Der var engang. Dengang i 1970'erne, hvor Danmarks Radios TV sendte satireprogrammer lørdag aften – i den bedste sendetid.
Et program, der gjorde grin med politikerne og samfundets andre spidser.
I dag er satiren rykket fra DRs brede kanal – DR1 – til den smallere DR2. Og med den flytning er den politiske satire stort set blevet fortid i DR.
Til gengæld har vi de seneste 15 år fået medieparodier og social satire som ’De uaktuelle nyheder’, ’Drengene fra Angora’ og ’Casper og Mandrilaftalen’.
»Programmerne på DR2 skulle være billige, og ’Casper og Mandrilaftalen’ kostede ikke en klejne. Til gengæld skiftede komikerne den gamle satire ud med en ny humor.«
»Den bed ikke efter politikerne. I stedet gjorde den grin med mediebilledet og de stigmatiserede mennesker i samfundet,« siger lektor Hanne Bruun, Afdeling for Medievidenskab, Aarhus Universitet.
Satiren gav ikke gode seertal
Hun har interviewet tidligere og nuværende ansatte i DR, og det er på baggrund af de interviews, hun drager sine konklusioner.
Hun fortæller, at skredet væk fra den politiske satire mod social satire startede først i 1990'erne.
»Der begyndte tv-stationerne at gå meget op i seertal. Og det viste sig, at den politiske satire ikke havde så mange seere, som man havde regnet med,« siger Hanne Bruun.
DR: Satire er kvalitets-tv
Så da DR2 gik i luften i 1996, besluttede man, at satiren skulle rykke over på den nye kanal.
»Ledelsen i DR ville gerne have, at DR2 viste satire. For satire blev i DR forbundet med kvalitets-tv – og det var, hvad man ville lave på DR2.«
»Men hurtigt opdagede man, at der ikke var råd til at lave politiske satireprogrammer til så lille en kanal. Derfor fik man fat i nye, unge komikere – som Casper og Madrilaftalen,« fortæller Hanne Bruun.
Jon Steward er en dyr dreng
Den store fordel ved de nye komikere var, at de var billige i drift. Samtidig var de mere end parate til at levere en masse programmer.
»Men i modsætning til den politiske satire, var mange af de nye satireprogrammer ikke dagsaktuelle. I stedet spillede de på livsstile, sociale typer og mentalitetsformer i dagens Danmark – tænk på Rytteriet, Krysters Kartel og Normaler Weise.«
»Det er dyrt at lave politisk satire, der forholder sig til sager og historier, der er oppe på dagsordnen. Selvom tv-værten Jon Steward i USA både er komiker og skarp, har han et hav af mennesker ansat,« fortæller Hanne Bruun.
Nyhedsoplæser med klaphat
Derfor måtte komikerne lave en anden form for satire. Det blev en satire på det, de kendte aller bedst og arbejdede med, nemlig medierne.
»Mediesatiren kom til at fylde mere. Medierne sætter normen for, hvordan vi lever vores liv.«
»Derfor giver det god mening at have en mediesatire, der gør grin med de former, der påvirker vores verdensopfattelse,« siger Hanne Bruun.
Hun mener, at mediesatiren er sjov, fordi de fleste folk har en klar fornemmelse af, hvad der særligt kendetegner de forskellige tv-genre. Vi forventer for eksempel, at TV-avisens nyhedsoplæser opfører sig myndigt.
Så hvis oplæseren sidder med en klaphat, når programmet begynder, bliver det sjovt, fordi vi bliver overraskede. Der bliver leget med genrens konventioner.
\ Fakta
Politisk satire Før i tiden lavede Danmarks Radio politisk satire. Det var en satire med titler som Hov-hov og Uha-Uha, der så verden nedefra - fra den menige borgers synsvinkel. Den langede ud efter de kulturelle, økonomiske og politiske magthavere og udstillede deres hykleri. Samtidig rettede den politiske satire også lagkagekanonerne mod den menige borger og den måde, som han/hun forholdt sig til magten. Ofte ved at lade ’manden på gaden’ kværulere og brokke sig, til det blev utåleligt – og sjovt. Man kan argumentere for, at social satire også er politisk. Men den er det ikke på en så direkte måde som satiren i 70'erne.
Cykelholdet er alt andet end almindeligt
Som et eksempel på social mediesatire nævner Hanne Bruun ’Cykelholdet’ med Drengene fra Angora.
Det program tager genren ’dokusoap’ under kærlig behandling. I en dokusoap skal de medvirkende være ’almindelige mennesker’.
Men alt andet end almindelige er cykelhold-ejeren Henning Primdahl, den kontaktforstyrrede Bobby Olsen og den narko-forbrugende rytter Pim de Keysergracht.
»Programmet benægter præmissen for, hvad en dokusoap er. Det gør på den måde både grin med genren og med cykelsporten,« siger Hanne Bruun.
Ikke kun en positiv udvikling
Der er altså sket meget med satiren i Danmark over de seneste 20 år. Og det er en udvikling, som ikke kun har været til det gode.
Satrien har mistet noget vigtigt, mener medieforskeren.
»Den nye satire rammer ikke så bredt som den gamle. I dag laver DRs folk satire, som de selv synes er sjov. De tænker ikke på, at de skal favne et mainstream-publikum.«
»Man kan kritisere DR for at lave højpandede programmer i 70'erne. Men dengang forsøgte man alligevel at lave noget satire, som ikke bare var til for komikerne selv, og dem de lignede,« siger Hanne Bruun.
Hun mener, at det store fokus på medier i den nye satire betyder, at den nærmest kun henvender sig til folk, der forstår at afkode mediernes indforståede koder.
