Nudging er ikke kærlige puf

Hver morgen rundsender vi en liste til hinanden.

Hver dag bliver listen længere og længere.

Den indeholder dagens links fra internettet – hjemmesider, annonceringer, foredrag, slides osv. – der handler om og omtaler nudging.

For hver dag, der går, bliver vi mere og mere deprimerede.

Lad os tage nogle citater om, hvad der skrives om nudging

»Et nudge er som bekendt et lille 'kærligt puf' hen mod en mere hensigtsmæssig adfærd.«

»Nudging er et lille blidt skub. Nudging er cool og indirekte kommunikation.«

»... en helt ny videnskabelig metode kan ændre vores adfærd, uden vi opdager det - og uden det koster os noget.«

»Nudging kan oversættes til 'et kærligt puf'. Nudging får nemlig mennesker til at ændre adfærd uden tvang og påbud. De bliver puffet - kærligt - i en anden retning. Nudging er en måde at friste kunder til at træffe et andet valg, uden at de føler, de er blevet tvunget til en ny adfærd. Nudging er forførelsens kunst.«

»Nudging handler om, hvordan man skaber adfærdsændringer på måder, som virker automatisk, og uden at man tager valgfriheden fra folk.«

Det deprimerende ved disse citater om definitioner er ikke, at de alle er forkerte, vildledende eller blot så upræcise metaforer, at de tæller som både forkerte og vildledende. Det deprimerende er, at de er skrevet af mennesker, der udgiver sig for at være eksperter i nudging.

Én af dem udgiver sig endsige til tider for at være forsker.

Et nudge er nemlig hverken »et kærligt puf«, »et lille blidt skub« eller »en helt ny videnskabelig metode [der] kan ændre vores adfærd, uden vi opdager det - og uden det koster os noget«, ligesom det heller ikke er skabelsen af adfærdsforandringer, som virker »automatisk« eller »en måde at friste kunder til at træffe et andet valg, uden at de føler, de er blevet tvunget«.

Men hvad er nudging så?

Nudging er brugen af en bestemt type af interventioner til at skabe adfærdsforandring. For at være mere præcis så er det en tilgang til adfærdsforandring, der arbejder med et givent uhensigtsmæssigt adfærdsmønster under den antagelse, at dette skyldes indvirken af kognitive bias, rutiner eller vaner.

Et nudge er en intervention, der baserer sig på denne antagelse og herefter sigter på at forandre det pågældende adfærdsmønster ved at vende disse kognitive bias, rutiner eller vaner.

Forsimplet kan man sige, at: Et nudge er en intervention, der ikke burde betyde noget for vores adfærd i princippet, men gør det i praksis.

Dertil kommer, at man skal passe på med at sammenblande nudge-tilgangen med de oprindelige ophavsmænd, Thaler og Sunsteins, begreb om 'libertariansk paternalisme', der groft sagt tilføjer, at man skal søge at erstatte love, regler og incitamentsstyring med nudging (hvilket netop Thaler og Sunstein har for vane at gøre).

Nudging er ikke bare leg

Nudging bygger særligt på de videnskabelige discipliner adfærdsøkonomi, kognitiv psykologi og socialpsykologi. Det kræver yderligere en stor forståelse for begrebsdannelse, design af felteksperimenter, etik og statistik.

Ingen kan det hele, men man skal som minimum mestre noget af dette, før man er værd at lege med, og ideelt set være dækket ind fagligt og erfaringsmæssigt på alle discipliner.

Nudging er altså ikke et særligt kreativt felt, hvor man finder på 'løsninger', som man klistrer op på glasvægge med farverige post-it.

Nudging er som regel et felt bestående af en våd skammel alene i regnvejr med en kliktæller og en lunken kop kaffe, efterfulgt af en sen aften på et lille kontor, hvor man ikke kan få statistikken til at fungere – ofte efter først at have tilbragt alt for meget tid i en kælder med at dele konvolutter med penge ud til studerende, som belønnes for deres deltagelse i et eksperiment, hvor de har flyttet cirkler ind i firkanter, eller efter at have skriblet i notesbøger i et forsøg på at regne Nash-ligevægte ud i mikroøkonomiske lærebøger (eller noget tilsvarende kedeligt).

Begynder man herefter at anvende denne viden til at nudge folk, så er det ikke en leg – så er man reelt set i færd med at påvirke medborgeres adfærd. Det er en alvorlig sag, hvor man bør agere fagligt og ansvarligt.

Et spørgsmål om formidling?

Kender man bare rimeligt til de bagvedliggende videnskabelige discipliner og de tilhørende metoder, i vis skind man ønsker at klæde sig, ville man vide dette. Men det ved man åbenbart ikke.

Måske skyldes det, at man ikke har en faglig baggrund i nogle af disse discipliner; måske har man aldrig bedrevet et stykke forskning i dette felt; måske har man aldrig skrevet en opgave eller et speciale i disse discipliner; eller måske har man aldrig prøvet at lave et rigtigt felteksperiment. Måske bare det hele på én gang.

Det udelukker selvfølgelig ikke, at man formidler feltet, skaber interesse og engagerer folk. Men ansvarlig formidling handler om at 'gøre viden så simpelt som muligt, ikke mere simpelt end det'.

Formidling forudsætter altså, at man først og fremmest sætter sig ind i det felt, man gerne vil formidle – og det er her, kæden tilsyneladende er sprunget af for nogle.

'Vanens magt' er et historisk lavpunkt

Det historiske lavpunkt var nok DR-programmet 'Vanens magt', hvor en designer prøvede at sælge sig selv som 'nudge-ekspert'.

I Vanens magt slyngede man om sig med upålidelige påstande om, at kampagner og straffe ikke har nogen virkning. Dertil kom fejlagtige fremstillinger af grundlæggende videnskabelige præmisser og standardbegreber (der ikke engang var stavet korrekt!).

Endvidere var programmets såkaldte 'eksperimenter' så elendige og upålidelige – hvilket dog ikke afholdt værterne fra at kalde det store successer med klar effekt – at den ene af os sad med ansigtet begravet i hænderne af fortvivlelse, mens den anden ledte efter sin underkæbe i chok.

Heldigvis var der folk som SDU's Erik Gahner Larsen, der var tilstrækkeligt fattet til at kunne holde om pennen og beskrive udsendelsen.

Mere end dårlig formidling

Men dårlig formidling af nudging er mere end dårlig formidling. Foruden de rent praktiske og etiske problemer, det kan afstedkomme, når folk uden de rette kompetencer kaster sig over at eksperimentere med deres medborgere, så er der mindst to helt konkrete farer i forbindelse med formidlingen af nudging, som den foregår i dag.

Den første består i den komplette udvanding af begrebet, der er ved at finde sted. Nudging bliver efterhånden associeret med en 'tegn og gæt'-disciplin, hvor McDonald’s krammekampagner eller en hvilken som helst oplevelseskampagne kaldes nudging – for det er jo kærlige puf!

Andre 'eksperter' klippe-klistrer i definitioner og begreber for, hvad et nudge er, således at det også lige kan rumme gamification eller generel incitamentsstyring.

Sidstnævnte ville betyde, at for eksempel fedtskatten eller fængselsstraf var et nudge! Endestationen er, at nudging bliver et 'alting og ingenting'. Det er ikke blot træls. Det åbner også op for, at nudging kan kritiseres for at være en glidebane, hvor tilgangen kan mistænkes for at foreslå ’et kærligt puf’ i dag, men et spark i skridtet i morgen.

Nudging serveret som en uetisk tilgang til adfærdsændring

Det andet problem er, at den uforsigtige og fejlagtige beskrivelse af nudging som noget, der påvirker adfærd helt »automatisk« og helt »uden vi opdager det«, serverer nudging på et sølvfad som en uetisk tilgang til adfærdsforandring. En tilgang, der er uforenelig med demokrati og læring.

Når der først er serveret, skorter det ikke på mennesker, der straks ser deres snit til at rette ubegrundet kritik mod tilgangen som »individualiserende manipulation med folks valg fra oven«, for at være et læringsregime »der skyder op i samfundet i dag, som går ud på at puffe børn (og voksne) mod de 'rigtige' og 'sunde' valg – helst uden at de opdager, hvor de skal hen og hvorfor«, eller for at det dybest set »er hjernevask«.

Det er sørgeligt, idet en let søgning på Google kan føre direkte til saglige diskussioner, der tager hånd om denne diskussion om nudging og manipulation - inklusive fine bidrag, der gør det klart, at bias ikke kun agerer 'automatisk'.

Dette er blot to af de problemer, der bekymrer os i den danske modtagelse af nudging.

Post-nudging?

Gennem årtier har man investeret i viden og uddannelse, for at samfundet i sidste ende skulle kunne nyde godt af de indsigter, som frembringes. Et af de mange resultater er begrebet 'nudge'.

Det nye ved begrebet 'nudge' er, at selvom vi alle kan sige, at vi altid har ’nudget’, så har vi ikke haft et begreb for det, samt en evidensbaseret, systematisk og teoretisk forståelse af den lange række af virkemidler, som det indfanger. 'Nudge' leverer en samlebetegnelse for den gruppe af adfærdsforandrende virkemidler, der ikke burde betyde noget i princippet (dvs. ifølge traditionelle mikroøkonomiske modeller), men gør det i praksis.

Derudover bygger begrebet på et teoretisk fundament fra psykologien i form af dual process-teorier og de utallige laboratorie- og felteksperimenter, som disse teorier bygger på. Hertil hører også den begyndende anvendelse af og systematiske erfaringsdannelse med at bruge adfærdsbaseret viden i den virkelige verden.

Det betyder, at nudge leverer:

1. En teoretisk ramme, inden for hvilken indsigter ikke blot kan bevæge sig på tværs af faglige felter.
2. En langt dybere systematisk forståelse end den blotte intuitive inddragelse af disse faktorer.

Dertil kommer de metodiske rammer som for eksempel randomiserede kontrollerede forsøg, som adfærdsøkonomien, den kognitive psykologi og socialpsykologien har givet i medgift, samt nye metoder for anvendelse af disse indsigter, der p.t. er under udvikling rundt omkring i verden.

Med den nuværende ekspert-amatørisme risikerer vi at miste potentialet til at supplere værkstøjskassen af eksisterende strategier (information, holdningskampagner, regulering, osv.) med en ny evidensbaseret strategi i form afnudging.

Skrækscenariet er en post-nudging-traumatisk-tilstand, hvor det eneste, vi står tilbage med, er et tomt, udpint og misforstået begreb, som blev plyndret for mening såvel som betydning af lykkeriddere.