Nirvana skabte rockhistorie med Nevermind

Et skræmmende syn mødte elektrikeren Gary Smith, da han om morgenen 8. april 1994 ankom til rockmusikeren Kurt Cobains hjem.

Elektrikeren troede, at han skulle ordne nogle lys-installationer. I stedet skulle han finde Nirvanas forsanger livløs på gulvet - uden hoved. Hovedet var blevet blæst af kroppen med det jagtgevær, der nu hvilede på sangerens bryst.

Man ved ikke præcis hvorfor, Kurt Cobain begik selvmord. Men mange, der kendte ham, mener, at han ikke kunne holde sin hurtige og enorme berømmelse ud.

Nirvana vækkede en generation

Kun to et halvt år forinden havde Nirvana udgivet albummet ’Nevermind’. Et rock-album, der handlede om at være ligeglad med alting. Med det ramte Kurt Cobain noget, der vakte genklang i 90ernes ungdom. Noget, der gjorde ham til talerør for en hel generation og i dag – tyve år efter – har placeret ’Nevermind’ i musikhistorien. På linje med album af The Beatles og Sex Pistols.

»For mig at se var 'Nevermind' det foreløbigt sidste album, der formåede at bringe en hel generation i tale. Det gjaldt ikke mindst førstesinglen 'Smells Like Teen Spirit', som skulle blive en generationshymne på samme måde som The Whos 'My Generation' havde været det i 1965,« siger ph.d. Henrik Marstal, som er musikforsker på Rytmisk Musikkonservatorium.

Fedtet hår og ligegyldighed fangede 90’er-unge

I 1991 viste MTV for første gang musikvideoen ’Smells Like Teen Spirit’ med Nirvana. Videoen var holdt i gustne farver og foregik i en gymnastiksal. Kurt Cobain snøvlede teksten til sin sang. Hans jeans var slidte, og trøjen slaskede. Hans lange, lyse fedtede hår hang ned i øjnene.

Her var en ung mand, som ikke havde særlige ambitioner med sit liv. Her var et band, der med deres nye album ’Nevermind’ talte til en ny generation af unge.

»Navnet på albummet - 'Nevermind' - sagde noget afgørende om attituden bag det. Med titlen fangede Nirvana noget af den apati, som kendetegnede den såkaldte 'Generation X', som både kunstnere og sociologer talte om på det tidspunkt.«

»Nevermind' betyder jo, at alt er lige godt. Det bliver helt symbolsk understreget ved, at de to ord 'never' og 'mind' er vokset sammen,« siger Henrik Marstal, som bliver suppleret af musikforsker ph.d. Torben Sangild fra Københavns Universitet:

»Det var teksterne og især attituden, der ramte en tidsånd. Attituden talte til intelligente unge mennesker uden et særligt mål med tilværelsen. Dem, man kaldte ’slackere’.«

»De var ikke særligt engagerede på deres studie og havde et arbejde ved siden af, de heller ikke interesserede sig for. De gik med skovmandsskjorte, slidte cowboybukser og havde tjavset hår. Præcis som Cobain,« siger Torben Sangild.

Er Nevermind alternativt eller pop?

For tyve år siden talte ’Nevermind’ altså direkte til ungdommen. Men også i dag har rockpladen med den svømmende baby på coveret en stor fanskare.

I dag er ’Nevermind’ et ’ikonisk’ album, man skal kende, hvis man er til rock-musik. Og det er der nogle ganske særlige historiske grunde til.

• Albummet viste til manges store overraskelse, at rock kan være levedygtig og effektiv, når den bliver leveret af den klassiske triobesætning: Guitar, trommer og bas. Og det vel at mærke i en tid, hvor synthesizere og trommemaskiner ellers havde domineret meget.
  
• ’Nevermind’ ramte direkte ind i musikkritikkernes evige våde drøm. Nemlig, at den elektriske guitar altid viser vejen for den gode musik.
  
• Musikken var næsten lige så let at spille – eller lade sig inspirere af - som det engelske band Sex Pistols' punkmusik sidst i 1970'erne.

»Samtidig er det svært at sige, om albummet er mainstream - altså pop - eller om det er alternativ rock. Det står og vibrerer imellem de to yderpunkter, og derfor er det interessant,« siger Henrik Marstal.

Nevermind er fyldt med pop-melodier

Torben Sangild tøver ikke med at kalde ’Nevermind’ for pop.

»Godt nok er genren rock. Men ’Nevermind’ er fuld af popmelodier. Musikken er kendetegnet ved den gode melodi og en stor grad af energi. Sangene har stille vers med en rigtig god, fængende melodi, og et larmende i omkvæd, der virkelig sparker igennem. Hør for eksempel ’Lithium’ og ’Smells like teen spirit’,« siger Torben Sangild.

I løbet af 80’erne havde heavy metal-producere fundet særlig teknik, så støjende guitarer kom til at lyde mere ’bløde’, polerede – og spiselige for et bredt publikum. Den teknik udnyttede pladens producer Butch Vig under indspilningerne.

Men bandets alternative garage-rock-nerve fik alligevel lov til at give albummet en særlig lyd.

»Der er for eksempel noget specielt ved Kurt Cobains måde at stemme guitarerne på. Hans E-streng er stemt ned på et D. Det var hørt før, men det gav alligevel en anden lyd end hos de fleste andre,« fortæller Torben Sangild.

Pladeselskaber blev taget med bukserne nede

Nirvanas opskrift på musikalsk succes inspirerede hurtigt andre bands. I starten af 90’erne troede pladeselskaberne, at fremtidens musik skulle laves på maskiner. At 80’ernes synthesizer-lyd og tromme-maskiner var det, de unge ville have.

»Men Nirvana havde den klassiske, enkle rock-opstilling: Guitar, trommer og bas. Og fik overraskende succes med den,« siger Henrik Marstal.

En succes, der hurtigt bredte sig til alverdens øve-lokaler, hvor unge mænd med stjernedrømme begyndte at hamre på el-guitarer.

»Succesen fik mange unge mellem 15 og 22 år til at tænke: ’Hold op, mand! Hvis de kan gøre det, kan vi også!’« fortæller Henrik Marstal.

I USA banede det vejen for bands som Blink 182 og Green day. Og i Danmark fik vi Dizzy Mizz Lizzy og Psyched up Janis – Tim Christensens og Sune Wagners første bands.

Vi skal ikke vente på et nyt Nevermind

I dag kan det være svært at forestille sig, hvor populært et album ’Nevermind’ var i starten af 90’erne. Det skyldes måske især, at vi i dag ikke længere har rock-album, som tryllebinder en hel generation af unge.

»Hele generations-begrebet er blevet mere fragmenteret i løbet af de seneste år. I dag er det noget helt andet at være teenager, end det var først i 1990'erne. Dengang bar musikkulturen stadig præg af at være en relativ tydelig enhedskultur, hvor langt de fleste lyttede til nogenlunde den samme musik,« fortæller Henrik Marstal.

Torben Sangild mener, at tiden ligefrem er ved at løbe fra rock-albummet.

»Der kan godt komme andre albums, som bliver lige så ikoniske som ’Nevermind’. Men musik-albummet er i krise. Da ’Nevermind’ kom, var albummet værkformen inden for musik. Det var det i tiden mellem 1960 og 2000. I dag downloader man musikken som digitale enkeltnumre i stedet,« siger Torben Sangild.

Nirvanas musik er stadig skrålbar

Selvom der næppe kommer flere nye, store rock-plader, kan man sagtens sætte pris på dem, der er.

»Ingen tvivl om, at 'Nevermind', indskriver sig i en solid række af markante rockalbums. Det stod ret hurtigt klart, at der var tale om et album, der skulle blive en klassiker – og som siden da kun er vokset som klassiker,« konstaterer Henrik Marstal.

Når alt kommer til alt er det nemlig musikken, det handler om. Og den holder.

»’Nevermind’ består af nogle rigtig, rigtig gode sange, som man kan høre igen og igen. Og man kan skråle med på dem. De har melodi og melodisk elegance.«

»Det er en stor del af fortællingen om, hvorfor albummet blev en succes. Forklaringen er ikke bare, at det passede ind i en tidsånd. Det er der sgu’ så mange plader, der gør. De fantastiske sange betyder, at ’Nevermind’ også er god i dag,« siger Torben Sangild.