylland i den gifteklare alder, det vil sige omkring de 13-14 år. Der har hun boet frem til sin død.
De naturvidenskabelige analyser tyder umiddelbart på, at Skrydstrupkvinden oprindeligt stammer fra et af flere mulige områder såsom Sydtyskland, Frankrig, Sverige eller Tjekkiet. Forskerne er nu i gang med at undersøge om den arkæologiske kontekst passer bedre med et af disse områder end andre.
Alt peger på, at hun har været en helt særlig kvinde.
På kortet herunder kan du se, hvor i Danmark Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden blev fundet - og hvor de muligvis oprindeligt kan være kommet fra. (Illustration: Charlotte Price Persson / Mette Friis-Mikkelsen)
Skrydstrupkvinden; en dronningefigur
Forestil dig dette: En kvinde træder ind i rummet.
Hun er som minimum på højde med den gennemsnitlige mand, det vil sige cirka 10 centimeter højere end de fleste kvinder. Dertil kommer, at hun har sat sit lange, tykke hår op i en høj, kunstfærdig frisure oven på hovedet, hvilket lægger som minimum 10 centimeter ekstra til hendes højde.
Hun er iklædt smukt broderede klæder og har tunge, store guldøreringe rundt om hver øre. Hun har lange og slanke lemmer. Hun har aldrig i sit liv manglet noget.
»Jeg ser for mig en kvinde, der var meget elegant. En dronningeagtig figur. Jeg er ikke i tvivl om, at når hun kom ind gennem døren, har folk tænkt ’Wauw’,« lyder det fra Karin Margarita Frei, som i 2016 blev udnævnt som Nationalmuseets første kvindelige professor.
\ Egetræskister danner ramme
Såvel Skrydstrupkvinden som Egtvedpigen blev begravet i en egetræskiste. Traditionen med at begrave de døde i egetræskister hører ældre bronzealder til, og gravene har vist sig at danne ramme om utroligt gode bevaringsforhold for de afdøde.
Egekistegravene findes i det centrale og sydlige Jylland og er udgangspunkt for Karin Margarita Freis forskningsprojekt ’Tales of Bronze Age Women’, som er støttet af Carlsbergfondet.
Kilde: Nationalmuseet
Skrydstrupkvindens tænder afslører hendes ophav
Karin Margarita Frei er efterhånden verdenskendt for have udviklet og arbejdet med en analysemetode, som går ud på at måle på et individs niveauer af et særligt grundstof kaldet strontium. Som den eneste forsker i verden udfører Karin Margarita Frei disse analyser på hår, negle og tekstiler, og det samme har hun gjort på Skrydstrupkvinden.
Du kan læse mere om, hvordan hun videreudviklede sin metode til at inkludere hår i denne artikel.
Strontium indgår som en vigtig del af fødekæden, fordi det erstatter calcium. Det findes naturligt i jorden og undergrunden og havner herefter i planter, dyr og mennesker, som optager det gennem vand og mad.
To af disse fire naturligt forekommende typer strontium, også kaldet isotoper, kan bruges som en slags sporingsmetode på, hvor et individ har opholdt sig. Deres sammensætning er direkte relateret til det geologiske materiale, de stammer fra, og ved at måle på niveauerne i for eksempel et menneskes tænder kan man parre disse med et område, som man kender de tilsvarende strontiumisotopniveauer for.
Med andre ord: Har du i en periode indtaget føde fra et område i det nordlige Tjekkiet, vil dine tænder – eller dit hår eller knogler – afsløre dette.
Skrydstrupkvinden flyttede til rigdomscenter
Til forskel fra Egtvedpigen ved forskerne rigtig meget om Skrydstrupkvindens kontekst, og det er noget af det, der gør hende virkelig spændende, lyder det fra Karin Margarita Frei.
Området omkring Vojens i Sønderjylland har med sikkerhed været et rigdomscenter, da den høje kvinde forlod sit moderland for at rejse hertil. Det viser sig gennem opførelsen af et stort antal gravhøje og imponerende huse. Store mængder af guld og bronze kom også til området.
Ganske kort fra Skrydstrupkvindens grav er fundet to gigantiske langhuse, hvoraf det ene er det største såkaldte ’treskibede’ langhus fra ældre bronzealder, der til dato er fundet: Det har været omkring 500 kvadratmeter stort. De treskibede langhuse var et særligt typehus, som blev udviklet i begyndelsen af bronzealderen og eksisterede helt frem til den tidlige middelalder.
Tidligere har arkæologerne tænkt, at det var Skrydstrupkvindens bedsteforældre eller oldeforældre, der byggede dette hus, men med de nye resultater må de genoverveje denne tolkning.
Skrydstrupkvinden blev hurtigt integreret
Skrydstrupkvinden blev oprindeligt fundet i sin gravhøj i 1935. Den inderste gravhøj, som kvinden fik for sig selv, måler ifølge Museum Sønderjylland, som stod for de oprindelige udgravninger, intet mindre end 13 meter i diameter. Senere er den blevet dækket af en endnu større gravhøj, da to mænd - hvis relation til kvinden endnu er ukendt - skulle begraves længere ude.
Gravlæggelsen i sig selv fortæller dermed også en vigtig del af kvindens historie, lyder det fra Karin Margarita Frei.
»Skrydstrupkvinden er rejst én gang, og så er hun blevet på Skrydstrupegnen resten af sit liv, så måske er hun rejst hertil for at danne en alliance. Det kunne være et giftermål, men det ved vi ikke noget om, og vi ved ikke, hvem de to mænd var. Vi kan bare se, at ikke nok med, at det har været muligt for kvinder at rejse – det har også været muligt at blive integreret hurtigt i samfundet. Ellers bliver man ikke begravet sådan.«
I denne video fra Museum Sønderjyllandlyder det samstemmende, at kvindens nøjsomme gravlæggelse tyder på »stor omsorg« for den døde.
Skrydstrupkvinden var ikke syg
Til forskel fra Egtvedpigen er Skrydstrupkvindens knogler også bevaret i hendes grav, og de kan blandt andet afsløre et individs alder og køn. De kan dog også sladre om, hvorvidt personen har lidt af nogle sygdomme, har været underernæret i dele af sit liv eller været udsat for stress.
Med hjælp fra forskere fra Antropologisk Laboratorium på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet satte Karin Margarita Frei sig derfor for at undersøge, om den unge kvinde havde lidt af nogle sygdomme, som eventuelt kunne have været skyld i hendes tidlige død.
Det var dog ikke tilfældet, fortæller postdoc Marie Louise Jørkov fra det antropologiske laboratorium.
»Vi har ikke fundet tegn på nogle kroniske sygdomme, tværtimod indikerer hendes knogler, at hun nok har været en velnæret pige. Det tyder nok på, at hun højst sandsynligt er død af sådan noget som en infektion, forkølelse eller virus, som ikke sætter sig i skelettet, men i bløddelene, som vi selvfølgelig ikke har bevaret i dag.«
Knoglerne vidner om imponerende højde
Skrydstrupkvindens knogler vidner også om hendes imponerende højde på omkring 170 centimeter, fortæller Marie Louise Jørkov.
»Knoglerne var meget lange, hun har helt sikkert været en høj pige sammenlignet med andre fra samtiden. Nu har vi desværre ikke så mange andre fund, fordi man ikke så længe efter begyndte at brænde de døde, men vi kan se i tilsvarende fund fra for eksempel Borum Eshøj, at de har kortere og mere robuste knogler,« siger hun.
Resultater ikke publiceret
Fra lektor Henriette Lyngstrøm, som arbejder ved ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og i sin tid var Karin Margarita Freis ph.d.-vejleder, lyder der også roser om Freis arbejde:
»Jeg er SÅ imponeret over Karin. Hun kan balancere mellem de naturvidenskabelige metoder og de ivrige arkæologer, som gerne vil presse tolkninger ned over naturvidenskabelige resultater. Hun udtaler sig altid meget forsigtigt, og det er rigtig klogt. Karins arbejde er generelt af en meget høj kvalitet, og vi har ingen grund har til at tro, at der skulle være en finger at sætte på det.«
Det er vigtigt at understrege, at den videnskabelige artikel om Skrydstrupkvinden endnu ikke er publiceret i et tidsskrift. Hvis alt går som forventeligt, udkommer den senere på året. Du kan læse mere om, hvad det betyder, i boksen under artiklen.
Videnskab.dk følger selvfølgelig op på historien, når artiklen bliver udgivet. I mellemtiden har vi bedt professor Helle Vandkilde, som arbejder med Forhistorisk Arkæologi på Aarhus Universitet og lavede sin doktorafhandling om bronzealderen, om at give en generel kommentar om Karin Margarita Freis arbejde.
Hun udtalte sig i 2015 også om resultaterne omkring Egtvedpigens rejser.
»Jeg har stor respekt for Karin, ung og dygtig forsker,« skriver Helle Vandkilde i en mail til Videnskab.dk, hvor hun lægger særlig vægt på sin respekt for Karin Margarita Freis speciale inden for isotopsignaturer.
»Rejst, det har de!«
Arbejdet med Skrydstrupkvinden er del af et større forskningsprojekt ved navn ’Tales of Bronze Age Women’. I projektet skal Karin Margarita Frei nærstudere en række velbevarede egekistegrave med kvinder fra bronzealderen og nuancere deres rolle i datidens samfund. Og netop denne indgangsvinkel er »frugtbar«, mener Helle Vandkilde.
»Egekistegravene er så fantastisk velbevaret et kildemateriale, der muliggør fokus på enkeltindivider i usædvanlig grad. Det er især det biografiske perspektiv, der er nyt og spændende,« skriver Helle Vandkilde.
Hun tilføjer dog, at, hun ikke føler sig helt sikker på, at de meget præcise udtalelser om oprindelsessted vil holde, når vi ser nogle år frem.
»Feltet udvikler sig hastigt, og vi får mere og mere viden om baggrundsisotoperne i forskellige geografiske områder. I dag undersøges desuden for nogle få isotoper, men inden længe vil det være kutyme at undersøge for en hel masse andre isotoper også: Så det er klart, at fortolkningerne ikke står mejslet i granit - men det er Karin jo selvfølgelig mere end klar over allerede. Men rejst, det har de!«
\ Læs mere
Skal kvindernes rolle i historien opgraderes?
Næste ’levende’ billede i Karin Margarita Freis forskningsprojekt bliver netop den føromtalte gravhøj ved Borum Eshøj i Midtjylland, hvori liget af en ældre kvinde blev fundet i 1871. I 1875 blev to kister med mænd også fundet i højen. Om denne kvinde ligeledes kan prale af en udenlandsk opvækst, vil tiden vise.
Med resultaterne fra Skrydstrupkvinden og Egtvedpigen kan vi i hvert fald sige, at det er en reel mulighed.
Måske vil flere undersøgelser også kunne afsløre, om de velstående bronzealderkvinder kan have haft en anden betydning, end vi tidligere har tillagt dem. Det er i hvert fald de tanker, Karin Margarita Frei pt. går og pusler med.
»Lige pludselig har de her kvinder en meget stor rolle i disse samfund – i kraft af, at de kommer udefra, kommer de med en viden og en knowhow, som har været ny og højst sandsynlig værdifuld for dem, der var her i forvejen. Jeg begynder at tænke, at de måske har haft en anderledes betydning, en større betydning, end vi har givet dem tidligere. Men alt det må tiden vise.«
\ Fundet af Skrydstrupkvinden
Arkæologen, Christian M. Lund fra Museum Sønderjylland, regnede egentlig ikke med at finde noget særligt, da han i sin tid begyndte at grave i højen. Han vidste nemlig, at der tidligere havde været nysgerrige fingre på spil. Men han tog fejl.
Hele Danmark stod på den anden ende for at få lov til at se Skrydstruppigen, som hun dengang blev kaldt, da Museum Sønderjylland advokerede hendes eksistens. Det kan du læse mere om i denne beretning fra museet.
\ Peer review er en omstændig proces
Peer review er en proces, som alle forskere kender til. Alle, der vil offentliggøre nye resultater, er nemlig underkastet den godkendelsesproces.
En forudsætning for, at en artikel bliver publiceret i et videnskabeligt tidsskrift er, at den er blevet godkendt af to eller tre uvildige eksperter, som er udpeget til opgaven af tidsskriftets redaktører. Det er denne proces, der kaldes for en peer review eller en fagfællebedømmelse.
Bedømmernes identitet er hemmelig. Det sikrer, at forskere ikke kan true og chikanere en bedømmer og at bedømmerne ikke indbyrdes kan rotte sig sammen og lægge en fælles strategi.
Bruges inden for alle grene
Bedømmerne får sammen med artiklen udleveret et skema, der stiller en række spørgsmål om artiklens kvalitet. Bedømmerne bliver blandt andet bedt om at vurdere, hvor gode de beskrevne forskningsmetoder er, og om resultater og konklusioner rent faktisk stemmer overens med det, som forskerne som udgangspunkt planlagde at undersøge.
Til sidst bliver de bedt om at angive deres mening om, hvorvidt artiklen skal forkastes, revideres eller om den er klar til publicering. Bedømmelserne sendes herefter ind til tidsskriftets redaktører, der tager den endelige beslutning om, hvorvidt de vil publicere artiklen.
Peer review har vundet indpas over alt i den videnskabelige verden og bruges både inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora.
