Hvert sekund kommer der mindst ét lille nyt menneske til verden, og sædvanligvis er der ikke noget hverken nyt eller bemærkelsesværdigt omkring børnefødsler.
Men lige netop i dag har én fødsel fået hele verden til at følge med i spænding - i dag rundede klodens befolkning nemlig syv milliarder mennesker ifølge udregninger lavet af FN.
Det skete, da pigen Danica May Camacho blev født på et hospital i Manila, Filippinerne, og symbolsk blev udpeget af FN som verdensborger nummer 7.000.000.000.
»Begivenheden giver anledning til at stoppe op og reflektere over de udfordringer og muligheder, vi står over for. Et af de vigtigste punkter fremover bliver at sikre, at alle kvinder har adgang til prævention. Hvis man kan sikre den menneskeret, det er, at kvinder kun får det antal børn, de selv ønsker, vil det have en afsmittende effekt på befolkningsvæksten,« forklarer Pernille Fenger, chef for FN's Befolkningsfond, UNFPA’s, nordiske kontor.
Syv milliarder muligheder
Fødslen af verdensborger nummer syv milliard har givet anledning til en del panderynker og tiltagende bekymringer over, om Jorden overhovedet kan rumme så mange mennesker, eller om befolkningsvæksten vil øge belastningen på klodens ressourcer og klimaet.
Men Pernille Fenger mener ikke, den øgede befolkningstilvækst udelukkende skal ses som noget negativt. Det er også hovedbudskabet i en ny årsrapport fra UNFPA, der ridser de muligheder op, som den hastigt voksende befolkning giver.
\ Fakta
Vidste du? Fertiliteten i udviklingslandene er faldet fra næsten 6 børn per kvinde i starten af 1960’erne til 2,6 børn i dag. I dag er 925 millioner mennesker i verden ramt af underernæring. Det svarer til, at hvert syvende menneske ikke får nok mad til at leve et sundt og aktivt liv. Siden 1968 har det været anerkendt som en menneskeret, selv at kunne bestemme hvor mange børn, man vil have, men 215 millioner kvinder, der ikke ønsker at blive gravide, har stadig ikke adgang til effektiv prævention. Kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet bidrager til økonomisk vækst, og kvinder, der har gået i skole og fået en uddannelse, får generelt færre børn. Analyser viser, at en syvendedel af fattigdomsreduktionen i udviklingslandene mellem 1960 og 2000 skyldes fald i fødselstal. Kilde: UNFPA
Rapporten bygger på interviews med de førende forskere på området og lægger vægt på, at vi ikke skal blive overvældet af tallet 'syv milliarder' og dermed overse nye muligheder for at gøre verden til et bedre sted at leve.
»Man kan sige, at denne dag også er en fantastisk landevinding for mennesket, som hænger sammen med, at vi lever længere og er sundere end nogensinde. Forskere er meget uenige om, hvor mange mennesker, der er plads til – det spørgsmål har været diskuteret i mange hundrede år – men faktum er, at hvis alle syv milliarder stod skulder ved skulder, ville vi alle sammen kunne stå på Lolland. Det er altså ikke en pladsudfordring, der er tale om, men derimod en udfordring om at skabe gode liv til dem, der er,« forklarer Pernille Fenger.
Fri adgang til prævention kan afhjælpe befolkningsvæksten
Som det ser ud i dag, er det ikke alle, der får det optimale ud af deres liv - herunder ved at selv at bestemme, hvor mange børn de får. Den udfordring er første skridt mod det gode liv, forklarer Pernille Fenger.
Og rapporten fra UNFPA dokumenterer da også, at kvinder med adgang til sundhed og uddannelse får færre børn, deres børn får bedre levevilkår, og fattigdommen mindskes.
»Helt lavpraktisk gælder det, at det giver et sundere samfund, hvis kvinderne kun får det antal børn, de selv ønsker. Det lægger et nyt fundament til en sundere økonomisk udvikling, og det er simpelthen et oplagt sted at sætte ind for at sikre, at de fremtidige generationer også får færre børn, hvilket vil afhjælpe problemet med overbefolkning.«
Pernille Fenger er samtidigt ikke blind for, at vi står over for nogle store udfordringer som følge af det voksende globale befolkningstal. Men hun mener, udfordringen bliver at bruge de ressourcer positivt, som følger med befolkningsudviklingen, afhængigt af hvilken verdensdel, der er tale om.
Forskellige verdensdele står over for forskellige udfordringer
I nogle dele af verden, som for eksempel i Europa, er befolkningstallet faldende, og her der det en udfordring at tage højde for den voksende ældre del af befolkningen og begynde at anse de ældre som en ressource i stedet for en byrde, mener hun.
Men i andre dele af verden som Afrika er udfordringerne nogle helt andre. Her er halvdelen af befolkningen under 20 år gamle og dermed i den arbejdsduelige alder, og det kan give store muligheder, hvis man griber det rigtigt an.
»Hvis de får jobmuligheder og hjælp til at få færre børn, kan det give såkaldt ’demografisk bonus’, hvilket vil sige, at et samfund med en stor ung befolkningsgruppe og en lille ældre befolkningsgruppe kan køre på fuld speed og meget hurtigt opbygge samfundet, sådan som det er sket i de asiatiske lande,« fortæller Pernille Fenger.
Klimaforsker: Udviklingen er uhyggelig
Ikke alle er så positive over det voksende befolkningstal. Klimaforsker Eigil Kaas fra Niels Bohr Instituttet kalder udviklingen uhyggelig.
»Det er et enormt problem. Vi ved i forhold til klimaproblematikken, at der er en sammenhæng mellem menneskeskabt global opvarmning og antallet af mennesker på Jorden. Alle skal bruge energi. Og jo flere mennesker, vi bliver, des større pres lægger vi på Jordens energi- og fødevareressourcer.«
Han mener, at vi i forvejen er for mange mennesker, og at den fremtidige udvikling kun vil gøre det endnu sværere at bibeholde en bæredygtig udvikling og sikre fremtidens naturressourcer.
»Det er grusomt at tænke på, at vi i år 2100 vil være 10 milliarder mennesker. Det kræver, at der kommer nogle stærke sociale og politiske instrumenter i spil, og at det er essentielt, at der bliver forsket i, hvordan vi nedbringer antallet af mennesker,« siger Eigil Kaas.
\ Tre grunde til befolkningsvækst ifølge UNFPA • Når kvinder føder mere end 2,1 børn i gennemsnit, ligger fertiliteten over det såkaldte ’erstatningsniveau’ og fører derfor til befolkningsvækst. • Lavere dødelighed og sundere livsstil medfører højere levealder og dermed til befolkningsvækst. Den forventede levetid var 48 år for 60 år siden. I dag er tallet 69 år, og i 2100 vil tallet ligge på 81 år. • Selv hvis fertiliteten med ét faldt til erstatningsniveau ville befolkningstallet fortsætte med at vokse i årtier, fordi den nuværende generation af børn og unge, der er den største nogensinde, vil vokse op og selv få børn.
\ Ikke en ny diskussion
Den voksende befolkningsvækst har været kilde til diskussion i flere hundrede år. Nedenfor ses en oversigt over de mest opsigtsvækkende synspunkter - og modsvar - gennem tiderne.
1798
Den engelske økonom og samfundsforsker, Thomas Malthus, var den første der identificerede befolkningsvækst som et betydeligt problem: Han fandt, at befolkningen altid ville vokse hurtigere end fødevareproduktionen og derfor ville være en hovedårsag til sult, fattigdom, sygdom og død.
1840’erne
Marx og Engels påpegede, at man ikke skulle fokusere på en mund at mætte men på to hænder at sætte i arbejde. De anså spørgsmålet om fordeling af ressourcer som centralt for fattigdom og forventede, at teknologi ville løse fødevarespørgsmålet.
1960’erne
I 1968 skrev biologen Paul Ehrlich “Befolkningsbomben”, som argumenterede for det neomalthusianske standpunkt, at befolkningsvækst er årsag til sult og udpining af miljøet.
1960’erne
I 1965 argumenterede økonom og demograf Esther Boserup at et vist ”befolkningspres” bidrager positivt til udvikling; de tættest befolkede områder i verden er de mest udviklede.
1974
Ved den internationale befolkningskonference i Bukarest mente de vestlige lande, anført af USA, at den hastige befolkningsvækst i udviklingslandene var en væsentlig hindring for udvikling.
1974
Ved befolkningskonferencen i Bukarest argumenterede udviklingslandene for at “udvikling er den bedste prævention”. De mente, at der skulle fokuseres på økonomisk hjælp og udvikling, og at et fald i fertiliteten ville følge automatisk.
1984
Ved befolkningskonferencen i Mexico, havde mange udviklingslande i perioden siden Bukarest oplevet en sammenhæng mellem hastig befolkningsvækst og langsom økonomisk udvikling. De anså derfor nu i langt højere grad hastig befolkningsvækst som et problem for udvikling.
1984
Ved befolkningskonferencen i Mexico havde indflydelsesrige donorlande med Præsident Ronald Reagans USA i spidsen ændret holdning; de anså nu befolkning som en neutral faktor i udvikling.
1994
Ved den Internationale Konference om Befolkning og Udvikling (kaldet “ICPD” fra den engelske titel) i Kairo i 1994 blev der opnået en ny enighed, som blev støttet af 179 regeringer:
• En rettighedsbaseret tilgang: I stedet for som tidligere at fokusere på at opfylde folks “basale behov” blev detbesluttet, at målet er at opfylde folks ret til sundhed og til selv at beslutte, hvor mange børn de vil have, og hvornårde vil have dem. Dette medførte et fokus på kvaliteten i programmer – for eksempel på, hvordan man giver folkmulighed for at træffe et informeret valg om brug af prævention – og placerede et ansvar på nationale regeringerfor at opfylde disse rettigheder.
• En integreret tilgang: Tidligere så man en tendens til at etablere vertikale, parallelle systemer, f.eks. indenfor familieplanlægning og mor-barn sundhed. Med HIV/AIDS som katalysator blev det besluttet, at man skulle arbejde med alle aspekter relateret til seksualitet (sygdom, fertilitet, prævention m.v.) på en integreret facon. I praksis betyder dette for eksempel, at hvis folk går til lægen for at få prævention bliver de også oplyst om seksuelt overførte sygdomme og HIV/AIDS, at kvinder, der har født, får information om prævention, m.v.
• En alderstilpasset tilgang: Tidligere var gifte kvinder i den fertile alder målgruppen for familieplanlægning og mor-barn sundhedsprogrammer. Slutdokumentet fra ICPD beskriver, hvordan alle aldersgrupper bør have adgang til information og sundhedsydelser, der imødekommer deres behov. For eksempel understreger dokumentet, at unge har ret til seksualundervisning og skal have adgang til prævention og sundhedsydelser.
Kilde: UNFPA
