I Norge lader næsten halvdelen af alle forskere være med at formidle deres forskningsresultater til offentligheden.
Den mest almindelige årsag er, at de frygter tabloide vinklinger i medierne.
Men faktisk siger 14 procent, at hensynet til arbejdsgiveren eller kollegerne er noget, der afholder dem fra at gøre det.
Det viser en ny undersøgelse fra Institut for Samfundsforskning i Oslo, der blev præsenteret for nylig.
14 procent af respondenterne siger, at de har begrænset forskningsformidlingen af hensyn til arbejdsgiveren eller kollegerne.
12 procent har gjort det samme af frygt for hetz, trusler eller offentlig kritik.
Samfundsforskere oplever flere ubehagelige kommentarer end forskere fra andre felter. Indvandring, køn og ligestilling skiller sig helt klart ud.
»Hvid, højreorienteret, anti-antiracist«
Thorgeir Kolshus, mener, at bekymringerne om, hvad kollegerne vil sige og tænke, hvis man formidler forskningen til et bredt publikum, er helt reelle.
Han er lektor i socialantropologi ved OsloMet og bidrager ofte til samfunddebatten med kommentarer og artikler.
»Fra egen erfaring er det næsten udelukkende fra kolleger og andre forskere, at de negative tilbagemeldinger kommer.«
For ikke så længe siden kaldte en anden forsker ham 'en hvid, højreorienteret anti-antiracist' på de sociale medier.
»Det var frygtelig ubehageligt. Jeg røg helt ned i kulkælderen.«
Thorgeir Kolshus genkender ikke sig selv i, hvad der blev sagt om ham.
»Det er ikke dækkende for, hvad jeg har gjort, eller hvad jeg står for.«
Troede ikke, at han var repræsentativ
Rapporten fra Norsk informationssikkerhedsforum (ISF) (en nonprofit-organisation, der arbejder med informationssikkerhed for sine medlemmer, red.), er en del af Fritt ords projekt 'Status for ytringsfrihed i Norge'.
Det er første gang, forskere ser nærmere på forskningssektoren og den akademiske verden.
Thorgeir Kolshus synes, det er interessant at få bekræftet, at også andre forskere føler, at kritikken fra kolleger og andre forskere er hård.
»Jeg tænkte, jeg måske ikke var så repræsentativ. Jeg skriver trods alt en del om emner, der ligger på grænsen mellem fagpolitiske og almenpolitiske spørgsmål.«
Er de norske forskere blevet amerikaniserede?
Der er ingen tvivl om, at der har været flere forsøg på at miskreditere i den akademiske verden, mener antropologen.
»Det er blevet mere almindeligt at sætte spørgsmålstegn ved andre forskeres moral.«
Han er bange for, at den ret uforsonelige tone fra dele af den amerikanske samfundsforskning har fundet vej til Norge.
»Jeg oplever, at professionelle positioner i højere grad er blevet pakkeløsninger, der inkluderer politiske positioner og identitetsprojekter. Der er kommet en anden slags selvcentreret alvor i den akademiske verden. Det er blevet lettere at blive stemplet politisk.«
En trist udvikling
Thorgeir Kolshus synes, det er en trist udvikling.
»Efter mange års uddannelse bør vi være i stand til at imødekomme hinandens argumenter og adskille dem fra vores følelser. Desværre er det ikke tilfældet i den akademiske verden i dag.«
Det er måske lige på sin plads at påpege først som sidst, at forskernes objektivitet er en illusion, mener Thorgeir Kolshus.
»Alle forskere er til en vis grad subjektive, bare i kraft af at stille spørgsmål og vælge en problemstilling. Men at der ikke findes en objektiv tilgang, betyder ikke, at alt er subjektivt. Selvfølgelig skal man lede efter modargumenter og påpege sandsynlighed og usikkerhed, når analyserne går ud over, hvad man kan bekræfte.«
Et støttende netværk
Efter lanceringen af ISF-rapporten deltog Thorgeir Kolshus for nylig i en debat sammen med forskerne Kikki Flesche Kleiven, kommende direktør for Bjerknescenteret, og seniorforsker ved Center for studier af holocaust og livssynsminoriteter, Mona Abdel-Fadil.
De to andre forskere understregede, hvor vigtigt det er at have et støttende miljø i ryggen, når man som forsker går ud for at formidle kontroversielle fund.
De fortalte begge, at de havde uformelle netværk, hvor de delte erfaringer og støttede hinanden.
»Jeg har aldrig haft noget tilsvarende,« siger Thorgeir Kolshus.
»Jeg tror, at mine kolleger tænker, at når jeg kommunikerer så meget og ofte, så er det helt uproblematisk for mig. Men det er det ikke. Og med de sociale medier er det blevet meget sværere.«
Ikke bare ledernes ansvar
Undersøgelsen viser, at ledere bør være meget til stede for at støtte de medarbejdere, der formidler til offentligheden. De skal gøres opmærksomme på og trænes i at håndtere dette, mener antropologen.
Men først og fremmest skal kolleger støtte hinanden mere, end de gør i dag, mener han.
»Hvis en kollega har sagt eller skrevet noget, der var godt, koster det dig intet at sende en opmuntrende sms. Jeg ved selv, hvor dejligt det er, når det en sjælden gang sker. Det betyder utrolig meget for motivationen, når nogen vender tommelfingeren opad.«
»Du har trods alt taget én for holdet. Jeg får ikke noget i mit timeregnskab, når jeg bruger fem eller seks timer på medier hver uge.«
Han understreger dog, at det først og fremmest er meget givende at formidle.
»At formidle noget, du har brugt meget tid på, til et par hundrede tusind gennem 20 minutter på NRK i stedet for blot 20 forskere, er meget, meget givende.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
