Karin Frei: I Danmark er jeg ikke født, men der har jeg hjemme

»Militæret var alle vegne«

Karins forældre blev enige om, at når diktaturet i Argentina lagde sig, og det dermed blev muligt, ville de flytte derfra. Økonomien var ustabil, flere af dem, de kendte og var jævnaldrende med, blev bortført under diktaturet, og nogle af dem kom desværre aldrig tilbage. Det var i det hele taget et usikkert miljø at opfostre børn i.

Der var ikke direkte udrejseforbud, men den bedste taktik var at holde lav profil, så længe der stadig var uroligheder som følge af diktaturet og Falklandskrigen mod England. Man rejste ikke bare ud af landet efter forgodtbefindende, særligt ikke hvis man som Karins forældre var universitetsstuderende.

»I mine forældres generation var især de universitetsstuderende med meninger om for eksempel socialisme og kommunisme særligt udsatte. Det var en meget farlig periode for alle, som havde en anden mening end diktatoren. Jeg husker min barndom i Argentina, som om militæret altid var over det hele,« fortæller Karin Frei.

I begyndelsen af 1980'erne lagde urolighederne i Argentina sig endelig nok til, at familien kunne rejse derfra. Havde det stået til Karin, var de rykket direkte til Danmark, men hendes forældre besluttede, at Spanien var et bedre alternativ. Sproget var det samme, og det var et latinsk land.

Rejsen til Danmark

Den dag, Karin blev kørt til bussen af sin mor, ville hendes far ikke sige farvel til hende. Hun var 17 år gammel.

Hendes forældre havde hele tiden vidst, hvad hun sparede op til, men Karin tror måske ikke, at hendes far tog det så seriøst.

»Jeg tror aldrig, han forstod, hvor meget det egentlig betød for mig at finde mine rødder. Mine forældre var flyttet som voksne mennesker, og det er noget andet end at flytte som barn. Jeg følte mig så splittet,« fortæller hun.

Bussen kørte hende til Madrid, en tur på ca. 500 kilometer, hvorefter hun selv skulle finde vej ud til lufthavnen og videre med fly til København.

Hun havde netop afsluttet gymnasiet i Spanien og drømte om at starte på universitetet i Danmark. Det var ensomt og voldsomt, men hun havde et mål og gik stålsat efter det.

Heldigvis vidste hun ikke, hvor bøvlet vejen foran hende skulle blive.

Godnat og tak for mad

I dag kan Karin Frei godt se, at det var en urealistisk tanke, at hun ville falde til i Danmark med det samme – hun kunne trods alt ikke andet dansk end 'godnat' og 'tak for mad'.

Men dengang – for næsten 27 år siden – havde hun ikke overvejet, at hun fra en danskers synsvinkel var en fremmed, der kom til landet. At hendes danske rødder ikke skinnede så meget igennem for andre, som hun følte dem inde i sig selv. Og da slet ikke, at hun måske ikke var så dansk, som hun gik og troede.

Jeg var i det hele taget for latinoagtig, selvom jeg hele tiden havde følt, at jeg var pæredansk. Men da jeg endelig kom til Danmark, var jeg det slet ikke. Jeg var bare fremmed.

Hele tiden havde hun haft sit mål for øje om at komme 'hjem' til Danmark – men det var ikke et hjem, der åbnede sig for hende.

»Jeg var for meget, jeg var for højlydt, jeg bevægede mine arme for meget; det gør jeg stadig, men dengang endnu mere. Jeg krammede folk, jeg var for fysisk, jeg var for tæt. Jeg var i det hele taget for latinoagtig, selvom jeg hele tiden havde følt, at jeg var pæredansk. Men da jeg endelig kom til Danmark, var jeg det slet ikke. Jeg var bare fremmed.«

Den første hårde tid i Danmark

Det blev ikke bedre af, at Karin i første omgang ikke kunne få lov til at arbejde og derfor var hårdt presset økonomisk. Eller af at Danmark ikke ville acceptere hendes gymnasieuddannelse. Eller af at det mildest talt var en udfordring at bo sammen med mormoren, som også rykkede til Danmark, da hun blev pensioneret.

Karin mærkede stressens klamme, tunge hånd omslutte sig og tabte blandt andet meget af sit hår.

»Jeg troede, at jeg kom herfra. Jeg troede, at jeg kom til mit moderland. Jeg troede, at jeg ville føle mig hjemme, men det gjorde jeg ikke.«

Dobbeltidentitet – også i forskningen

Det kaotiske møde med Danmark tvang Karin Frei til at kigge indad. Meget langt indad. Hun måtte finde ud af, hvem hun var, hvis den person ikke var dansker, som hun troede.

Hun mener selv, at det har gjort hende stærkere og bedre i stand til at se mulighederne for at kombinere flere forskellige verdener, som hun til stadighed gør det i sin forskning.

»Jeg har brugt meget krudt på at finde ud af, hvem jeg egentlig er, og det samme i min karriere. Jeg har lært at acceptere, at jeg er en blanding, og at det er en god ting. Jeg føler ikke, at jeg har nogle begrænsninger.«

Jeg har valgt en meget svær, tværfaglig vej i min karriere, og det har givet mig stof til eftertanke. Hvor meget det egentlig betyder, hvad du kommer fra, og hvad du senere vælger i livet.

Hendes rødder strækker sig over flere kontinenter, og følelsen af en dobbelt identitet har fulgt hende hele vejen ind i forskningskarrieren. I dag har hun lært at acceptere, at hun hverken er dansk eller argentinsk – hverken geokemiker eller arkæolog – men begge dele og lidt til.

»Jeg føler mig måske 80 procent dansk, men der vil altid være et eller andet, der mangler. Noget, der aldrig falder helt i hak. Jeg har accepteret, at jeg altid vil være lidt sær og mærkelig, og det falder måske igen sammen med, at jeg har valgt det tværfaglige – for jeg vil alligevel altid være lidt anderledes.«

Bygger stadig bro

Karin Frei har selv lagt fliserne på sin vej, mens hun gik. Hun håber, at hendes dyrekøbte erfaringer kan gøre det nemmere for den næste generation af unge forskere, som drømmer om at være lige så tværfaglige som hende selv.

»Nu er jeg som den første blevet professor i arkæometri, og det er jeg meget stolt af. Jeg vil meget gerne hjælpe andre, som vil arbejde tværfagligt, for det har ikke været nemt at komme til. Jeg vil gerne gøre det nemmere for dem, der kommer efter mig – jeg håber, at der bliver mange – og vise dem vejen til, hvordan det kan lade sig gøre, for det er en svær bro at bygge mellem felter, som er så langt fra hinanden,« siger hun.

Hun bygger stadig på sin egen bro, både personligt og professionelt, men det er ikke længere smertefuldt ikke at passe ned i én kasse. Hun bliver aldrig dansker på den måde, at hun forstår referencerne til de udsendelser, der blev sendt i fjernsynet, da hun og hendes jævnaldrende var børn.

Men hun er heller ikke ikke-dansker, for danskhed er ikke kun noget, man får ved at være født i Danmark. Det er en følelse. Og den har hun.